”Ny forskning viser…”.
Det er en overskrift, der hyppigt genererer klik i nyhedsmedierne. Det ene øjeblik kan man for eksempel læse, at 6 kopper kaffe om dagen er sundt, imens der nogle uger senere er et andet studie, typisk fra et andet universitet, som peger på, at man bør begrænse sit kaffeindtag.
Det er dog ikke uden problemer – hverken for videnskaben eller for den almindelige borger – at det oftest er med dé ord, ny forskning og viden finder vej ud til borgerne i samfundet.
For hvordan skal offentligheden kunne forholde sig til de mange små og fragmenterede mængder viden, som ikke bliver sat i den rette kontekst? Og er den form for forskningsformidling mere til gavn for den enkelte forsker(gruppe) end for selve videnskaben?
Det har Charlotte Autzen undersøgt i sin ph.d.-afhandling; ”Academicpress releases caught between theory and practice – making sense of a contested science communication practice”.
Her har hun studeret de akademiske pressemeddelelser, der er en kort beskrivelse af resultaterne fra en nyligt publiceret forskningsartikel, og som har det med hurtigt og nemt at finde vej fra afsender til modtager.
– Den her form for forskningskommunikation er meget afsenderorienteret. Det handler mere om markedsføring af forskeren eller forskningsgruppen og universitetet, end om at oplyse den almindelige borgere, siger Charlotte Autzen om de akademiske pressemeddelelser.
Problemet er, at de fleste mennesker får deres viden om videnskaben via nyhedsmedierne. Men når forskningsinstitutionerne vælger at formidle helt ny-publiceret forskning via pressemeddelelser, er det altså ikke hensynet til offentligheden, der vejer tungest, viser Charlotte Autzens forskning.
– Offentligheden bliver taget som gidsler, når vi kommunikerer på denne måde, fordi deres interesser ikke er førsteprioritet, siger hun og fortsætter;
– Der er alle mulige parametre i spil, når man formidler helt ny-publiceret forskning, blandt andet synlighed over for fonde, andre forskere og andre universiteter. Motiverne for at formidle kunne godt handle mere om; har nogen brug for at vide det her – hvem? Og hvorfor?
Problemet fremfor de enkelte resultater
Både forskningsinstitutionernes kommunikationsafdelinger og nyhedsmedierne kunne med fordel vende bøtten lidt, når det kommer til forskningsformidling.
– Én forskningsartikel bliver hurtigt til hele samtalen i offentligheden. De historier, vi burde tale om, er hvordan vi løser de problemer, vi har i samfundet, og hvordan videnskaben kan bidrage, mener Charlotte Autzen.
Det vil sige, at fremfor at tage udgangspunkt i nyhederne om de enkeltstående forskningsresultater, skulle medierne – og andre – i stedet vende fokus mod; hvad er det for et problem, vi gerne vil oplyse offentligheden om, med afsæt i forskning.
Og her har medierne ”et privilegeret udgangspunkt” ved at kunne sætte dagsordenen, mener Charlotte Autzen:
– Medierne har jo mulighed for at sætte fokus på for eksempel fedme, som er et stigende problem i samfundet, ved at søge svar i og udfordre den etablerede forskning, der er tilgængelig. Men der er ikke tradition for at lave undersøgende journalistik inden for videnskaben, siger hun.
Samtidig er det vigtigt, at forskernes så også selv kommer ind i kampen, og spiller forskningsbaseret viden på banen på en måde, så den bliver brugbar for borgerne.
– Jeg er ikke enig i, at forskere ’bare skal forske’. Hvis videnskabelig frembragt viden skal være noget værd, skal den kunne bruges til at løse nogle problemer ude i samfundet og bidrage til at gøre verden til et bedre sted at være, siger Charlotte Autzen.
Al videnskab er foreløbig
Pointen er ikke, at de akademiske pressemeddelelser om enkeltstudier helt bør afskaffes, understreger Charlotte Autzen, der har arbejdet i kommunikationsafdelingen på Københavns Universitet i 11 år.
Men så længe de er den primære kommunikationsform, risikerer de at påvirke offentlighedens opfattelse af videnskaben på en negativ måde.
– I den offentlige diskurs bliver det til, at i den her uge er kaffe sundt, og i den næste er det usundt, fordi vi formidler dugfriske enkeltstudier som skarpe nyheder. Det er problematisk for tilliden til videnskaben, fordi mange ikke forstår præmissen for nyheden, påpeger hun.
Men det er en vanskelig balancegang, fordi videnskaben netop frembringer evidensbaserede forklaringer – som senere kan blive modbevist – og ikke evigtgyldige sandheder.
– Videnskaben frembringer aldrig andet end foreløbige resultater. Så præmissen for videnskabelig frembragt viden er, at nogen kan komme i næste uge og vise noget andet. Og det er en opgave i sig selv at dét vilkår frem i lyset, fortæller Charlotte Autzen.
Derfor ligger der en vigtig kommunikationsopgave i, både at få videnskabens væsen og kompleksitet frem i lyset, og at sætte den etablerede viden noget mere i spil, så den (også) når ud i offentligheden på en måde, så den kan bruges til noget.
