“Bæredygtighed er den etos, der gennemsyrer alle aspekter af vores virksomhed”.
Sådan lyder et af fem virksomheders udsagn om bæredygtighed i den nye bog ‘Vinduespynt og samfundssind – Når virksomheder (ikke) tager ansvar’, som for nylig udkom på forlaget Turbine.
Vil du gætte på, at det kommer fra Novo Nordisk, Saudi Aramco, Vestas, Bestseller eller Philip Morris?
Selvom man skulle tro, det var løgn, er det verdens største olieproducent Saudi Aramco, som står bag.
“Hvad enten man producerer livsvigtig medicin eller sælger cigaretter, så fremhæves ofte den ansvarlige adfærd,” lyder det i bogen.
Og det er problemet med CSR, eller sustainability, i en nøddeskal, ifølge Claus Strue Frederiksen, bæredygtighedskonsulent i biotekvirksomheden Gubra, som har skrevet den i samarbejde med Martin Marchman Andersen, lektor i filosofi på Statens Institut for Folkesundhed. Begge er desuden ph.d’er i filosofi.
– Jeg har arbejdet med CSR siden 2008, hvor jeg lavede ErhvervsPhD om emnet, og der er gode initiativer i mange virksomheder, men generelt er CSR blevet et cirkus, hvor alle kan optræde. Når en saudisk oliegigant fremstiller sig selv som om, bæredygtighed er kernen i virksomheden, og når en global virksomhed som Amazon, med benhårdt fokus på at holde lønnen nede, taler om people, planet og profit, så drukner de gode tiltag i støjen, siger Claus Strue Frederiksen.
Der vil ofte være konflikt mellem bæredygtighed og afkast
Men det betyder ikke, at virksomheder med et mindre hårdhændet aftryk på planeten eller en mildere lønpolitik kan pudse glorien, mener han.
– Det er ikke kun de slemme drenge, men også “the good guys”, der bruger en forkert retorik om bæredygtighed. Alle taler jo om ‘forretningsdrevet bæredygtighed’, der er win-win for alle parter. Men det er jo åbenlyst, at det ikke altid passer. Der vil ofte være konflikt mellem bæredygtighed og afkast, siger Claus Strue Frederiksen og fremhæver et eksempel fra klimapartnerskaberne.
– Klimapartnerskabet for finanssektoren skriver selv i sin rapport, at der mangler rentable muligheder for grønne investeringer. Derfor skal de “markedsmodnes”. Det vil sige, at det offentlige skal investere penge i området først.
Om forfatterne
Claus Strue Frederiksen er mag.art. og ph.d. i filosofi. Han har forsket og undervist i etik, politisk filosofi og virksomheders samfundsansvar ved Københavns Universitet i perioden 2008-2018. I dag er han ansat som bæredygtighedskonsulent ved den danske biotekvirksomhed Gubra. Claus har publiceret en lang række artikler i danske dagblade og magasiner om CSR og bidraget til diverse bøger og internationale tidsskrifter om emnet.
Martin Marchman Andersen er cand.mag. og ph.d. i filosofi og har forsket og undervist i etik, politisk filosofi og videnskabsfilosofi, blandt andet på Københavns Universitet og DTU. Martin har publiceret en lang række artikler i internationale tidsskrifter og har i flere år interesseret sig for, hvordan virksomheders bæredygtighed kan måles og sammenlignes. I dag er han lektor i filosofi på Statens Institut for Folkesundhed.
Vindmølleindustrien med Ørsted i front er vel et levende bevis på, at grønne investeringer kan blive rentable, hvis de hjælpes på vej af staten, så længe markedet er umodent?
– Jeg er helt enig i, at der er masser af god forretning, som også bygger på bæredygtig forretning. Pointen er ikke, at der altid er en modsætning mellem de to, men det er forkert at sige, at bæredygtighed og forretning altid går hånd i hånd.
De virksomheder, som gør det godt, skal være meget mere modige
Flere af de virksomheder vi taler med her på Sustain Report hæver jo, at der ikke ligger cost-benefit analyser bag deres bæredygtighedsinitiativer. Det gælder eksempelvis for Chr. Hansens omlægning til grøn energi på alle danske lokationer. Skal der være mere af det i erhvervslivet?
– Ja, og de virksomheder, som gør det godt, skal være meget mere modige. De skal fortælle, at det kommer til at koste på bundlinjen at lave et bæredygtighedsinitiativ, men at de gør det alligevel. Det er ikke tilstrækkeligt, at man bruger win-win-retorikken, for den har Saudi Aramco, Amazon og de andre lært. Der skal mere transparens til. Det gælder også åbenheden om virksomhedernes svage sider.
Men kan man så ikke hurtigt komme til at fremstå mindre bæredygtig, end konkurrenten, som skjule sine fejl og mangler?
– Jo, og jeg forstår godt, at det kan være frustrerende. De mere “sorte” virksomheder fortæller typisk ikke om, hvor de kan forbedre sig. Derfor er det vigtigt at få designet ordentlig, solid og sammenlignelig bæredygtighedsrapportering og få offentlige indkøbere til for alvor at støtte virksomheder, der prøver at være mere bæredygtige.
Så I anerkender, at nogle virksomheder er på rette vej i forhold til bæredygtighed?
– Ja, og jeg ville ønske, at flere af dem meldte ud, at selvfølgelig driver vi en forretning, men vi prioriterer også bæredygtighed, selvom vi ikke altid tjener på det, siger Claus Strue Frederiksen og tilføjer:
– Erhvervslivet skal tilbage til den ånd, der er i mange af de fonds- og familieejede virksomheder i Danmark, hvor det handler om at efterlade både en god forretning og en klode i ordentlig forfatning til de kommende generationer.
