kultur

Videnskabsjournalist i verdensklasse besøger Danmark

Den amerikanske videnskabsjournalist, forfatter og adjungeret professor ved Yale Universitet, Carl Zimmer, er kendt for sin prisvinde videnskabsformidling. Han sætter en ære i ikke at ”dumb it down”, når han formidler tidens store videnskabelige emner til et bredt og verdensomspændende publikum

Af - 2. juni 2019

Carl Zimmer, videnskabsjournalist og Eske Willerslev på Bloom. Foto: Dennis Morton

Carl Zimmer har kun opholdt sig en lille times tid i Danmark, da Science Report møder den anerkendte amerikanske videnskabsjournalist til en snak om videnskabsformidling og hans store interesse for evolution, genetik og arvelighed.

Siden han var helt lille, har Carl Zimmer elsket at skrive. Men det var først efter college, han lærte at forbinde sin fascination for videnskab med sit journalistiske hverv.

– Der var en åbning på et videnskabsmedie, og da jeg først gik i gang, fandt jeg det meget tilfredsstilende – egentlig af meget egoistiske grunde; jeg blev fascineret af de ting, jer lærte, og jeg blev betalt for at ringe til de førende eksperter og tale med dem om lige, hvad jeg ville, fortæller Carl Zimmer.

Den prisvindende videnskabsjournalist har siden 1990 skrevet for det amerikanske medie the New York Times, hvor han har sin faste videnskabsklumme the ”Matter”. Han er samtidig forfatter til 13 bøger om videnskab, og har seneste udgivet bogen; She Has Her Mother’s Laugh: The Power, Perversions and Potential of Heredity.

Den tilfredsstillelse, Carl Zimmer oplevede i sine unge journalist-år, er ikke blevet mindre med årene, og han har derfor heller aldrig følt sig fristet til at skifte spor til for eksempel politik eller erhvervsstoffet:

– Der er en vigtighed i forskningsformidling, som jeg sætter stor pris på. Det er vigtigt at formidle kernen af de ting, vi som samfund træffer beslutninger om, siger han og påpeger, at imens man godt kan lukke øjnene for de synspunkter, vi ikke enig i, kan vi ikke ignorere den forskning, vi ikke ønsker, er sand.

”Dumb it down”

I the New York Times videnskabssektion kan man falde over titler som ”En dag kommer der måske et middel, som sætter turbo på hjernen. Hvem bør få det?” og ”Den tabte historie om én af verdens mærkeligste forskningsforsøg”, der alle stammer fra Carl Zimmers pen.

Foto, Carl Zimmer

Uanset emnet, er der en kompleksitet og en dybde, som Carl Zimmer skal formidle, så alle læsere er med. Og der er mange meninger om, hvordan han mon gør, fortæller han

– I USA har vi begrebet dumbing down (fordumme, red.) og mange tror, at jeg er nødt til at dumb it down, når jeg formidler. Men den attitude er en fornærmelse. Mennesker, der læser om videnskab, er ikke dumme, de er bare ikke bekendte med den videnskab, jeg skriver om. Derfor er det min opgave at formidle, så læserne får en bedre forståelse, siger videnskabsjournalisten.

Udover sit skrivearbejde, er Carl Zimmer blevet udnævnt til adjungeret professor i molekylær biofysik og biokemi på Yale Universitet i Connecticut.

Han har også i flere sammenhænge undervist forskere i, hvordan de kan blive bedre formidlere. Og det vigtigste budskab, han bringer med sig, er, at forskere skal finde andre måder at udtrykke sig på, end i videnskabelige termer – også selvom det ikke føles naturligt:

– Når jeg arbejder med forskere, som gerne vil lære at skrive og kommunikere, falder de med det samme ind i en videnskabelig jargon. Fordi når man er uddannet forsker, er man uddannet til at tale i et bestemt sprog, og det er svært at tale om sin forskning uden at bruge dét sprog, forklarer Carl Zimmer.

For at tydeliggøre, hvor stor betydning sproget har for forståelsen, fremhæver han ofte de sproglige forskelle, der alene er fra ét fagfællesskab til et andet. For eksempel ved at bede en kemiker og en fysiker om at læse hinandens arbejde:

– Som regel forstår de ikke hinanden. Så jeg tror, det er ret effektivt, fordi det får dem til at forstå, at hvis du kun skriver og taler in the language of your field, er det kun dine fagfæller, der forstår, hvad du taler om.

Når forskere formidler er budskab og begrænsning to svære, men samtidig de vigtigste, elementer, pointerer Carl Zimmer:

– Forskere føler ofte, at de skal fortælle alt. At de er nødt til at overdynge folk med så mange informationer som muligt, og med så meget videnskabelig jargon som muligt. Men det har folk ikke tid til. Du er nødt til at beslutte dig for, hvad er det for et hovedbudskab, folk skal tage med sig og at tale i et sprog, alle kan tale med på, lyder opfordringen.

Forstå men ikke mene

Carl Zimmer var inviteret til Danmark som ét af hovednavnene på årets Bloom; festivalen om natur og videnskab, der fandt sted i København forrige weekend.

Her talte Zimmer blandt andet om genetik og arvelighed i et historisk perspektiv: fra Habsburgernes blindhed over for, at arvelighed ikke kun handler om tronfølgelov, over opdagelsen af DNA og kortlægningen af det menneskelige genom, til moderne genteknologi som CRISPR.

Det er især ”vores voksende forståelse af arvelighed og vores evne til at kontrollere det” på grund af metoder som gen-sekventering og DNA-manipulation, der optager Carl Zimmer:

– Jeg tror, det bliver virkelig vigtigt, at forskere hjælper befolkningen med at forstå, hvordan gener fungerer, hvordan man kan manipulere dem, og hvilke fordele og ulemper, der er ved det – og hvilke fantasier, der aldrig kommer til at ske, siger han og uddyber;

– Når folk lærer om teknologier som CRISPR, vil mange forvente, at forskere skal fortælle os, hvad vi skal mene om det. Men det er samfundet, der skal træffe beslutninger om, hvordan vi skal benytte os af de her teknologier. Forskere skal hjælpe folk med at forstå teknologien uden at fortælle, hvad de skal mene om det.

debat

Tid til ny regeringsmålsætning for den offentlige forskning

1-procentsmålsætningen er gået fra at være en løftestang til at blive en udfordring for dansk forskning. Derfor har vi brug for en ny regeringsmålsætning, som angiver et minimumsniveau for statens bevillinger til forskning. Det peger en ny undersøgelse på