kultur

Lone Frank vil både personligt og videnskabeligt forstå kærlighedens natur i ny bog

Lone Frank dykker i sin nye bog på én gang ned i den videnskabelige forskning om kærlighed og i sin egen, personlige fortælling om at elske og miste, for at nærme sig en forståelse af kærlighedens videnskabelige natur.

Af - 12. oktober 2020

Bogaktuelle Lone Frank. Foto: Stine Heilmann.

Artiklen er en genudgivelse. Den er udgivet første gang d. 30. august 2020. 

Med hele sit vingefang er kærligheden ikke bare én interessant menneskelig egenskab blandt mange. Den indtager en kongeplads i vores tilværelse. Alt, hvad vi gør, kredser på en eller anden måde om og peger tilbage på de særlige bånd, vi knytter til hinanden.

Sådan skriver videnskabsjournalist Lone Frank i prologen til sin nye bog “Størst af alt – om kærlighedens natur”, som udkommer i morgen, tirsdag d. 1. september, på Politikens Forlag.

I dén sætter hun sig for at undersøge, hvordan videnskabelig forskning kan gøre os klogere på noget af det allermest centrale for hele den menneskelige tilværelse – nemlig kærligheden. 

Vækker dette genklang hos nogle, er det sikkert fordi Lone Frank allerede har behandlet dette emne i podcasten “Ingen elsker Lone Frank”, som hun lavede i 2018 for Weekendavisen. Men, som Lone Frank selv siger, da Science Report taler med hende, så “kradsede podcasten kun i overfladen af noget, som bogen prøver at gå langt dybere ned i”.

Og ikke blot dykker Lone Frank dybere og mere grundigt ned i de mange grene af videnskaben, som undersøger forskellige aspekter af kærligheden; hun involverer også sig selv og sin egen, personlige fortælling på langt mere omfattende vis – en personlig fortælling om hendes egne relationer til sin familie, venner og partnere, om at elske og miste, og om i det hele taget ikke helt at kunne få greb om, hvad kærlighed egentlig er og vil sige. 

Menneskeartens ‘skelet’
– Det slog mig på et tidspunkt, hvor lidt jeg har tænkt over kærlighed, fortæller Lone Frank.

Et vendepunkt for Lone Frank var, da hun for få år siden mistede sin mand gennem 13 år, der døde mere eller mindre pludseligt af kræft. En episode, som står centralt for bogens afsæt og tilblivelse.

Dét fik hende til at tænke over, hvad hun havde haft og nu havde mistet – og her startede interessen for kærligheden som fænomen.

– Jeg har jo interesseret mig for alt muligt andet, men det gik op for mig, at kærligheden jo er en fuldstændig central del af vores liv, vores relationer og personlighed. Det er et fænomen, der holder hele artens måde at være på sammen – et skelet, som vi alle på en eller anden måde er bygget op over. Også alt vores kunst og kultur handler om kærlighed på hundredvis af forskellige måder.

Der var pludselig nogle helt grundlæggende elementer ved tilværelsen, som begyndte at tiltrække Lone Franks opmærksomhed. 

– Hvor kommer for eksempel parforholdet mellem kønnene fra?, spørger Lone Frank.

– Vi har en så udbredt kapacitet for kærlighed. Det, at vi kan have kærlighedsbånd til rigtig mange typer personer, det er helt afgørende for vores sociale liv. Det er også det, der spiller ind, når vi er helt solgt til nogle ideer, politiske eller religiøse. Det er de samme bånd, der dannes.

Når videnskaben bliver vedkommende
Lone Frank begyndte at grave i disse emner, og forsvandt efterhånden mere og mere ind i forskningen, der kunne hjælpe hende med at finde svar på, hvad kærligheden er for en størrelse.

– Jeg kunne pludselig se, hvordan noget videnskabeligt kunne relateres direkte til mit eget liv. Det er ikke bare noget meget fagligt, som for eksempel genetik eller forskning i tilknytningsteori, forskning i dating, osv.; det er også meget vedkommende, fortæller Lone Frank og fortsætter:

– Der bliver lavet masser af forskning, men når man kan relatere til sin egen historie, bliver det for mange meget mere interessant. Det bliver tydeligt, at videnskaben er noget, der kommer mig ved, og som kommer os ved, siger hun.

Det, at man kan relatere sin egen tilværelse og sine erfaringer til videnskaben, kan virkelig noget

Den 280 sider lange bog er bygget op omkring tre forskellige spor, som krydser ind og ud af hinanden, og som tilsammen udgør en “mosaik”, som Lone Frank selv skriver, over kærlighedens mangefacetterede væsen, set fra både en videnskabelig og en personlig vinkel.

Min søgen efter at forstå kærligheden bedre er en opdagelsesrejse, men det er et filtret krat, jeg må ud i. Der findes ikke noget entydigt og lineært narrativ at læne sig op ad, og jeg forestiller mig snarere tre spor, der kan veksle og efterhånden flette sig sammen, skriver Lone Frank indledende i bogen.

Afsættet er en lang samtale, som Lone fører med sin psykolog hjemme i sin egen stue. Herfra kommer hun og psykologen ind på fortællinger fra Lones eget liv – helt fra hendes barndom, hendes forhold til sine forældre, hendes jalousi på broderen, hendes kærlighedsforhold, forelskelser og utroskab – og ultimativt hendes konfrontation med sorgen over at miste sin mand, Morten. 

Undervejs i disse beretninger kommer hun omkring en bred mængde videnskabelig forskning, som hun formidler, men hele tiden i relation til sin egen fortælling.

Et opgør med ‘flovhedskulturen’
– Jeg tror, at den personlige vinkel for mange læsere giver det, at man nemmere kan “stige på” og få interesse for det, der bliver formidlet. Det, at jeg “låner mig selv ud” gør, at folk kan spejle sig i det og blive fanget af det. Det, at man kan relatere sin egen tilværelse og sine erfaringer til videnskaben, kan virkelig noget, siger Lone Frank og fortsætter: 

– Der er noget af det, jeg skriver om, som jeg tror, en del mennesker kan siges at kæmpe med på forskellig vis – og det bruger jeg så. Men det handler hele tiden om en vurdering af, hvad jeg synes, skal med i bogen. Jeg vil for eksempel ikke udlevere folk i mit liv. Så det handler om hele tiden at vurdere hvad det er, jeg har lyst til at folk, der læser bogen, skal vide. På den måde er det nogle dyk ned i mit eget liv, men det er jo ikke hele min historie, indvender hun.

Bogen er ikke blot en personlig fortælling, men handler om nogle almenmenneskelige erfaringer, lyder det fra Lone Frank. Men ofte er mange af de emner, der knytter sig til kærligheden, tabubelagte. Det vil Lone Frank gøre op med.

– Hvorfor skulle man gå og være flov over at opleve eller føle, som man gør? – søskendejalousi, forældres favoriseringer af deres børn, utroskab osv. Jeg oplever, at jo mere man kan tale om de her ting, desto mere kan man gøre op med flovheden over det. Alt det her er jo noget, folk render til psykolog med, siger hun, og tilføjer:

– Jeg vil gerne gøre noget ved flovhedskulturen!

Kærlighed er den bakkede vej, vi går ad
At nærme sig en forståelse, fagligt såvel som personligt, af kærlighedens natur, er hverken direkte eller nem, og går gennem et krattet terræn og bakkede landskaber, finder Lone Frank ud af.

Og hvor gerne man end vil anskue et fænomen som kærligheden ud fra et videnskabeligt grundlag, må man sande, at der også er andet, der spiller ind.

– Kærlighed er både noget naturligt; noget dyrisk og instinktivt, men det er altid også formet af og i samarbejde med kultur. Vores måde at udleve kærligheden på er altid formet af kultur, siger Lone Frank og fortsætter:

– Når mennesker føler kærlighedsbånd til nogle, er der altid kognitiv aktivitet ind over. Kærligheden er altså ikke bare umiddelbar og emotionel; der er flere lag i det. Derfor er det interessant at se på vores kultur; for eksempel hvor meget vores opfattelse af kærligheden i dag stadig er formet at romantikerne i 1850’erne og idealet om, at man først skal forelske sig i nogen, at det så skal blive til kærlighed og at man skal leve sammen resten af livet. Men måske er vi slet ikke indrettede sådan. Idag er det jo stadig et traume for mange at blive skilt, på trods af at det er noget, rigtig mange bliver! 

Dette er noget, videnskabsjournalisten Lone Frank håber at hendes læsere vil få øjnene op for.

– Alt biologisk ved mennesker er altid i en eller anden forstand kulturelt. Der ikke er noget, der kun er enten natur og kultur. Det er altid sammenflettet. 

“Størst af alt – om kærlighedens natur”. Politikens Forlag.