Den langsigtede og strategiske tænkning i forsknings- og uddannelsespolitikken, som kendetegnede Fogh-regeringen i 00’erne med særligt Globaliseringspuljen og den store styringsreform, sluttede med Lars Løkke Rasmussens første regeringen fra 2009.
Så kontant lyder udmeldingen fra tidligere rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen. Og han er ikke i tvivl om, hvad der er den mest fremtrædende konsekvens heraf.
– Det er jo, at vi taber konkurrencekraft. Under globaliseringsprocessen blev der frigjort mellem otte og 12 milliarder til forskning, hvoraf mange af pengene gik til universiteterne, siger han.
Den store omstilling af det danske forskningssystem betød blandt andet, at Danmark steg ”ret dramatisk” på de internationale universiteters ranglister, fordi der blev sat så mange forskningspenge i spil.
Men i løbet af de sidste knap 10 år har regeringen siddet passivt og kørt videre i samme rille, mener Hemmingsen.
– De eneste, der ser det her, er de store fonde. Industriens strategiske tænkere er faktisk blevet universiteternes nærmeste, mere end strategerne i det offentlige, fastslår han og tilføjer, at;
– Det bekymrer mig meget, at der ikke i Finansministeriet er en afdeling for strategisk langtidstænkning. Der mangler en strategisk tænkning omkring viden og industriens behov for stærk grundforskning
Ralf Hemmingsen (f. 1949) stod i spidsen for Københavns Universitet i 12 år og nåede sammenlagt at være rektor under syv forskellige ministre for uddannelse og forskning.
Det startede med Helge Sander, der sad i ni år, men de efterfølgende års hyppige ministerskift illustrerer, efter Hemmingsens opfattelse, det skred, der er sket i dansk politik i retning af mere kortsigtede initiativer og finansministeriel styring.
Uafhængigt analyseinstitut og langsigtet forskning
Ralf Hemmingsen byder på bagkant af sin rektortid ind med tanken om at etablere et uafhængigt og offentligt finansieret analyseinstitut. Et sådant vil kunne dække behovet for national strategisk planlægning, når Finansministeriet ikke påtager sig opgaven.
– Sådan et institut for advanced studies har man enkelte steder i verden. Det ville for mig at se være muligt at lave ét i Danmark, fordi vi har kvaliteten, hvis vi lægger universiteternes viden sammen, siger han og konstaterer, at;
– Samfundet skal gøre noget for at fokusere den analysekraft, der rækker langt frem, og der er sådan et institut en mulighed, man kunne vælge.
En anden udfordring er, at Danmark i dag har fem store universiteter, der bedriver forskning og uddannelse inden for en bred vifte af fagområder. Men i det lange løb kan det blive for dyrt og vanskeligt at opretholde forskning i topklasse på alle fem brede universiteter. Ikke mindst rekruttering af internationale topforskere vil være en barriere, mener Ralf Hemmingsen.
– Jeg ser ikke for mig, at alle universiteter kan opretholde et internationalt stjerneforskningsniveau. Det, jeg snakker om, er forskning i den absolutte topfront, og det kan man ikke have otte steder i Danmark. Det er umuligt, fastslår han.
Det, man kan have i Danmark, er solide uddannelser, der leverer gode kandidater. En løsning er derfor, at forskningsmidlerne i fremtiden bliver koncentreret på de tre store universiteter, der foruden København tæller Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet, imens man samtidig opretholder de regionale uddannelsesinstitutioner.
– Sådan en gentænkning af, hvordan vi sikrer samfundet en analysekraft i topkvalitet kunne også ske i form af et nyt, tværuniversitært forsknings- og analyseinstitut, der netop har de langsigtede perspektiver, foreslår Hemmingsen.
Fra åndelighed til industrisamarbejder
I bogen leverer Ralf Hemmingsen også en analyse af, hvordan universitetet har udviklet sig fra at være en eliteinstitution med fokus på åndelighed til at dreje i retning af et større samspil med omverdenen ikke mindst erhvervslivet.
I forhold til staten og det offentlige går min bekymring på, at politikerne siger: fondene støtter så meget, at vi godt kan skære ned. Det er en dødsspiral, og det er livsfarligt
Hemmingsen beretter, hvordan han som dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet var med til at nedsætte et industriudvalg på Københavns Universitet, der fik til opgave at skaffe sig et førstehåndsindtryk af, hvad virksomhederne eventuelt savnede fra universitetet.
– Dengang var samarbejde med virksomhederne nærmest helligbrøde. Men der skete en ændring, som blev drevet udefra, fordi industrien havde brug for at samarbejde med universiteterne, fortæller han.
Som resultat er der over de sidste 15 år sket ”en meget betydelig tilnærmelse” mellem grundforskningen, de store videnstunge virksomheder og erhvervsdrivende fonde, og det er en meget positiv udvikling, mener Ralf Hemmingsen.
– Men det er tydeligt, at der er nogle få steder ude i verden, hvor det er endnu mere udtalt.
Det gælder både stjerneksempler som Silicon Vally, Oxford, Cambridge og Schweiz, men også i Stockholm har Karolinska Instituttet udviklet en stærk videnshub. Og ifølge Ralf Hemmingsen må det nødvendige og næste store skridt for Danmark være at danne en lignede hub for vidensudvikling med innovative private virksomheder.
Københavns Universitet har endnu ikke helt opnået en position, hvor det fungerer som en hub, men det er inden for rækkevidde, lyder vurderingen.
– Udfordringen er at holde balancen så al forskning ikke drejes ind mod de erhvervsrettede temaer. Det er klart, at det er universitetsledelsens opgave at sikre, at forskerne har forskningsfriheden. Det er der ikke andre, der kan sikre, mener Hemmingsen.
Balance handler også om, at forskere i de store fondsfinansierede forskningscentre skal tage del i studenterundervisningen, så samfundet får glæde af de verdensførende forskere, der er i landet.
– Det kan ikke nytte noget, at man lukker stjernerne inde i et elfenbenstårn og siger: de har fondspenge, så de skal ikke undervise. Det har jeg selv været meget imod, og det ved jeg, at min efterfølger også er, siger den tidligere rektor.
Derudover er der behov for en tydeligere alliance mellem fondene og det offentlige, hvor det offentlige sikrer infrastrukturen og de private fonde giver milliardbeløb til, at universiteterne kan ansætte forskere.
– I forhold til staten og det offentlige går min bekymring på, at politikerne siger: fondene støtter så meget, at vi godt kan skære ned. Det er en dødsspiral, og det er livsfarligt. Det fører bare til, at fondene på langt sigt flytter deres bevillinger til udlandet. Det er der ingen tvivl om, konstaterer Ralf Hemmingsen.
Det ville være et paradoksalt tab, fordi Danmark på dette punkt ”i særklasse har chancen for at løfte sig”, da der ikke er mange andre lande, der har store fondsejede virksomheder, som målretter så store beløb til forskning, mener han.
Lang distance mellem magt og fagperson
I Velfærdsstat på falderebet?, som er bogens titel, lægger Ralf Hemmingsen ikke skjul på sin generelle bekymring over, at distancen mellem fagpersoner og politiske beslutningstagere er blevet længere på tværs af den offentlige sektor.
– I gamle dage, da velfærdstaten blev bygget op, var det politikerne, der styrede Finansministeriet. Det er ikke tilfældet længere, siger han og uddyber;
– I dag er der en ideologi og en magtarrogance i det ministerium, der betyder, at jeg som rektor ikke engang kunne få et møde om en bygningssag.
Den sag handler om, at Københavns Universitet gerne ville eje dets egne bygninger, og ifølge loven kan et universitet godt ansøge om at overtage egne bygninger. Men et møde herom med de folk, der skulle træffe den endelig beslutning, måtte Hemmingsen altså se langt efter.
– Det er et eksempel på, hvordan staten skifter rolle. I gamle dage var den modererende og en leverandør til samfundet. Nu er staten en selvstændig struktur, som kontrollerer og sikrer rettigheder, mener Ralf Hemmingsen og siger afslutningsvist;
– Min pointe er, at man i den offentlige sektor skal vende modellen og genindsætte de fagprofessionelle som øverste chefer og lade de administrative være rådgivere for de faglige.
Blå bog
Ralf Hemmingsen tiltrådte som den første bestyrelsesansatte rektor på Københavns Universitet i 2005 og forblev i den stilling indtil 2017.
Han kom til universitetet som dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i 2002 fra en stilling som administrerende overlæge på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling E.
Hemmingsen er født 12. oktober 1949 og blev professor i 1995. Han er nu tilbage som professor i psykiatri ved KU, hvor han underviser kandidatstuderende og deltager i et par forsknings- og udviklingsprojekter.
“Velfærdsstat på falderebet?” er skrevet af Jens Thomsen og handler om Ralf Hemmingsens erfaringer med velfærdsstaten fra sin barndom i Brønshøj over lægestudiet og medicinsk forskning til højtplacerede lederstillinger på Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet.
Bogen udkom i mandags på forlaget Gyldendal.
