Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Penge & navne

”The master of light” modtager Villum-pris

Villum Kann Rasmussens Årslegat gik til professor Sergey I. Bozhevolnyi fra SDU.

Bestyrelsesforman i Villum Fonden, Jens Kann-Rasmussen (tv. ) overrakte onsdag eftermiddag Villum Kann Rasmussens Årslegat til den verdenskendte forsker og professor fra SDU, Sergey I. Bozhevolnyi. Foto: Villum Fonden.
Bestyrelsesforman i Villum Fonden, Jens Kann-Rasmussen (tv. ) overrakte onsdag eftermiddag Villum Kann Rasmussens Årslegat til den verdenskendte forsker og professor fra SDU, Sergey I. Bozhevolnyi. Foto: Villum Fonden.

Den verdenskendte lysforsker, Sergey I. Bozhevolnyi, fra Syddansk Universitet var centrum for spotlyset, da den årlige uddeling af en af landets største forskningspriser onsdag eftermiddag fandt sted. Forskeren modtog prisen for sit arbejde med lys; nærmere betegnet arbejdet med at designe og styre optiske felter på en skala, som er mindre end lysets bølgelængde.

Legatet bliver givet til profiler inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning, og overrækkelsen fandt sted i Den Sorte Diamants oppyntede Dronningesal på en dag, hvor selveste Villum Kann Ramussen ville være fyldt 110 år.

Til arrangementet modtog 21 yngre forskere desuden penge til at sætte fart i deres forskningskarriere under Villum Fondens særlige Young Investigator Programme.

Højt citeret pioner og lysmester
Professoren, der har været tilknyttet henholdsvis Aalborg Universitet og Syddansk Universitet i en lang årrække, er leder af Center for Nano Optik under Mads Clausen Instituttet på SDU.

Han anses for at være ophavsmand til nanooptik på den internationale forskningsscene bl.a. med forskning, der fokuserer på, hvordan man bruger metaller til at omdanne lys til elektricitet med ekstremt lille spild. Den viden kan for eksempel være relevant i forhold til solceller. Desuden forsker han i, hvordan man kan styre lys kredsløb på nanoskala, hvilket er relevant for visse typer af kvantecomputere.

Oven i købet har hans forskning vist nye metoder til farvelægning ved hjælp af nanostrukturer. I stedet for farvestoffer ændrer man overfladens struktur. På den måde får man overfladen til at skifte farve gennem en lysspredningseffekt, som også kendes i naturen fra sommerfuglevinger og påfuglehaler.

Om Sergey I. Bozhevolnyi:
– Født 1955 i Rusland
– Flyttede til Danmark i 1991
– Adjunkt (1992-1994), lektor (1994-2002) og professor (2003-2010) ved Aalborg Universitet Lektor ved DTU i 1998-1999
– Professor og leder af SDU Nano Optik, Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet siden 2008.
– Udnævnt til Fellow af Optical Society of America i 2007
– Modtog i 2009 Fyens Stiftstidendes Forskerpris.

“Sats på din drøm”

Professoren brugte sin taletid på scenen til at udtrykke stor taknemmelighed for anerkendelsen, som han ikke havde forestillet sig, da han i sin tid kom til Danmark. I en kortere portrætvideo af forskeren opfordrede han flere gange til at knokle for det, man vil:

– Man skal satse på sin drøm. Og så skal man arbejde hele livet for at opnå den, lød det blandt andet fra forskeren, der desuden kan bryste sig af at stå på listen over verdens mest citerede forskere for andet år i træk  og af at være den første forsker uden dansk pas til at modtage prisen.

Utrættelig “Master of light”

Og netop forskerens stærke vilje blev fremhævet flere gange ved eftermiddagens festligheder.

Fra talerstolen benyttede bestyrelsesformand i Villum Fonden, Jens Kann-Rasmussen, lejligheden til at rose Sergey I. Bozhevolnyis for at være en ægte “master of light” – ikke mindst pga. forskerens vilje til at “gå langt for at hjælpe andre kolleger med at komme langt”.

Også forskerens utrættelige arbejde på at finde sine svar og bidrage til den danske videnskab blev nævnt, og så er det ikke til at komme udenom formandens ros til Sergey I. Bozhevolnyis bidrag til forskningen:

– Hans evne til at kombinere ypperlig grundforskning med et væld af anvendelsesmuligheder kan vise sig at være skelsættende for fremtidige nano- og kvanteteknologier. Der er god grund til at være stolt over, at Sergey har valgt at udfolde sin forskning på danske universiteter, siger Jens Kann-Rasmussen.

Skulderklap til 21 unge talenter

Også den yngre generation af forskere fra hele verden blev hædret igennem det såkaldte Villum Young Investigator-program.

Årets forskerne kommer fra Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. Deres forskning tager blandt andet fat på kvanteinformationsdeling, regnskovens biologiske rigdom, mikroskopi af fødevarer, kosmisk støv og miljøvenlige kompositmaterialer.

Med titlen modtager de hver mellem syv og ti mio. kroner til deres egne forskningsprojekter. Samtidigt får de mulighed for at indgå i et netværk af ligesindede, ligesom de hvert år bliver inviteret til 1-2 seminarer.

Formanden for programmets udvælgelseskomitté, professor Dorte Juul Jensen, lagde vægt på, at man skal have visioner, være realistisk, bidrage med noget nyt– og kunne føre “det nye” ud i livet for at komme med i programmet.

Hun glædede sig over, at de unge talenter nu kan samle deres egen gruppe og arbejde videre med netop deres område og bidrag, der, som hun sagde, vil påvirke verden.

I år var 21 særligt talentfulde forskere udvalgt til programmet, der siden 2012 har støttet 150 unge forskertalenter med knap én mia. kroner.

Om Villum Kann Rasmussens Årslegat:
– Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning har siden 1987 været uddelt én gang om året til en forsker, der i enestående grad har skabt forskningsgennembrud inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag.
– Med prisen følger 5 mio. kr. Se listen over tidligere modtagere af legatet.

Forsiden lige nu:

Ny rapport vender vrangen ud på universitetsloven

En ny rapport viser store udfordringer med forskningsfriheden og arbejdsvilkår på de danske universiteter. Men det er lykkedes at modernisere universiteterne og få mere forskning ud i samfundet.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.