– Det er en vigtig dag for humaniora i Danmark. Der bliver i de her år, ganske rimeligt, stillet spørgsmålstegn ved humaniora. Hvad er det for en impact det har? Når vi så skal svare på impacten, bliver det tit noget med, hvad vi kan tælle. Og der hilser jeg det velkomment, at der er folk, der arbejder med andre måder at måle impacten. Ordene kommer fra Henrik Halkier, dekan på humaniora på Aalborg Universitet, og faldt ved fremlæggelsen af et nyt projektet torsdag eftermiddag.
I rapporten “Humanistiske universitetsforskeres vidensformidling og videnssamarbejde,” forsøger en gruppe forskere, med Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen i spidsen, at kortlægge, hvor stor en impact de humanistiske forskere i Danmark egentlig har.
90 procent har deltaget i formidling indenfor det seneste år. Det synes vi faktisk er et ret imponerende tal
Og resultatet er opløftende, hvis man ellers synes, at det er en god ide, at de humanistiske forskere er aktive deltagere i dert omgivende samfund.
Intet mindre end 90 procent af de humanistiske forskere angiver selv, at de enten har deltaget i skriftlig eller mundtlig formidling af deres forskning indenfor det sidste år.
Det tal kom bag på professor Frederik Stjernfelt:
– 90 procent har deltaget i formidling indenfor det seneste år. Det synes vi faktisk er et ret imponerende tal, sagde han ved det som hans kollega, David Budtz Pedersen, kaldte et fremlæggelses seminar. Her havde omkring 50 personer taget turen til AAU’s bygninger i Sydhavnen i København for at høre og se fremlæggelsen af rapporten og overvære en efterfølgende debat om humanioras impact.
Kortlægningen af de humanistiske forskeres vidensformidling og -samarbejder er lavet på baggrund af spørgeskemaer, der er blevet besvaret af godt 1300 forskere. Den tegner således et temmeligt omfattende billede af humanisterne i Danmark. Besvarelserne tager afsæt i en 12 måneders periode.
Vidensformidling uden incitament
Blandt de mere interessante resultater er, ifølge forfatterne, blandt andet at 82 procent af forskerne har deltaget i videnssamarbejder i løbet af det sidste år.
Frederik Stjernfelt lagde ved fremlæggelsen vægt på, at mange af de humanvidenskabelige forskere vidensformidler og videnssamarbejder uden at få noget ud af det i formel forstand:
– Meget af der her er aktiviteter som ikke opsamles i BFI’en, og det er på en måde en slags ”gratis” samarbejde, som ikke er en del af deres job. Man kan altså sige, at en stor del (af videnssamarbejdet, red.) finder sted uden formelle incitamenter, sagde han.
Et tredje nedslag i rapporten, som forskerne bag havde valgt at fremhæve, er at godt en tredjedel af de deltagende forskere angiver at have deltaget i “ikke fagfælle bedømte bøger” i løbet af det sidste år. Her er altså blandt andet tale om populærvidenskabelige bøger til den brede offentlighed:
– Jeg synes, det er temmelig overraskende højt, at næsten en tredjedel af forskerne har udgivet en ikke fagfællebedømt bog indenfor det seneste år. Igen er det jo altså et tal, der ikke opfanges af BFI’en, sagde Frederik Stjernfelt. Han lagde ikke skjul på at det høje tal glædede ham:
– Det er jo bøger til fx offentligheden, som er en del af en gammel humanistisk tradition. Jeg mener jo, at det er – og bør være – en af humanioras forpligtelser at opgradere og deltage i den offentlige debat.
Kvalitet kontra kvantitet
Ved den efterfølgende debat glædede flere sig over de høje formidlings tal, men efterspurgte samtidig at forfatterne kom spadestikket dybere.
Blandt kritikerne var blandt andet formanden for Danmarks Frie Forskningsfond, Peter Munk Christiansen:
– Der er behov for at gå meget mere i dybden med, hvad det er for en rolle forskerne spiller i samfundet, så vi ikke bare ved at de deltager i samfundsdebatten, men også hvordan det sker.
Sagde han og efterlyste mere dybde i undersøgelsen.
Ifølge David Budtz Pedersen, er netop dét allerede på tegnebrættet i de næste ben af det store Humanomics projekt, som den nye rapport er en del af. Her vil forfatterne bl.a. se på forskeres deltagelse i kommisioner og andre officielle undersøgelser.
Det glædede socialdemokraten Mette Reissmann, som også var en del af debatten:
– Jeg synes egentlig ikke rapporten er så interessant. Jeg er stor fan af humaniora, men det her gav mig sådan set ikke så meget. Vidensformidling er enormt vigtigt, men det vidste vi godt i forvejen, sagde hun og fortsatte:
– Jeg glæder mig til at se den næste rapport, hvor I kan sige noget om, hvad humanisterne gør for samfundet – altså, hvad er det de bidrager med. Det vil jeg gerne vide mere om. Men dejligt at se at humanisterne er så meget tilstede udenfor universiteterne.
