Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Penge & navne

Ny generation af Sapere Aude-forskningsledere er fundet

DFF har bevilget 192 millioner til 34 nye, excellente Sapere Aude-forskningsledere

– Vi har investeret risikovilligt i de allerdygtigste forskere med vægt på perspektivrig forskning til gavn for Danmark, fortæller afgående bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond, Peter Munk Christiansen.

Danmarks Frie Forskningsfond giver et rygstød på 192 millioner kroner til 34 excellente, yngre forskere med originale idéer og forskningslederambitionerne i top. Forskerne får mulighed for at lede eget forskerteam og gennemføre forskning på højt internationalt niveau med betydning for fremtiden.

– Det er løfterige projekter, som er med til at sætte retning for dansk forskning og skabe fundamentet for for eksempel nye kvanteeventyr og meget direkte føjer vigtig viden til samfundsmæssige problemstillinger, siger Peter Munk Christiansen.

Blandt den nye generation af Sapere Aude-talenter er der forskningsprojekter inden for blandt andet fysik, datalogi og klima.

Én af de nye forskningsledere er klimaforsker William Colgan, som skal stå i spidsen for et forskningsprojekt, der skal bidrage til forståelsen af de globale havstigninger.

Den canadiskfødte forsker William Colgan. Foto: Tariq Mikkel Khan, Danmarks Frie Forskningsfond

Med i projektet er forskere fra både DTU og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Grønland og Danmark (GEUS), og forskerne skal kortlægge, hvordan Grønlands største gletsjer, Jakobshavn Isbræ, har udviklet sig over tid – mere præcist fra år 1900 og frem til i dag.

De fleste af Sapere Aude-bevillingerne nærmer sig en størrelse på knap 6 millioner kroner.

Heriblandt til datalog Bin Yang, der med en bevilling på 5,9 mio. kroner i ryggen skal udvikle kunstig intelligens og algoritmer, som kan guide biler smartere og grønnere rundt i byen. Forskningen skal ske i samarbejde med transportvirksomheder i Danmark og Norge.

Også seniorforsker fra SDU, Ditte Caroline Andersen, har fået en bevilling på 5,9 mio. kroner til forskningsprojektet REPHEART, der skal forske i gendannelse af hjertet efter en såkaldte infarkt, som er en sygelig forandring af vævet i en blodåre, der ofte forårsages af en blodprop.

Seniorforsker Ditte Caroline Andersen. Foto: Tariq Mikkel Khan, Danmarks Frie Forskningsfond

Tendens til store datasæt

I alle fem af DFF’s forskningsfaglige råd er medlemmerne blevet præsenteret for excellente og originale projekter, fortæller formand for de forskningsfaglige råd, Annemarie T. Kristensen:

– Herunder en meget spændende tendens til at undersøge store datamængder fra tal til tekst ved brug af big data metoder, machine learning og kunstig intelligens på tværs af meget forskellige forskningsområder, siger hun.

Det drejer sig om analyse af store datasæt fra EU-domstolsafgørelser, over forståelse af forbrugerbeslutninger, grønnere transport og regnskovsdiversitet, som blot er nogle af de eksempler, formanden nævner.

– Det er fantastisk at se dansk forskning rykke så markant, understreger hun.

Målgruppen for ”Sapere Aude: DFF-forskningsleder”, som programmet hedder, er særligt talentfulde yngre forskere, som er parat til at lede et forskningsprojekt med flere deltagere på højt internationalt niveau.

Sapere Aude-programmet henvender sig derfor til de meget talentfulde unge forskere, som har evnen til at bedrive original forskning på højt internationalt niveau.

Målet om at blive forskningsleder tiltrækker således også international forskningskapacitet til danske universiteter. Det er primært fra Europa, men også fra Kina og Canada.

Ud af de 34 talenter kommer 13 fra andre lande, og de får fremover fast tilknytning til et dansk universitet, hvor de skal udfolde deres forskningsidéer.

Danmarks Frie Forskningsfond har i denne omgang modtaget 322 ansøgninger, hvoraf 34 forskningsledere altså er kommet gennem nåleøjet. Det sker på baggrund af internationale bedømmelser, faglig bedømmelse i fondens råd og interview i slutfasen.

– Fonden har oplevet stor søgning til excellenceinitiativet Sapere Aude: DFF Forskningsleder de senere år. Det er hensigten, at konkurrenceudsatte forskningskroner skal bidrage til et ekstremt højt fagligt niveau bag nogle virkelig originale idéer, og det er positivt og rigtig godt for Danmark, men der er desværre også kvalificerede projekter, vi ikke kan støtte, siger Peter Munk Christiansen.

Han påpeger, at regeringen med forligspartier også i 2019 har afsat penge til Sapere Aude-programmet:

– Det er den helt rigtige kurs for at kickstarte flere nye områder af høj kvalitet og fortsat sikre forskning i verdensklasse, tilføjer han.

Forsiden lige nu:

Ny rapport vender vrangen ud på universitetsloven

En ny rapport viser store udfordringer med forskningsfriheden og arbejdsvilkår på de danske universiteter. Men det er lykkedes at modernisere universiteterne og få mere forskning ud i samfundet.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.