Når EU skal udpege en ny præsident for Det Europæiske Forskningsråd (ERC), bør det ske på en væsentlig mere åben og inddragende måde end tidligere. Det mener den danske professor Jesper Svejstrup, forsker ved Francis Crick Institute i London og medlem af ERCs Videnskabelige Råd.
Efter blot tre måneder som præsident for ERC forlod den italienske topforsker Mauro Ferrari pludselig posten i starten af april 2020. Ifølge Ferrari trak han sig, fordi han var utilfreds med ERCs rolle under corona-pandemien. Hans fratrædelse udløste dog lidt af et drama i EU’s forskningsmæssige højborg, da det senere kom frem, at samtlige medlemmer af ERCs Videnskabelige Råd, heriblandt Jesper Svejstrup, allerede havde anmodet Mauro Ferrari om at trække sig fra posten.
Læs også: ERC ville af med Ferrari – men så gik ERC-formanden selv.
Siden har diskussionerne omkring Ferrari især gået på, at han og ERC var et dårligt match, fordi Ferrari grundlæggende ikke forstod forskningsrådets formål, som er at støtte banebrydende forskning på baggrund af forskernes egne ideer, også kaldet for buttom-up-forskning.
– Hvis Ferraris korte periode som ERC-præsident lærte os noget, så er det, at det er helt essentielt, at lederen forstår og respekterer ERCs fundats, ide og mål, fortæller Jesper Svejstrup til Science Report.
– Den næste præsident bør derfor ideelt set være en prominent forsker med en lang historie i toppen af europæisk forskning, som forstår de udfordringer som aktive forskere kæmper med for at kunne lave forskning på det allerhøjeste niveau. Hvis vedkommende så også har et godt politisk instinkt er det helt optimalt, forklarer han.
Medlemmers mening bør tages i betragtning
Det er dog ikke kun den nye præsident, der bør være af en anden støbning, mener Jesper Svejstrup. Han peger også på, at hele processen omkring valget af præsidenten bør foregår på anden, og langt mere inddragende, måde.
Det er EU-Kommissionen, der udpeger præsidenten, men tidligere har det været under større inddragelse af Det Videnskabelige Råd, fortæller Svejstrup, og uddyber;
– Man valgte af forskellige grunde at ændre den praksis, men man gik muligvis lidt for langt, idet ERCs Videnskabelige Råd faktisk kun var tilladt meget begrænset input til den proces, der i sin tid førte til Ferrari’s ansættelse.
EU-Kommissionen udpeger også de øvrige medlemmer af Det Videnskabelige Råd, som er det besluttende organ i ERC, der har et budget på mere end 13 mia. Euro under rammeprogrammet Horizon 2020.
Da Mauro Ferrari blev udpeget tillod Kommissionen altså kun ansøgninger, og derfor er rådets ønske, at også nomineringer bliver tilladt denne gang. Når resten af forskningsverden, heriblandt ERCs eget Videnskabelige Råd, ikke kan komme med relevante input eller nomineringer til stillingen, giver det nogle betydelige begrænsninger i udvælgelsen, forklarer Jesper Svejstrup:
– Det er faktisk udfordrende at finde den rigtige person til stillingen som præsident. Stillingen er meget tidskrævende, og mange gode kandidater vil således være modvillige til at forlade deres nuværende virke som aktive forskere for at tage denne store udfordring op. Adskillige prominente forskere ville således aldrig overveje at ansøge om sådan en stilling, men kunne måske med den rigtige argumentation, for eksempel fra vigtige europæiske institutter, universiteter eller organisationer, overtales til at acceptere en nominering til den.
Det er derfor “af stor vigtighed at processen bliver dynamisk, med både nomineringer og ansøgninger tilladt til stillingen”, mener det danske ERC-medlem, der også understreger, at rådets medlemmer “forventer på ingen måde at skulle tage beslutningen, men har opfordret til at vores meninger i det mindste tages i betragtning denne gang, når man går igennem udvælgelsesprocessen for den næste præsident.
Opbakning fra EU-forskningsledere
Jesper Svejstrup understreger, at der ikke er utilfredshed i ERCs Videnskabelige Råd med EU-Kommissionen, men at han derimod oplever, at der er “stor villighed” i Kommissionen til at gøre udnævnelsen af en ny ERC-præsident bedre denne gang.
Han er da heller ikke den eneste, der har opfordre til en bedre proces end den, der førte til valget af Mauro Ferrari.
I en åben erklæring bakker seks europæiske forskningsledere og internationale topforskere op om ERC efter Ferraris exit, og opfordrer samtidig til en mere “gennemsigtig proces”, når Ferraris efterfølger skal findes, hvor Det Videnskabelige Råds bør få “al den betydning, det fortjener”, lyder det.
Hvornår Kommissionen er klar til at udpege en ny præsident, er endnu uvist, men Jesper Svejstrup vurderer, at der kan gå mellem seks til 12 måneder i forlængelse af, at rådet “håber og formoder, at den næste præsident er en stor og travl forsker”, der ikke vil have mulighed for at tiltræde så stor en stilling med kort varsel.
Men uanset hvem og hvornår det bliver, er det vigtigt at finde en person med politisk tæft, der kan kæmpe forskningens sag, mener Jesper Svejstrup:
– Vi er midt i en tid hvor videnskab og forskning er meget synlig i den offentlige bevidsthed. Der er i denne situation en stor og vigtig udfordring i at argumentere for vigtigheden af den basale forskning. Den næste præsident skal fortsætte det fantastiske arbejde tidligere præsidenter har gjort med at forklare det vidt og bredt.
– Politikere vil ofte gerne styre forskningen hen i en bestemt retning; de har ofte mål for hvor de synes samfundet skal hen, og vil selvfølgelig gerne bruge forskningen, og derfor midler, til det formål. Hvad der måske kan være sværere for dem entusiastisk at støtte er grundforskning. Den type forskning, der er så basal og søgende, at mange måske spørger hvad man kan ’bruge det til’?
Svaret på det spørgsmål ligger i nogen af de største videnskabelige gennembrud i historien;
– Vi kan typisk først se dem bagefter, mange år senere, når de er blevet til vigtige produkter, processer, eller almindelig grundviden indenfor de nye områder de etablerede. Det er den slags forskning, der vil være helt essentiel for at EU kan være konkurrencedygtig i fremtiden, og ikke bare i morgen eller de kommende få år. Den næste præsident skal derfor kontinuerligt forklare hvorfor en stor del af EU’s forskningsbudget skal bruges til forskning, man potentielt først får belønningen for om mange år, afslutter Jesper Svejstrup.
