Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Forside

AU igangsætter undersøgelse af forskningsfrihed

Ledelsen på Aarhus Universitet har iværksat en intern undersøgelse af forskningsfriheden

Ledelsen på Aarhus Universitet vil nu undersøge, i hvilket omfang forskere har været udsat for politisk pres.

Allerede i februar tog rektor Brian Bech Nielsen initiativ til en intern undersøgelse, da en rundspørge foretaget af Dagbladet Politiken viste, at forskere oplever pres fra politiske aktører.

Blandt 1.200 adspurgte professorer, lektorer og andet videnskabeligt personale, der har udført myndighedsrådgivning, oplever godt 7 procent, at ministerier eller styrelser ændrer i den endelige rapport, så væsentlige tal, grafer eller konklusioner bliver udeladt i den offentlige udgave af rapporten. Desuden oplever hele 13 procent, svarende til 156 forskere, at selve myndighedsopgaven har været stillet på en måde, så det kun er muligt at nå frem til politisk opportune resultater, viste Politikens rundspørge.

– Aarhus Universitet har en del forskere, som beskæftiger sig med politisk følsom forskning. Derfor er det logisk, at det også er et problem hos os, sagde Brian Bech Nielsen dengang til Science Report.

Nu har rektor nedsat den interne styregruppe, der skal gennemføre en nærmere undersøgelse på Aarhus Universitet. Det er rektors forventning til styregruppen, at den ”skal kunne agere med armslængde til ledelsen i denne sag”, som det lyder i udmeldingen fra universitetet.

Internt eller eksternt pres

Styregruppen består af de fire formænd for de akademiske råd på universitetet og fællestillidsrepræsentanten for det akademiske personale. Disse fem har som samlet styregruppe ansvaret for at få udarbejdet undersøgelsen forud for de akademiske råds seminar i efteråret 2018.

Undersøgelsen skal afdække, hvorvidt forskere ved Aarhus Universitet presses til at ændre, tilbageholde eller undlade at publicere forskningsresultater. Og i hvilken kontekst dette måtte forekomme. I arbejdet med undersøgelsen skal der blandt andet tages højde for de særlige omstændigheder, der er omkring myndighedsbetjening.

Styregruppen skal ligeledes undersøge, om et eventuelt pres kommer fra eksterne interessenter eller internt fra ledelsen eller andre medarbejdere.

Universitet er forpligtet ved lov til at forsvare og sikre forskningsfriheden. Kravet om forskningsfrihed afspejler sig i universitetslovens §2 stk. 2, som lyder;

“Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken”.

Spørgeskema og interviews

Den interne undersøgelse af forskningsfriheden skal gennemføres af en anerkendt og uafhængig ekstern konsulent, der i samarbejde med Styregruppen udarbejder undersøgelsen design. Det vil blandt andet sige en anonym spørgeskemaundersøgelse, der vil foregå på hvert institut, og fortrolige interviews med medarbejdere.

Den eksterne konsulent afslutter undersøgelsen ved at fremsende en rapport til Styregruppen, som så har ansvaret for at videresende rapporten til universitetsledelsen sammen med egne kommentarer. Rapporten skal beskrive de resultater, man har fået ud af spørgeskemaundersøgelsen og de kvalitative interviews.

Hvis ikke Styregruppen modtager rapporten senest fire uger før de akademiske råds seminar i oktober 2018, udskydes seminaret til et senere tidspunkt.

Forsiden lige nu:

Fjern loftet over internationale studerende – det er den sidste lavthængende frugt

Det vil være til gavn for både statskassen, erhvervslivet og resten af Danmark, at fjerne loftet over antallet af internationale studerende. Og det vil være et skridt på vejen til at løse de alvorlige kriser, som en ny regering snart overtager ansvaret for. Det fremhæver Anders O. Bjarklev, rektor for DTU, i dette debatindlæg.

Magtelitens mønsterbryder takker både ja og nej til magten

FORSKNINGENS MAGTELITE. Økonomiprofessor og kommissionsformand Nina Smith indtager femtepladsen i forskningverdenens magtelite. Hun har kæmpet sig til et magtfuldt netværk og økonomisk råderum og vekslet det til forandringsskabende magt over forskningens rammer og retning.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.