Knap 75 millioner kroner har et dansk forskerteam netop fået af Det Europæiske Forskningsråd, ERC, til deres projekt “SURE”. Her vil de udvikle en 3D-scanner, der benytter de røde blodlegemer til at lave ultralydbilleder i høj opløsning i realtid.
Det er den prestigefyldte “Synergy Grant”, der uddeles til tværfaglige forskningsprojekter, hvor flere fagligheder er i spil, som de har fået. Og teamet består af forskere fra både Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet og Rigshospitalet.
Det taler direkte ind i en mere og mere fremtræden debat og efterspørgsel på tværfaglig forskning, som efterhånden er blevet synonym med løsningerne på klimakrisen.
Men selvom fordelene ved forskellige fagligheder i et projekt er synlige for alle, kan det i praksis være noget mere udfordrende.
Lektor på Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet Charlotte Mehlin er en af de fire forskere i “SURE”-projektet, og hun har et klart bud på, hvorfor tværfaglig forskning er svært.
– Vi er jo nogle kæmpe egoer, siger Charlotte Mehlin Sørensen og griner.
– Og når du har en bunke af egoer, kan det også hurtigt blive en slåskamp om, hvem der har ret, og det bliver en håbløs diskussion. Man skal finde en balance, hvor folk anerkender, at når vi snakker om det her emne, er det dig, der er ekspert. Og så skal man vælge nogle mennesker, man synes, at det er hyggeligt at arbejde med, siger hun.
Slut med biopsier og lang ventetid
Det fleste forbinder nok ultralydsscanning med graviditet og billeder barnet i maven. Og selvom scanningerne ofte giver et noget utydeligt foto, er det en sikker måde at få et billede af enten et barn eller organ i kroppen.
Vil man have et skarpere foto, kan man ofte bruge kontrastvæsker, som i nogle tilfælde blot er luftbobler, hvor man ser på forskellen mellem luften og det vandholdige væv.
Og det var her, at idéen til forskningsprojektet startede.
– Når man bruger luftbobler, er man nødt til at reducere effekten af apparaturet, for ellers smadrer du luftboblerne. Det lægger skarpe begrænsninger på, hvor hurtigt du kan scanne, og hvor langt du kan komme ned i vævet. Så vores idé er at erstatte luftboblerne med røde blodceller, siger Charlotte Mehlin Sørensen.
Blodcellerne er nemlig allerede i karbanen, og de kommer alle de steder hen, hvor forskerne også gerne vil. På den måde kan man slippe for at bruge kontrastvæske – og på sigt for at lave biopsier.
– Vi kan gå fra at have de her lidt snørklede billeder til at have nogle meget skarpere, og drømmescenariet er at få det i 3D. Så kan du simpelthen få lavet et billede af hele dit organ – vende og dreje det – og se, hvad der egentlig foregår derinde, siger Charlotte Mehlin Sørensen.
Udover generelt at forbedre kvaliteten af ultralydsscanninger kan det forbedre forholdene for cancerpatienter og diabetikere.
– Det vil give mulighed for at diagnosticere cancerpatienter bedre og hurtigere, og du behøver ikke at tage biopsier for at se, om det er kræft eller sundt væv. Det er også særligt i forhold til behandlingen. I dag er man nødt til at behandle længe, før man kan se, om der er en effekt. Men her ville vi kunne gøre det rigtig hurtigt, siger Charlotte Mehlin Sørensen og fortsætter:
– Grundforskningsmæssigt kan det også bruges til patienter med sukkersyge. 25 procent af dem får massive problemer med deres nyrefunktion, og vi ved ikke præcis, hvorfor det sker. Men hvis vi nu kunne følge patienterne, uden at skulle stikke i dem og tage biopsier, så kunne vi måske komme tættere på, hvad vi skal gøre for at hjælpe dem. For vi kan ikke behandle nyresvigt særlig godt i dag, siger hun.
Faglighed fra de fire hjørner skal være lige vigtig
Det er professor på Institut for Sundhedsteknologi på DTU Jørgen Arendt Jensen, der har fået idéen til forskningsprojektet, som han startede med at arbejde på sammen med professor Erik Vilain Thomsen fra samme institut.
– De har længe haft et samarbejde, hvor Erik er den, der bygger selve transduceren, og Jørgen kan alt muligt med billed- og databehandling. Sammen får de to nogle gange vilde idéer, men de skal jo videre derfra, så de kan scanne noget levende, ellers giver det ikke den store mening. Og det er her, at Michael og jeg kommer ind, siger Charlotte Mehlin Sørensen.
Hun refererer til det sidste medlem i forskerteamet, som er professor og overlæge på Rigshospitalet Michael Bachmann Nielsen. Han skal sørge for, at projektet bliver testet på mennesker, efter Charlotte Mehlin Sørensen har stået for at teste det på rotter i laboratoriet.
Derfor er alle forskere i teamet lige vigtige, selvom det oprindelig var Jørgen Arendt Jensens idé – og det er essensen af forskningsprojektet.
– Hele tanken bag et “Synergy Grant” er, at det skal være et projekt, hvor hvis du fjerner en af os, så duer det ikke. Det er primært Jørgens idé, og det anerkender alle, men han har brug for os andre til at få den ført ud i livet, siger Charlotte Mehlin Sørensen og tilføjer:
– Jeg tror ikke, at der er nogen, der sidder og tænker, at jeg bare er hende der med rotterne, siger hun, mens hun griner højt.
Derfor er alle fire forskere også lige involveret helt fra start, selvom Charlotte Mehlin Sørensen først kan starte sine forsøg, når de er nået længere med det tekniske på DTU, og Michael Bachmann Nielsen først kan teste det på mennesker, efter forsøgene med rotterne er lykkes.
– Vi gør det hele sammen, så når de starter op, er Michael og jeg med, fordi de kan bruge rigtig mange inputs fra os. Det kan f.eks. handle om, hvor stor transduceren (scannerhovedet, red.) må være, når du skal scanne en rottenyre. Den må nemlig ikke være særlig stor, så det duer ikke, at de kommer med en kæmpe klods og siger: “Værsgo, den har vi bygget til dig”, siger Charlotte Mehlin Sørensen og griner.
– Vi skal hele tiden ind over det alle sammen, og det er også det, der gør det sjovt, siger hun.
Der skal være en gulerod for alle, ellers giver det ikke mening
Det ville være langt nemmere for Charlotte Mehlin Sørensen at arbejde helt alene og fordybe sig i sin egen forskning. Det ville være mindre besværligt, og hun ville have en langt større grad af selvbestemmelse.
Men hun ville heller ikke blive tvunget til at tænke i nye baner på samme måde.
– Jeg går rundt herinde og laver det, jeg laver og tænker i mine egne baner. Så det er sjovt nogle gange at blive sat sammen med mennesker, der tænker helt anderledes. Det giver en masse god energi, fordi man stiller hinanden nye spørgsmål. Folk herinde spørger jo altid om det samme, siger Charlotte Mehlin Sørensen og griner.
Men det handler om en balance, understreger hun. Vender man spørgsmålet om, ville det nemlig også være helt utænkeligt kun at indgå i tværfaglige forskningsprojekter.
– Jeg tror, at man dør lidt i det, hvis man virkelig går all in på det her projekt, og så ikke laver noget af sit eget ved siden af. Så mister man sin nysgerrighed, for så bliver det for meget af det samme – ligesom det gør, hvis du kun sidder med dine egne projekter, siger Charlotte Mehlin Sørensen.
Derfor har hun og resten af “SURE”-teamet også sørget for, at der er rigeligt med forskning for den individuelle i det fælles projekt. Det skaber nemlig den balance, som de alle har brug for.
– Vi er jo alle sammen en del af det her med de forskningsområder, vi selv står for. Så når jeg bruger meget tid på projektet, giver det også en masse til de andre projekter, jeg er i gang med. Så vi har selvfølgelig sat det op sådan, at der er en gulerod for alle. Ellers gider man ikke at gøre det. For det er utrolig meget, man lover at gøre, siger Charlotte Mehlin Sørensen.
Hver forsker i teamet har nemlig lovet at bruge halvdelen af deres tid de næste seks år på projektet. Det er en del af kriteriet for at få bevillingen.
– Vi har alle sammen sørget for at putte noget ind i det her projekt, der kommer os selv til gode. Ellers tror jeg, at man bliver træt af det. For så er man netop bare hende med rotterne, siger Charlotte Mehlin Sørensen og griner.
