Før 1995 var der i Danmark kun registreret et eksemplar af mårhunden – et asiatisk pelsdyr, der minder om en grævling. Siden gik det stærkt, flere kom til og i 2010 vurderede man, at der nu var etableret en bestand i Jylland, da man dette år alene havde registreret 44 individer. Mårhunden er en invasiv art og uønsket i Danmark. Derfor satte man som mål, at Danmark skulle være fri for en ynglende bestand af mårhunde i 2015. Men sådan gik det ikke. I 2014 var der 100 mårhunde i Jylland. I 2016 var der 400.
– I bekæmpelsen af mårhunden sætter man sig et mål om at udrydde den uden at gøre sig klart, hvor stort problemet egentlig er med mårhunden i Danmark, er det overhovedet realistisk, at vi udrydder den og hvad der i givet fald skal til for at opnå det. I stedet kaster man sig populært sagt ud i en kamp mod mårhunden og bruger enorme midler på det og hvor vi fra forskningssiden ikke bliver hørt. I så fald ville vi kunne fortælle, at det nok ikke kan lade sig gøre, siger professor Jesper Madsen fra Bioscience ved Aarhus Universitet og fortsætter:
– Mårhunden spreder sig lynhurtigt og har et stort reproduktivt potentiale. Det vil kræve en landsdækkende indsats at holde den nede og alligevel vil det være tvivlsomt om det virker, fordi denne invasive art vil sprede sig sydfra til Jylland.”
Naturforvaltningssager løber ud i sandet
Sagen om mårhunden er ifølge Jesper Madsen blot et aktuelt eksempel på et dansk naturforvaltningsprojekt, der ikke når sit mål:
– De sidste 20-30 år er der i dansk naturforvaltning truffet mange beslutninger, der enten er løbet ud i sandet eller hvor man ikke har opnået det ønskede resultat. En af årsagerne er, at man ofte har sat processer i gang, før alle aktører var enige om det, man ville løse. Man har ikke analyseret problemet fra starten og har ikke lavet nogle realistiske målsætninger,” siger han.
De sidste 20-30 år er der i dansk naturforvaltning truffet mange beslutninger, der enten er løbet ud i sandet eller hvor man ikke har opnået det ønskede resultat
Jesper Madsen vurderer, ar der derudover generelt mangler løbende monitering i projekterne.
– Vi bliver ofte i forbindelse med naturgenopretning bedt om at lave forundersøgelser, men når vi så har afleveret rapporten, så siger man ’tak’ og går i gang, uden at vurdere og analysere resultaterne løbende, siger Jesper Madsen.
100 års dansk naturforvaltning
Danmark fik sin første lov om naturbeskyttelse i 1917 – Naturfredningsloven. Men allerede fra midten af 1800-tallet blev en række specifikke naturområder fredet ved lov. Siden er der tilføjet love og regler om blandt andet beskyttelse af særlige naturtyper og arter samt naturpleje og -forvaltning.
I 1992 samlede man i Danmark flere af disse naturforvaltningslove i én lov: Naturbeskyttelsesloven. Formålet med loven er, at den
”… skal medvirke til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.”
Men baseret på sin mangeårige erfaring når man i følge professor Jesper Madsen sjældent målet.
Han har derfor taget initiativ til Center for Adaptiv Naturforvaltning, der gennem forskning og rådgivning vil arbejde for at skabe bæredygtige og langtidsholdbare løsninger langtidsholdbare inden for dansk naturforvaltning.
Næste skridt – adaptiv naturforvaltning?
– Adaptiv naturforvaltning er kort sagt, at man sætter sig nogle klare mål, at alle er med i processen og at man har nogle løsninger, man vil afprøve for at se, om man opnår det resultat, man leder efter og så evaluere undervejs og eventuelt justere de tiltag, man kan anvende. Alle er med til at evaluere og se på data, så man også her opnår en fælles forståelse for det grundlag, man arbejder ud fra, siger Jesper Madsen.
På Center for Adaptiv Naturforvaltning skal man ifølge Jesper Madsen sikre, at det sker på et videnskabeligt grundlag:
– På centeret skal vi integrere naturvidenskab og samfundsforskning og samarbejde med brugerne – og brugerne er med til at definere spørgsmålene, hvilken overvågning, der skal til og hvordan der skal evalueres på det. Vi sørger for systematikken og videnskabeligheden i det.
På centeret skal vi integrere naturvidenskab og samfundsforskning og samarbejde med brugerne
Ved at gribe processen an på den måde, vil Jesper Madsen forsøge at imødegå de tilfælde, hvor aktørerne eksempelvis ikke tror på hinandens data og projektet derfor går i stå, fordi parterne ikke kan mødes.
– Vores mål er, at processerne skal være dialogbaseret – konsensussøgende så langt du kan. For der vil altid være konflikter, uanset hvad du gør inden for naturforvaltning, men ved at gøre det på denne måde, kan man håndtere en del af dem,
Kan man omvendt ikke risikere, at resultatet bliver laveste fællesnævner, når alle skal være enige?
– Det kan man selvfølgelig godt, men det er netop derfor det er vigtigt at få gennemdrøftet målsætningerne inden man går i gang og hvilke konsekvenser det har for den enkelte aktør, så man bliver grundlæggende enige om, hvad er den øverste målsætning, man vil opnå. Det kan godt være, at nogle føler, at de taber noget og at andre vil vinde noget på deres bekostning, men så kan man i drøftelse prøve at finde nogle veje, så de også bliver imødekommet, siger Jesper Madsen.
Mindst mulige gensidige utilfredshed
Som eksempel på det fremhæver han problemerne som følge af de voksende bestande af bramgås, der spiser fra landmændenes marker og medfører flere såkaldte ‘birdstrikes’, hvor gæs kolliderer med fly, med risiko for skader på fly og i værste fald menneskeliv.
– Vi har et internationalt møde om det i København i midten af juni med repræsentanter fra 12 europæiske lande, hvor der vil være aktører med modsatrettede holdninger til, hvordan vi håndterer det. Nogle mener ikke, at vi skal røre ved bestandene, mens andre mener, at vi er nødt til at holde bestandene nede af hensyn til for eksempel flysikkerheden og skader på landbrugsafgrøder. Og her skal de prøve at blive enige om et fælles mål og hvad der skal til for at nå det. Og ja, det er et kompromis mellem forskellige interesser, der helst skal ende med ‘least mutual dissatisfaction, siger Jesper Madsen.
Han tror på, at langtidsholdbare løsninger ikke blot skal være økologisk bæredygtige, men også økonomisk og socialt bæredygtige for alle parter:
– For eksempel kan den sociale omkostning undervejs vise sig at blive for stor, og så kan man justere målsætningen, så den bliver mere socialt bæredygtig, siger Jesper Madsen.
