– Uden hukommelsen ville vi ikke kunne overleve hverken som individ eller art. Evnen til at huske er en forudsætning for at kunne lære af sine oplevelser og fastholde information over tid. Mennesker som mister hukommelsesevnen, helt eller delvist, kan ikke klare sig uden andres hjælp.
Dorthe Berntsen er god til at huske. Det er i hvert fald fundamentet i hele hendes forskning. Siden 2010 har hun ledet Danmarks Grundforskningsfonds Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning, hvor hun og hendes kolleger undersøger selvbiografisk hukommelse fra mange forskellige vinkler, herunder udviklingspsykologisk fra den tidlige barndom til sene voksenliv, på tværs af forskellige psykiske lidelser, såsom PTSD og depression, samt på tværs af forskellige kulturer.
De spontane erindringer er vigtige
Danmarks Frie Forskningsfond har for nylig tildelt 6,2 millioner kroner til et forskningsprojekt, som professor Dorthe Berntsen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, står i spidsen for.
Dorthe Berntsen har i særlig grad udforsket spontane (ufrivillige) selvbiografiske erindringer, dem som dukker op i bevidstheden uden forudgående forsøg på genkaldelse.
Karrieren tog for alvor fart, da hun som ung psykologistuderende blev meget optaget af litteraturens poetiske metaforer, og hvordan erindring spillede en rolle deri. Hun fik mulighed for at søge en ph d om hukommelse og faldt over et fænomen, som der ikke var lavet noget forskning i. De spontane erindringer. Dem der dukker op uden at man har søgt efter dem. Det man oplever, når et stykke musik, en smag, et geografisk sted, dufte, eller sanseindtryk pludselig får dig til at mindes.
– Vi har rigtig mange af dem. Og de kommer jo bare af sig selv, når man mindst venter dem. De kommer med information her og nu. De tilbyder egentlig en analogi mellem nu og dengang. De minder dig om, at der er noget nu, der er ligesom dengang. Måske er det en meningsfuld oplevelse, der fortæller dig et eller andet brugbart i forhold til forståelse og løsning af den situation du står i nu, fortæller professor Dorte Berntsen.
Hun har pioneret udforskningen af dette fænomen inden for den kognitive psykologi, og vist relevansen af spontane selvbiografiske erindringer for forståelsen af blandt andet posttraumatisk stress (PTSD) samt i relation til demens, hvor spontane erindringer fra den tidlige del af livet kan være intakte og stimuleres af relevante ledetråde.
Tesen er, at hvis du har livagtige, stærke erindringer og god forståelse for din livshistorie, så har du det bedre med en højere grad af tilfredshed med tilværelsen og mindre depressive symptomer
Hjernen er en avanceret søgemaskine
– Vi har mange erindringer, men de fleste ligger i vores langtidshukommelse, og der skal noget til for at få en erindring hentet frem derfra. De kommer tit udløst af ledetråde, konkrete associationsforbindelser, der ligesom en søgemaskine arbejder på at optimere det mest relevante først, siger Dorte Berntsen.
Grundforskning i erindringsevnen er et vigtigt forskningsfelt, fordi erindringensevnen er central i vores hverdag, for at vi kan indgå i sociale sammenhænge, have meningsfulde relationer, i forhold til problemløsninger og konkrete forestillinger om fremtiden. Dorthe Berntsen forklarer:
– Tesen er, at hvis du har livagtige, stærke erindringer og god forståelse for din livshistorie, så har du det bedre med en højere grad af tilfredshed med tilværelsen og mindre depressive symptomer. En af grundene til, at forskere antager det, er at en del forskning viser, at har du depressive symptomer, har du svært ved at huske konkret, fortæller Dorte Berntsen og fortsætter;
– Når man giver mennesker med depression erindringsopgaver, er de ikke så detaljerede. Det bliver mere abstrakt. Desuden er flere psykiske lidelser forbundet med, at man får problemer med at strukturere erindringsfortællingen på en sammenhængende måde.
Når Dorthe Berntsen selv tænker tilbage, har hun kun fragmenter fra den tidlige barndom. Men en ting husker hun tydeligt, som hendes første klare minde:
– Det var da nabogården brændte. Jeg kan huske, at jeg var ude at gå med min bedstemor. Vi gik altid en tur sammen. Der lød sådan nogle mærkelige brag. Vi kom forbi et sted, og min bedstemor spurgte en vi mødte, hvad der skete. Hun fortalte, at det var den og den gård der brændte. Det viste sig, at det var gården der lå lige ved siden af vores hus. Så da min bedstemor fulgte mig hjem, så vi brandbilerne, de store vandslanger og folk der gik rundt . Ilden var slukket. Tydeligst husker jeg de døde dyr, der lå omkring gården. En gris blandt andet. Jeg var ikke bange, for jeg fattede ikke alvoren, men det en underlig oplevelse.
På spørgsmålet om hvad vi skal bruge et minde som dette til, svarer Dorthe Berntsen, at hendes nye projekt nu skal forske i, om folk, der har en meget sammenhængende og tydelig erindring, har en højere grad af velbefindende.
Når man forestiller sig fremtiden, skal man helst kunne visualisere, hvad der kan ske, og der trækker vi på vores erindringer. Vi bruger dem hver eneste dag
Livagtige erindringer og forståelse af dem kan være nøglen til større tilfredshed med tilværelsen og færre depressive symptomer. Det nye forskningsstudie skal indsamle og analysere data vedrørende individuelle forskelle. Hvorfor er der nogen, der synes, de er meget bedre end andre til at huske deres liv? Og hvad kan vi bruge det til? Forskerne vil udvikle og afprøve en test, der skal bruges til at undersøge, hvor godt og præcist man husker for at vise sammenhængen mellem folks måde at huske på og andre individuelle forskelle, herunder for eksempel psykisk velbefindende og symptomer på psykiske forstyrrelser.
Dorthe Berntsen fortæller:
– Når man forestiller sig fremtiden, skal man helst kunne visualisere, hvad der kan ske, og der trækker vi på vores erindringer. Vi bruger dem hver eneste dag. Det er en central form for hukommelse, som er med til at sikre, at vi har en oplevelse af kontinuitet over tid. Erindringer bidrager med vigtige elementer til vores personlige identitet og eksistens. Den bliver forstyrret i kliniske lidelser.
Genoplevelse og genfortælling er ikke nødvendigvis det samme. Hvis man beder folk om at fortælle sine oplevelser til et særligt publikum, så er der forskel på, om man fortæller historien til for eksempel sine forældre versus sine kammerater. Fortællingen ændrer sig, og det kan også påvirke selve erindringen. Erindringer er rekonstruktioner, og der er konsekvenser alt efter publikumseffekten, hvor man tilpasser fortællingen.
– I retssager er det for eksempel fuldstændig essentielt, at vi husker detaljer korrekt og præcist. Men det gør vi ofte ikke, og det er et stort problem for hele det retslige efterspil og efterforskningen. Vores erindring er ikke udviklet til retssager eller politiefterforskning. Perifere detaljer er ikke noget, man typisk går og lægger mærke til. Hjernen uddrager essensen af det der skete. Det er det, vi har brug for at orientere os og kunne genkende det senere, siger Dorthe Berntsen og afslutter:
– Vi skal blive klogere på, hvordan erindringsevnen varierer mellem mennesker. I det her projekt er det meget bredt. Der er ikke specifikke målgrupper. Tidligere forskning har vist en forskel mellem grupper, for eksempel yngre og ældre mennesker. Men vi ved utrolig lidt om de individuelle forskelle.
