– Jeg gider kun arbejde med formidling dér, hvor der er ambivalens eller spørgsmål, man kan stille sig selv som menneske, siger ph.d. i neurobiologi og videnskabsjournalist, Lone Frank, imens hun læner sig tilbage i stolen.
Og netop sådan en ambivalens rummer hendes og Pernille Rose Grønkjærs film, Hunting for Hedonia, der netop har haft verdenspremiere på CPH:SCIENCE under CPH:DOX.
Vi har aflagt den mangeårige skribent et formiddagsbesøg for at tale om formidling af kompleks hjernestimulation – og om filmmediets evne til at nå ind til de mennesker, der ellers ikke tror, de interesserer sig for forskning.
Bor lykken i hjernen?
“Maybe you’re stimulating some goodie place,” siger en skizofren amerikansk kvinde med tyk sydstatsaccent. Hun griner pludselig, idet der bliver skruet op for nogle impulser via de elektroder, hun har fået placeret dybt under hjernevævet.
Det, hun bliver udsat for, kaldes deep brain stimulation, på dansk dyb hjernestimulation, og teknikken er genstand for stor forskningsaktivitet i disse år – præcist ligesom det var fra cirka 1950-1970. Dengang gennemførte den kontroversielle videnskabsmand Robert Heath en masse studier med sine patienter i USA. Men han blev glemt.
Og netop Robert Heath er omdrejningspunktet for Lone Franks bog, Lystens Pioner, der nu danner baggrund for Hunting for Hedonia – eller jagten på lykkefølelse og nydelse.
Gennem en blanding af arkivklip og nutidige interviews med forskere og casepersoner sætter dokumentaren fokus på mulighederne for at påvirke centre i hjernen for at afhjælpe eksempelvis depression, skizofreni, PTSD og Parkinson.
”BOOM! Så begynder du at tænke”
Men hvorfor ikke bare skrive en 2’er eller udgive en artikelserie eller podcast om det nørdede emne? Fordi forskning ikke bare handler om elektroder og forskningsrapporter, men også om vi menneskers forhold til forskningen:
– Forskning har stor betydning for, hvordan vi forstår os selv og for, hvem vi er. Jeg vil bringe videnskaben ind i det emotionelle rum, så folk mærker, at det faktisk er noget, der har betydning for deres liv, forklarer Lone Frank, der hurtigt tilføjer:
– Det er i realiteten et forsøg på at servere debatten på et sølvfad for hvem som helst.
Og der er filmmediet en god kanal:
– Bøger, aviser og alt det, jeg som “ordmenneske” sidder og roder med, kan noget med at gå i dybden. Men en film spiller på det emotionelle med et billedbårent element. Du kan opstille de samme dilemmaer og spørgsmål, men det rører de fleste på en anden måde end en bog. Film er mere umiddelbare. Boom! Og så begynder du at tænke, siger hun energisk.
De voldsomt tekniske detaljer er derfor udeladt. De er ikke interessante for de overvejelser, folk skal gøre sig – for det er jo ikke kun en patientfortælling eller en film til medicinstuderende, påpeger hun.
Dog kunne hun have taget flere af sine egne overvejelser med i filmen, ligesom podcast-mediet havde givet gode muligheder for. Men der var ikke plads, hvis fortællingen skulle virke, som hun siger.
Tag debatten i tide
Og til spørgsmålet om, hvordan fortællingen så helst skal virke – hvad formålet med filmen i sidste ende er, er svaret ganske klart: Den skal vise, at der med store muligheder følger store spørgsmål, som man skal overveje både som individer og samfund. Gerne i god tid:
– Det er vigtigt at tage debatten tidligt, frem for at vente til der lige pludseligt er lavet en masse forsøg, hvorefter stemningen slår om, som det skete med Heath, lyder det fra Lone Frank.
Om Lone Frank:
– Er ph.d. i neurobiologi, videnskabsjournalist, forfatter og foredragsholder
– Tilknyttet Weekendavisen og kendt som en markant debattør og meningsdanner i forhold til sundhed, medicin, teknologi og etik
– Har vundet flere priser, lavet podcast-serier og skrevet adskillige bøger; blandt andet bogen “
Lystens Pioner” (2016, netop udkommet i opdateret version), der danner baggrund for “Hunting for Hedonia”.
Netop derfor fremstiller dokumentaren flere spørgsmål end svar, ligesom etikken bag den nye teknologi bearbejdes mere end teknologien selv.
For det menneskelige grundvilkår og menneskets ageren i en verden, der udvikler sig, er netop det, der interesserer videnskabsjournalisten allermest – en passion, hun deler med instruktør Pernille Rose Grønkjær, som hun også tidligere har lavet filmen Genetic Me med.
Både som menneske og videnskabskyndig er Lone Frank også selv fascineret af teknologien og af, hvad der gør os til dem, vi er. Som hun siger:
– Jeg synes i udgangspunktet, det er ekstremt interessant. Tænk, at man kan det her. Som mange andre teknologier har det et enormt medicinsk potentiale, man kan se for sig. Personligt vil jeg da gerne have min hukommelse som 20-årig tilbage. Jeg synes ikke, det er sjovt at glemme navne og ting. Det er bare en invasiv teknik, og det må vi forholde os til.
Forskning skal passe til tiden
Men filmen efterlader også én med en interessant pointe om forskning som fænomen.
– Forskning er ikke bare noget, der foregår i jævnt fremadskridende tempo. Der opfindes noget, det blomstrer op og slås måske tilbage, imens ingen vil bruge det. Så går der 30-40 år, før nogen tager det op igen. Og så laves der forsøg over hele verden, og alle er vildt begejstrede, siger hun og fortsætter:
– Tiden modnes, og vi ændrer os. Kulturen og tiden var ikke rede i 1950’erne-1970’erne. Det er den nu. Vi lever i et diagnosesamfund, hvor vi ønsker at få vores hjerner omformet og optimeret på alle mulige måder. Det er ikke spørgsmålet, om vi kommer til at lave hjerneoperationer for at forbedre menneskers hjerner, men hvornår.
Så selvom det hele hver gang begynder i en entusiastisk fase, siger hun, er der altid nogle spørgsmål ude i horisonten, man skal til at tænke over.
Om Hunting for Hedonia:
– Skabt af
Pernille Rose Grønkjær med original idé og manuskript af Lone Frank
– Undersøger fænomenet dyb hjernestimulation, også kaldet Deep Brain Stimulation – og indflydelsen på menneskelig identitet og selvforståelse
– De indledende filmtanker blev til i en Airbnb-lejlighed i LA, hvor de to kvinder med post-its forsøgte at skitsere filmen for sig.
