Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Politik

Elbæk kræver svar fra ministeren i sag om aktivistiske forskere

Den tidligere partileder beskylder kritikere af forskningen for at bedrive politisk uredelighed.

Uffe Elbæk repræsenterer Frie Grønne i Folketinget. Foto: Ft.dk.

Uffe Elbæk fra partiet Frie Grønne sendte i sidste uge en række spørgsmål til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Det har han mandag skrevet på Twitter, og over for Science Report uddyber han, at spørgsmålene alle handler om en mangel på konkrete eksempler på, at forskningens kvalitet er presset af aktivisme og politiske holdninger fra forskerne.

– Vi er nødt til at få det kvalificeret med noget dokumentation for, at der er et problem, siger han.

Anklager om politisk uredelighed

Debatten om aktivisme i særligt humanioraforskningen har raset i over en måned. Den blev for alvor startet af folketingsmedlemmerne Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA), der kaldte dele af forskningsverdenen for “venstreorienteret pseudovidenskab”. Siden har Ane Halsboe i både medier og i paragraf 20-svar givet udtryk for sin bekymring for ‘aktivisme’ i forskningen.

Læs også: Politikere kalder dansk migrationsforskning aktivistisk og venstreorienteret

– Hun bevæger sig ud på tynd is, fordi hun også siger, at der kan være et problem. Til en vis grad løber hun med på Dahls og Messerschmidts anklager, igen uden at kunne dokumentere det, siger Uffe Elbæk, som dog understreger, at han i andre sammenhænge kun har ros tilovers for ministeren:

– Ane er på alle måder en ordentlig, sober og nuanceret politiker, men det er bekymrende, at hun til en vis grad laver medløb uden at kunne dokumentere det. Der synes jeg, hun må gøre mere for at forsvare universiteternes frihed.

På Twitter beskylder Uffe Elbæk Henrik Dahl og Morten Messerschmidt for at bedrive politisk uredelighed ved at fremsætte anklagerne uden at levere dokumentation i form af fagfællebedømte eksempler på forskning, der er blevet forkastet som aktivistisk og holdningsdrevet. Han regner dog ikke med, at hans kritik af dem vil gøre noget stort indtryk.

– Vi har jo debatteret det her i folketingssalen, og min oplevelse er, at de vender øjnene mod loftet og griner. Jeg tror ikke, de tager det her specielt alvorligt, siger Uffe Elbæk.

”Institutionaliseret nonsens”

Og det er da også præcis budskabet fra Henrik Dahl, da Science Report fanger ham på telefonen mandag middag. I hvert fald, når det kommer til Elbæks beskyldninger om politisk uredelighed.

– Det trækker jeg på skulderen over. Det er så løs og udokumenteret en påstand, at det er svært at tage den alvorligt, siger han.

Henrik Dahl mener nemlig, at han allerede er kommet med en lang række eksempler på, hvad han og Messerschmidt mener er dårlig, holdningsstyret forskning. Men ,at Uffe Elbæk og andre, der forsvarer universiteternes forskningskvalitet, er umulige at diskutere med.

– De bedriver taktisk nihilisme, hvor de, uanset hvad vi gør, bliver ved med at sige, at der ikke foreligger dokumentation. Som når man beder nogen komme med ti eksempler, og når de så gør det, vil man have ti mere. Det er en selektiv hyperskepsis, hvor de siger, der ikke foreligger dokumentation, selvom der gør.

Læs også: Halsboe-Jørgensen afviser mundkurv til forskere

Han anerkender imidlertid, at hans eksempler ikke er fagfællebedømt, sådan som Uffe Elbæk påpeger. Men det er også et system, Henrik Dahl ikke tror meget på.

Peer review er absolut ingen garanti for at fjerne dårlig forskning, fordi vi taler om institutionaliseret dårlig forskning. Det vil jo sige, at hvis du er en dårlig forsker, så er din sidemand det sikkert også. Så vil din sidemand kigge på sit sludder og sige, at det er god forskning.

– Institutionaliseret nonsens betyder, at dine ligemænd også er nonsensforskere, hvis du er det.

Beskylder rektorkollegiet for “stråmandsargumenter

Henrik Dahl og Morten Messerschmidt mener derfor, at der er brug for bedre ledelse på universiteterne til at tage et opgør med den kultur, de kritiserer. Men ifølge Uffe Elbæk er det meget farligt, når politikerne kritiserer forskningen.

– Det er fuldstændig afgørende i et demokrati, at vores universiteter har selvstyre. Hvis man skal sætte det på spidsen, så begynder det at minde om situationen i Ungarn, hvor universiteter bliver lukket, fordi der er et bestemt politisk flertal, siger han.

Men netop argumenter som det omtaler Henrik Dahl som “stråmandsargumenter”. Noget som han mener, både Uffe Elbæk og rektorkollegiet gør sig skyldige i.

– Det her med at sige, at nogen vil forhindre forskning, er en total stråmand. Det er der ingen, der siger. Vi vil se en stærkere ledelse, der understreger, at man som forsker har en forpligtelse til at agere rationelt. Når nogle forskere nægter at bøje sig for stærke argumenter, fordi det ikke passer med en bestemt dagsorden, så er de ikke længere rationelle, og så må vi sige fra, siger Henrik Dahl.

Læs også: Danske universiteter: Ministeren vil værne om forskningsfriheden

Science Report har været i kontakt med Uddannelses- og Forskningsministeriet og spurgt efter en kommentar fra ministeren til Uffe Elbæks spørgsmål. Herfra er meldingen, at ministeren er gået på påskeferie.

I mandagens udgave af Information understregerAne Halsboe-Jørgensen imidlertid, at universiteternes ledelse skal holde øje med, om forskningen forbliver objektiv.

– Hvis vi har forskningsmiljøer, som ikke konkluderer ud fra, hvad data viser, så er det giftigt for forskningens kvalitet, og det er universitetsledelsens ansvar at holde øje med, siger Ane Halsboe-Jørgensen til avisen.

Hun afviste imidlertid at give eksempler på forskningscentre, hvor der er set sådanne problemer.

Forsiden lige nu:

Nyt nationalt forskningscenter skal sikre den bedste start på livet

BEVILLING. Københavns Professionshøjskole, Novo Nordisk Fonden, LEGO Fonden og TrygFonden opretter et nyt tværfagligt forskningscenter med særlig fokus på de mindste børn. I centerets arbejde skal forskning og praksis gå hånd i hånd med henblik på at styrke indsatsen for at sikre de små børns trivsel.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Science Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading