Torsdag modtog Irini Angelidaki Grundfosprisen for sin forskning i teknologier, som benytter mikroorganismer til at lave nyttigt materiale ud af affald.
Irini Angelidaki er forsker og professor på DTU Miljø i Institut for Vand og Miljøteknologi.
Grundfosprisen på 1 milion kr. er siden 2002 blevet uddelt af Poul Due Jensens Fond til en forsker som sætter nye standarder i forskningen.
Årets tema for Grundfosprisen er ”Teknologier der gør transitionen til et fossiltfrit samfund mulig”.
Irini Angelidakis arbejde understøtter den grønne omstilling, fordi opgraderet biomasse kan erstatte fossile brændsler som grundlag for energi og kemikalier.
Hun har, blandt meget andet, udviklet en patenteret teknologi som kan bruge biogas som lagring for vedvarende energi, og en måde hvorpå man kan udvinde det kemiske stof ravsyre fra spildevand
I løbet af sin lange karriere har Irini Angelidakis arbejde resulteret i flere patenter, som er på vej til at blive brugt industrielt, skriver DTU i pressemeddelsen.
På DTUs hjemmeside kan man læse, at forskeren har fået sit navn på mere end 300 videnskabelige artikler, fået flere priser og udmærkelser, og opnået i alt 5 patenter.
– Jeg er meget beæret over at modtage Grundfosprisen og ser den som en stor anerkendelse af mit mangeårige arbejde med bioenergi, siger Irini Angelidaki i DTUs pressemeddelelse.
– Prisen gør det muligt for mig fremover at gå mere i dybden og forske i mere langsigtede teknologier.
Irini Angelidaki kan således føje sit navn til listen over i alt 7 DTU-forskere som i løbet af årene har modtaget Grundfosprisen, skriver DTU i pressemeddelelsen.
