– Bogen er et opråb til forskere om, at I er pinedød nødt til at kommunikere, hvad jeres forskning går ud på.

Det fortæller Jette Skrædderdal, forfatter til bogen Forsk og fortæl – en guide til din forskningskommunikation.

Bogen indledes med et kapitel om, at forskning og kommunikation hænger uløseligt sammen, og det er netop den grundlæggende pointe, forfatteren gerne vil kommunikere til forskere.

– Når du spørger mig, hvad der er den mest almindelige kommunikationsfejl blandt forskere, er svaret; at de ikke kommunikerer. Rigtig mange forskere har et meget snævert syn på, hvad kommunikation er for en opgave, mener Jette Skrædderdal.

Hovedparten af forskere mener, at opgaven med at kommunikere deres forskning ligger i at publicere videnskabelige artikler, eller at tale med journalister i ny og næ, fortæller forfatteren. Det er altså de færreste, der forstår, at forskningskommunikation er så meget andet og mere end det.

Derfor har Jette Skrædderdal, der har mange års erfaring med forskningskommunikationen fra blandt andet Aarhus Universitet, skrevet bogen for at klæde forskere bedre på til opgaven.

– Mit formål har været at fortælle forskere, at de har en rigtig vigtig opgave med at kommunikere, og hvad den opgave indeholder.

Den gode fondsansøgning

– Jeg plejer at sige, at den vigtigste kommunikationsopgave starter den dag, I vælger at være forsker – for der skal i ansøge om penge. Og hvis I ikke er knivskarpe, får I ingen penge, forklarer Jette Skrædderdal.

Når forskere søger om penge hos fondene, er det en klassisk fejl, at selve budskabet kommer alt for langt nede i ansøgningen, fordi sådan er den akademisk tradition. Men så risikerer man, at læserne bliver koblet af.

– Man skriver budskabet på side 12, men det skal altså op at stå i de tre første linjer. Det er noget, jeg siger til alle de forskere, jeg arbejder sammen med, fortæller Jette Skrædderdal.

Samtidig er det en udfordring for mange forskere at navigere i to sprog – det daglige og det faglige.

– Ved middagsbordet ville man aldrig bede om natriumklorid, men om salt. Den tankegang skal forskere lære at overføre, når de kommunikerer, siger forfatteren.

Endeligt skal forskere blive bedre til at bede om hjælp og anerkende, at forskningskommunikation ikke er noget, man lige kan ordne tirsdag eftermiddag, mener Jette Skrædderdal.

– De fleste forskere er ikke på et særlig højt kommunikationsniveau, og vil helst bare kunne koncentrere sig om deres forskning. De tager ikke kommunikationsopgaven alvorligt, siger hun.

Kommunikation vs. formidling

Det er især sociale medier, mange forskere er forbeholdende over for, til trods for at det er dér, den brede befolkning er tilstede i dag. Alligevel oplever Jette Skrædderdal, at diskussionen om sociale medier har rykket sig betydeligt fra et hvorfor til hvordan?

– Her forsøger jeg at lave en strategi med forskerne for, hvordan man kan bruge sociale medier. Og det er meget forskelligt afhængig af målgruppen. Men de fleste kan godt se pointen med LinkedIn og Twitter, fordi det er faglige netværk.

Uanset hvor det finder sted, opererer Jette Skrædderdal helt bevidst med begrebet forskningskommunikation, fordi opgaven rækker ud over dét at formidle sin forskning, mener hun.

– Pressefolk formidler; vi sender budskaber og informationer ud, og så kan folk læse det eller lade være. Men jeg synes, at forskningskommunikation er meget mere end dét. Kommunikation handler om dialog. Forskere skal ikke bare sende informationer ud ad døren. De skal kommunikere, hvad deres forskning går ud på.

 I sidste ende er det nemlig os borgere, der skal have gavn af forskningen, og så er det afgørende, at vi ved, hvad der tales om, mener forfatteren.

– Vi må ikke lukke øjnene for, at borgerne også vil have value for money. Og heldigvis er alle de forskere, jeg møder, jo dedikeret og brænder for det, de laver – derfor er det så vigtigt, at de også kan kommunikere alt om deres projekt.

”Forks og fortæl – en guide til forskningskommunikation”er udgivet af forlaget Turbine.