samfund

“Forskning er trådt ind i en ny æra”

Sådan lyder vurderingen af forskningsåret 2017 fra DTU’s bestyrelsesformand Per Falholt

Af and - 10. december 2017

Beslutningsansvarlige for en række af de danske universiteter ser i denne serie tilbage på forskningsåret 2017 og perspektiverne for fremtiden.

Vi starter med bestyrelsesformand Per Falholt fra DTU.

– Forskningen er i 2017 for alvor trådt i en ny æra, der vil kræve nye kompetencer, siger Per Falholt, bestyrelsesformand for Danmarks Tekniske Universitet, DTU, når han bliver bedt om at reflektere over året der er gået.

Han ser tilbage på 2017 som et år med mange muligheder for forskningen.

­- Jeg tænker på mængden af data, der bliver genereret. Det er indenfor alle brancher. Vores computerkraft er så stor nu, at uanset hvilket forskningsfelt, du snakker om, kan du lagre helt andre typer og helt andre mængder data end tidligere, siger han og fortsætter:

– 2003 var det første enkeltstående år, hvor menneskeheden genererede lige så mange data på ét år, som man hidtil havde gjort i hele vores eksistens. Den halveringstid var i 2016 nede på 3 timer. Nu er den vel nede på 30 minutter eller sådan noget.

Nye kompetencer
Per Falholt mener, at de mange muligheder for at lagre data betyder, at forskerne i fremtiden skal have andre kompetencer.

…hvis ikke man har lov til at bruge data, så kører resten af verden uden om os. Og det er et af de issues, der opstår nu her

– Hvis du er god til at linke og bruge data, så har du en kolossal fordel. Det vil sige, at der er brug for nogle nye kompetencer, som man ikke nødvendigvis har lige nu og her. Dem er du nødt til at udvikle parallelt.  Så selv om du måske er ekspert i f.eks. geneediteringssystemer eller DNA-modificerende systemer, skal du også kunne håndtere store mængder af data.

Streng datalovgivning
Den danske lovgivning kan dog være et bump på vejen i forhold til brugen af data inden for forskningsverdenen.

– Danmark har en ret streng datahåndteringslov. Indenfor sundhed sidder vi f.eks. på det bedste datasæt i verden på grund af vores CPR-system. Men hvis ikke man har lov til at bruge data, så kører resten af verden uden om os. Og det er et af de issues, der opstår nu her, mener Per Falholt.

Politikerne kører bevidstløs konkurrenceudsættelser inden for mange områder, og har ikke noget begreb om, hvordan det smadrer systemer

– Inden man etisk og legalt finder ud af, hvad man må og ikke må, så er verden videre. Så der har vi da en udfordring. Der er selvfølgelig nogle steder, hvor brugen af data udgør en trussel. Men det giver også en masse muligheder for forskere, og der kan jeg godt blive lidt bekymret for, om vi reagerer hurtigt nok, pointerer han.

Vil mangle 1,4 mia. kr.
Selv om forskningsåret 2017 har åbnet døren for en masse nye muligheder, mener Per Falholt, at det politiske system bremser udviklingen inden for forskning.

– Vi har f.eks. en udfordring i, hvordan det politiske og offentlige system værdsætter kompetencer. Politikerne kører bevidstløs konkurrenceudsættelser inden for mange områder, og har ikke noget begreb om, hvordan det smadrer systemer og ødelægger kompetenceopbygning, hvor 10-15 års videnopbygning bliver smidt ud med badevandet.

Per Falholt synes generelt, det er et problem, at mange politikere ser forskning som en omkostning.

– Forsknings- og uddannelsesområdet blev på Finansloven for 2016 beskåret med 1,4 mia. kr. Det ser man måske ikke resultatet af på den korte bane. Men på 10 års sigt vil de 1,4 mia. kr. mangle helt katastrofalt. Før politikere ser forskning som en investering, har vi et problem i Danmark, konkluderer Per Falholt her ved udgangen af forskningsåret 2017.

Info
Per Falholt har været formand for DTUs bestyrelse i perioden 2013–2016 og blev genvalgt for en periode på fire år i januar 2017.

Han er uddannet kemiingeniør fra DTU i 1983. Siden sin uddannelse har han været beskæftiget med bioteknologisk forskning i Novo Nordisk og Novozymes. Per Falholt har bl.a. været koncerndirektør i Novozymes A/S med ansvar for forskning og udvikling i 15 år.

Han er Founder af Per Falholt Global R&D Advisory Services og er Scientific Counsultant for Corbion samt Novozymes.

Udover at være formand for DTU’s bestyrelse er Per Falholt formand for ATV’s Science and Engineering-komité, næstformand for bestyrelse i DHI og medlem af bestyrelsen for Cytovac A/S.