Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Kultur

Holger Bech: Fuld forståelse af videnskaben er ikke alt

Der er grader af forståelse, og fysikeren er vant til, at ikke alle forstår alt.

Holger Bech Nielsen. Foto: Ola J. Joensen, Niels Bohr institute

Møblerne i det lille lokale på Niels Bohr Instituttet står stablet i adskillige lag, og det er svært at tælle, hvor mange bogreoler der egentlig er – for ikke at tale om antallet af bøger inde i dem. 

Rummet tilhører fysikeren professor emeritus Holger Bech Nielsen, som har måtte opgive sit noget større kontor for et betydeligt mindre. Men det har tilsyneladende ikke medført en nedskalering af møbler.

Det er dog lige muligt at klemme sig ind ad en smal passage mellem de hvide bogreoler til en lille sofa, som på nuværende tidspunkt også tæller som kontorstol til skrivebordet.

Der skal gøres noget ved indretningen, understreger han med et grin, men da han forklarer, at en stabel af stole er indkøbt af hustruen for mange år siden, ligger det mellem linjerne, at opgaven er knap så let. 

Vi springer derfor videre til at tale om et noget nemmere emne og årsagen til, at vi er mødtes – nemlig hans nye bog “Teorien om alt”, som er lavet i samarbejde med journalist Jonas Kuld Rathje. 

– At bogen kom til at hedde “Teorien om alt” – det var Gyldendal. Det skulle den slet ikke hedde. Den skulle nok bare have heddet “Jagten på de grundlæggende naturlove”. Det ville jeg nok have kaldt den, svarer Holger Bech Nielsen allerførst på spørgsmål om, hvordan det er at have brugt livet på finde teorien om alt.

Hans eget forslag til en bogtitel er også dét, som han kalder sine foredrag. Det er bl.a. dem, som har gjort ham særligt populær på grund af hans humoristiske og entusiastiske fremtoning og tilgang til videnskabsformidling.

– Den titel er mere rammende. For så kan det være, at man jager rundt, men ikke får fat i noget som helst, ikke sandt? Det er nok mere tæt på sandheden. Det kan godt være, at man prøver at jagte efter en slags teori for det hele. Men det er måske lidt overambitiøst, siger professoren og griner.

Man kan trøste sig med, at der er forskellige grader af forståelse
Holger Bech Nielsen er ikke kun berømt for hans indlevende, højtråbende og karismatiske måde at formidle sin forskning. Han er langt mere kendt for at have udtænkt superstrengteorien, som hans adskillige foredrag også handler om. 

Og superstrengteorien kunne måske meget vel være teorien for det hele, hvilket Holger Bech Nielsen begiver sig ud i at argumentere for og imod, men man skal nok have tilbragt mere end blot en time med professoren for at forstå betydningen af alle hans ord.

Det er netop, hvad journalist Jonas Kuld Rathje har gjort i arbejdet med bogen om professorens liv og forskning – og det har haft stor betydning for forståelsen.

– Jonas har forsøgt at ekstrahere og få bogen lavet, så den kan forstås. Det er hele pointen, griner Holger Bech Nielsen og fortsætter;

– Det er jo fantastisk, for det ville jeg ikke kunne gøre alene. Og det er jo netop meget vigtigt, at den er lavet på en måde, så den kan forstås. For ellers kan folk ikke læse den.

Holger Bech Nielsen ved godt, at han arbejder med et kompliceret område, som kun de færreste forstår hele betydningen af, uanset hvor ofte han stiller sig til rådighed og forsøger. Men hvor vigtigt er det egentlig, at de forstår alt?

– Det er jo en smule formålsløst, hvis de ikke forstår det, griner han og fortsætter; – Men så kan man trøste sig med, at der er forskellige grader i forståelsen. At der overhovedet er en mystisk kvantemekanik, som i den grad er i modstrid med ens sunde fornuft, kan jo allerede være et budskab.

– Hvis du bare opdager, at der er noget, der hedder kvantemekanik. Og at jeg desuden sagde, at det med, at der kun kan være en kat ét sted ad gangen, er det rene sludder i kvantemekanikken, så er der jo allerede sket et fremskridt, siger Holger Bech Nielsen.

Alle burde vide noget om kvantemekanikken
Selvom det ikke altid er nemt at forstå, hvad kvantemekanikken går ud på, og hvad de mest essentielle begreber i superstrengteorien er, mener Holger Bech Nielsen, at det faktisk er noget, alle burde kende til.

– Jeg mener, at det ville være rimeligt for alle at kende. Det er jo de grundlæggende naturlove, siger han.

Og det er ikke hans fagfæller, han refererer til. Det er alle den brede offentlighed, der burde kende til det.

– Teorien skulle være så generelt gyldig, at det burde betale sig at lære det – især hvis det er så generelt, så du nærmest kan få hele fysikken ud fra en standardmodel (f.eks. superstrengteorien), siger han.

Om det er at få udbredt den generelle forståelse af kvantemekanikken, som er årsagen til, at Holger Bech Nielsen dedikerer så meget af sin tid til videnskabsformidling, vides ikke. Men det er noget, han holder meget af.

– Det er godt at formidle. Her har du chancen for at formidle det generelle, som alle burde vide, men du kan også formidle dine egne vanvittige ideer, siger Holger Bech Nielsen.

Selvom han har bedrevet videnskabsformidling gennem de fleste kanaler, der findes, og ikke mener, at han har en yndlings, ser han mange klare fordele i det talte ord.

– Det er måske mere nemt at fortælle, når man kan veksle spørgsmål frem og tilbage, end det er at læse det. Det kan være ret hårdt, og det kræver meget af ens læser, siger Holger Bech Nielsen og fortsætter:

– Når man snakker, er det også lettere, hvis man har en part, der kan stille spørgsmål. For så kan man følge med og se, om de nu alligevel har forstået det, eller de er tabt, siger han og griner. 

“Teorien om alt” af Jonas Klud Rathje og Holger Bech Nielsen er udgivet 4. januar 2020 af Gyldendal.

Forsiden lige nu:

Dansk forskning er dybt afhængige af EU – men vi skal af med omstridt princip

REPORTAGE. På Christiansborg var dansk forskning, erhvervsliv og politikere samlet til en diskussion af, hvordan vi bidrager til stærk prioritering af forskning i EU, så unionen både kan konkurrere med Kina og USA og komme dansk forskning til gode. Når det kommer til sidstnævnte kalder tiden på et opgør med et “fornuftsstridigt” regnestykke, lød det.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Science Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading