Eva Smith er en sværvægter inden for dansk jura. I 1990 blev hun landets første kvindelige professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har siddet som formand for Det Kriminalpræventive Råd og som dansk medlem af Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance. Og så er hun en kendt stemme i den danske samfundsdebat om retssikkerhed.
I anledning af bogudgivelsen “Eva Smith: Jeg håber, jeg har gjort en forskel” har Science Report spurgt, hvad hun ser som den vigtigste ingrediens for at nå til tops inden for dansk forskning, hvilke udfordringer der er i dag, og hvordan forsikringsvilkårene i 2020 adskiller sig fra førhen.
Vejen til succes
Hvad kendetegner jura som forskningsfag?
– Jeg ser jura som et praktisk arbejdsredskab og ikke et oplagt forskerfag. Vi underviser i jura for at uddanne dommere, anklagere, politifolk og advokater. Derfor er det ikke så åbenbart et forskningsfag som eksempelvis humaniora. Det betyder ikke, at der ikke er behov for studier af eksisterende regler, og hvorvidt de skal ændres for at skabe et mere effektivt system. Men balancen er typisk lidt anderledes. Den naturlige vej i andre fag er at stræbe efter et professorat. Det er det højeste, man kan opnå. Men inden for jura vil mange sige, at højesteretsdommer er højere eller det at få en masse spektakulære og profitable retssager.
Hvorfor er du nået så langt, som du er?
– Jeg tror, at hovedgrunden er selvtillid. Jeg er blevet indpodet, fra jeg var en helt lille pige, at piger kan det samme som drenge. Det har jeg taget med mig. Jeg har altid tænkt, at jeg kunne det, jeg satte mig for. Det kræver bare hårdt arbejde. Selvtillid er lige så vigtig som faglig viden. Da jeg gik i gymnasiet, var der en pige i en anden klasse, som ikke var særlig køn. Men det mente hun selv. Hun førte sig frem foran drengene, og det kørte for hende. Selvtillid er vældig vigtigt for at nå de mål, man sætter sig for. Jeg var også heldig på den måde,at da min karriere begyndte at køre, var der stillinger.
Er det blevet sværere at gøre karriere på grund af øget konkurrence?
– I dag er der virkelig rift om lekoraterne. Da jeg var ung, var der kun dansksprogede jurister. Vi havde et kursus på engelsk, og det var eksotisk. I dag kommer folk fra hele verden og læser en PhD, og der er meget konkurrence. Dengang var konkurrenterne til at overse. Man kunne kigge sig omkring og spørge, hvem der søgte hvorhen. Nu er det svært at få en fast stilling. Og løse stillinger er hårde, for i stedet for at kunne sætte fuld turbo på forskning det sidste halve år af projektet, skal du allerede i gang med at tænke på næste projekt.
For lidt feedback og for meget administration
Hvilke udfordringer er der i dag på universiteterne?
– Jeg synes – dengang og stadigvæk – at undervisning vægter for lidt. En væsentlig del af vores virke er at kunne formidle til studerende. Desuden er der kommet kedelige sparingsforanstaltninger, som gør, at der er alt for lidt feedback på opgaver. Man får bare et tal. Ingen kommenterer i margenen om, hvilke argumenter der er gode. Det er ellers det, man lærer allermest af. Hvad betyder et ottetal? Uddybelse er vigtigt, så de studerende ved, hvad de skal arbejde videre med.
Er der andet, du vil nævne?
– Jeg synes, at forskere skal arbejde meget for at få tid til deres forskning. Den bliver druknet i administration og en masse undervisning. For hver besparelse skal de påtage sig ekstra undervisningstimer. Administrationen er vokset umådeholdent. I mine sidste år som professor blev det besværligt. I gamle dage kunne jeg ringe til kontoret med melding om, at jeg ikke kunne undervise onsdag. Så blev det løst. I mine sidste år kunne man ikke ringe men skrive til dem, og så fik man en mail tilbage med besked om tre ugers ventetid. Det er selvfølgelig et større puslespil i dag end i 1977, hvor der var færre elever. Det er relateret til fremdriftsreformen. Man holder eleverne i et jerngreb, og det er synd. Pengene kunne bruges på forskere, eksterne undervisere og feedback i stedet.
Politiker-ignorance og MeToo
Hvad har ændret sig i dag sammenlignet med dengang, du var en ung forsker?
– En af de store udfordringer er, at politikerne er begyndt at lytte mindre til eksperter. I stedet danner de deres egen mening. Jeg kan huske, da Søren Pape var justitsminister. Selvom eksperter sagde, at hårde straffe ikke hjælper, så negligerede han det. Det her er politik og ikke forskning, sagde han. Hvis de har den holdning, føler man sig til grin som forsker. Det er en større tendens, som nok startede med Anders Fogh Rasmussen og smagsdommerne [red.: nedjustering af statslige nævn og råd]. I 1990 oprettede man en stilling i justitsministeriet, hvor en kriminolog skulle hjælpe med at løse ungdomskriminalitet. Hun var psykolog og kunne tolke udenlandske undersøgelser og udføre forskning herhjemme. Den afdeling hører man ikke længere meget fra, for det er ikke så interessant, som det var for 30 år siden.
Den nylige underskriftindsamling har taget sexisme inden for forskningsverdenen op. Hvordan forholder du dig til den?
– Jeg synes, at der er for lidt retssikkerhed for mændene. Det nytter ikke, at nogle kvinder stiller op anonymt, så manden ikke kan forsvare sig. Så må de lade være med at navngive pågældende person. Nogle af de eksempler, der kommer frem, er på grænsen. En professor der tilbyder at følge dig hjem til dit hotel. Er man i en fremmed by, ville jeg ikke have overvejet, at der skulle være noget seksuelt i det. Fokus skal være på de vigtige ting, der kommer. Det er lidt ligesom med menneskerettighederne. Hvis man forfølge bagatelsager, så drukner de principielle sager. Dem som utvivlsomt er krænkelse.
