kultur

Fra filantroper til omdiskuterede samfundsaktører

Danske fonde er blevet nogle af de mest afgørende og markante bidragydere til den offentlige forskning i Danmark. Ny bog sætter fondenes udvikling og samfundsrolle til debat

Af - 20. august

Private fonde er blevet en afgørende bidragsyder til dansk forskning. I takt med, at især de store, erhvervsdrivende fonde øger deres uddelingsniveau i en grad, der når historiske højder, ændrer fondenes rolle sig også signifikant.

Fondene er gået fra at være diskrete velgørere til synlige samfundsaktører, som Birgitte Boesen beskriver det i en ny bog om fondenes udvikling.

– Forskning falder jo virkelig i øjnene, når man kigger på, hvad fondene giver penge til. Og der er intet, der tyder på, at deres rolle bliver mindre inden for forskning. Tværtimod, siger Birgitte Boesen, som har beskæftiget sig med filantropi og fonde siden 2002.

Tendensen er derimod, at flere fonde i øjeblikket både skærper deres profil og øger deres årlige bevillingsbeløb. Og med dét vedkender fondene sig også et samfundsansvar, mener Birgitte Boesen.

– Det udfordrer også fondene, at de øger deres bevillinger, fordi de pludselig står med et stort ansvar. De skal finde en balance i forhold at modsvare de behov, der er, uden at skævvride de institutioner, der får pengene, siger Birgitte Boesen.

Dilemmaet er dog, at hvis fondene holder igen med bevillinger, går de imod hele det filantropiske princip, der er grundlagt på.

Hele ideen med fondsmodellen er, at hvis fonden genererer et stort overskud gennem for eksempel deres egne virksomheder, får fonden også et overskud af frie midler, og det har de pligt til at dele ud af, siger Birgitte Boesen og understreger, at

– Det giver ingen mening for fondene bare at samle penge sammen.

Dialog og gennemsigtighed

I 2016 går knap halvdelen af fondspengene til videnskabelige formål, og til sammen har fondene bevilliget næsten 8 milliarder kroner til området. Deres store betydning for forskningen i Danmark er derfor svær at komme uden om.

Det, der er unikt for danske fondsbevillinger på forskningsområdet, er, at hovedparten bliver kanaliseret til offentlige institutioner

Sådan har det imidlertid ikke altid været. Med bogen Fonde i bevægelse beskriver den tidligere journalist og nu selvstændige rådgiver, Birgitte Boesen, hvordan fondene har udviklet sig, så de i dag har en helt ny og signifikant mere tydelig rolle i samfundet.

– Fondene er begyndt at se sig selv som samfundsaktører. Og som samfundsaktør kan man ikke være isoleret, men bliver nødt til at være dialog med andre. Og med fondenes større kontakt med omverden kommer hele den her bevægelse, hvor omverdenen også begynder at diskutere, om fondene gør det godt nok, beskriver hun.

Fondene har historisk set opfattet sig selv om individuelle og uafhængige, og først og fremmest som ejere af en formue. De har ikke set sig selv som en del af et større fællesskab. Dén udvikling er dog ved at vende nu, blandt andet med en fælles forening som Fondenes Videncenter og andre netværker.

I den forlængelse har fondene også flyttet sig fra passivt at modtage ansøgninger til mere proaktivt at definere, hvad de vil og ikke vil give penge til, forklarer Birgitte Boesen.

Samtidig har fondene fået en forpligtelse til at være åbne, kommunikerende og gennemsigtige.

Som offentlighed, og dermed som forsker, skal man kunne se, hvad pengene går til og hvem der sidder i bestyrelserne og deler penge ud, i og i den forbindelse har årsrapporterne stor betydning, mener Birgitte Boesen.

– Hele den gennemsigtighed omkring, hvilke projekter, fondene støtter og hvorfor, er afgørende for, at omverdenen også har tillid til fondene og til det samarbejde, som er nødvendig for især dansk forskning, siger hun.

Men.

– De er ikke blevet mere gennemsigtige i deres beslutningsproces. Den foregår stadig bag lukkede døre.

I offentligheden er der imidlertid en forventning om, at fondene skal være lige så åbne omkring deres beslutninger, som vi er vant til i det offentlige, forklarer Birgitte Boesen.

– Men fondene er private aktører, der går ind på lige linje med store virksomheder og organisationer. Og det er i dét lys, man skal se fondene og stille krav til dem, mener hun.

I samspil med staten

Selvom private fonde ikke har den samme grad af åbenhed som de offentlige, er deres samspil med offentlige institutioner helt unik.

Den absolut største modtagergruppe af fondspenge er de offentlige institutioner, som for eksempel universiteter og hospitaler. Alene i 2016 modtog offentlige institutioner 9,7 mia. kroner i fondsmidler.

– Det, der er unikt for danske fondsbevillinger på forskningsområdet, er, at hovedparten bliver kanaliseret til offentlige institutioner. Det er ikke noget, fondene bliver nødt til, men de gør det og giver dermed samfundet en demokratisk garanti, beskriver Birgitte Boesen og understreger i den forbindelse;

– Det synes jeg, er en meget væsentlig pointe, at de danske fonde faktisk eri samspil med staten og kommunerne og samarbejder med dem.

Fordi der netop er så stort et samspil mellem fondene og det offentlige, har politikerne også et ansvar for at drive en aktiv forskningspolitik og det er politikernes pligt at sikre, at der stadig kommer offentlige penge til forskning, mener Birgitte Boesen.

– Ellers har man overladt det strategiske perspektiv til nogle private aktører. Så har man ikke længere en fælles forskningspolitik for hele samfundet.

 

Om forfatteren

Birgitte Boesen er uddannet cand.scient.pol. og har beskæftiget sig med filantropi og fonde siden 2002; heraf 12 år i Realdania. Hun har tidligere arbejdet i DR, Det Kongelige Teater, Dagbladet Information og Finansministeriet.

Birgitte Boesen har siden 2015 arbejdet som selvstændig analytiker, rådgiver og skribent. Hun har tidligere udgivet bogen Få styr på udviklingen – journalistik år 2000 på Forlaget Jour i samarbejde med amanuensis Erik Lund. Hun er medlem af bestyrelsen for Plan BØRNEfonden.

Bogen Fonde i bevægelse – Fra diskrete velgørere til synlige samfundsaktører er udgivet af DJØF Forlaget

Byret: Milena Penkowa får ikke sin doktorgrad igen.

Penkowa får ikke sin doktorgrad tilbage

Fredag blev der truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt den tidligere hjerneforsker på Københavns Universitet, Milena Penkowa, kan få sin doktorgrad igen. Den gik ikke, men hjerneforskeren vil nu anke sagen.

debat

Viden er samfundets drivkraft

I 2019 vil Dansk Magisterforening sætte ekstra fokus på vigtigheden af, at politiske beslutninger træffes på et solidt vidensgrundlag, skriver formanden