samfund

Fremtidens museum er digitalt

På Nationalmuseet opbygger man i samarbejde med andre europæiske museer en database over arktiske skinddragter. Den er et godt eksempel på fænomenet ’virtuel repatriering’.

Af and - 30. oktober 2017

Med et par klik på musen fra egen pc kan enhver nysgerrig kaste sig ud i et studie af de mange fantastiske skinddragter, som berømte polarfarere som danske Knud Rasmussen og norske Roald Amundsen bragte med hjem fra eventyrlige ekspeditioner i de arktiske egne og blandt arktiske folk i begyndelsen af 1900-tallet.

På de knivskarpe, højopløselige 360 graders fotografier af dragterne er det muligt både at zoome ind og ud på finurlige detaljer og blive klogere på forskellene mellem tidlig østgrønlandsk og vestgrønlandsk dragtmode eller genkende en same fra en sibirsk rensdyrjæger.

Hele denne verden af arktiske skinddragter åbenbarer sig på Nationalmuseets website Skin Clothing Online, der her i 2017 blev genlanceret i en udvidet version med dragterne fra museets egen samling sammen med dragter fra Kulturhistorisk Museum i Oslo og fra Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.

Opdagede nye detaljer
Konservator og skindekspert, Anne Lisbeth Schmidt, fra Nationalmuseet er en af drivkræfterne bag databasen og har arbejdet med den siden 2009. Projektet tog i første omgang afsæt i Nationalmuseets egen omfattende samling af historiske skinddragter fra inuit og samiske folk i de cirkumpolare områder (Grønland, Canada, Alaska, Sibirien og det allernordligste Skandinavien).

Her fik Anne Lisbeth Schmidt sammen med museets fotograf, Roberto Fortuna, fotodokumenteret over 2000 dragtdele efter de nyeste metoder og med et Hasselblad kamera med en 22 million pixel sensor.

Vores dokumentering har givet mulighed for mere indgående dragtstudier helt uden at slide på de skrøbelige dragter

– Fotografierne af skinddragterne endte i så høj kvalitet, at jeg pludselig opdagede helt nye detaljer på nogle af dem, som man ellers ikke lige ser med det blotte øje. Så vores dokumentering har givet mulighed for mere indgående dragtstudier helt uden at slide på de skrøbelige dragter, og med udvidelsen af databasen med historiske og nutidige dragter fra Grønlands Nationalmuseum har vi fået et helt enestående arbejdsredskab på tværs af museer, lande og forskningsinteresser, forklarer Anne Lisbeth Schmidt.

Flere museer ombord
Planen fremadrettet er at få flere museer med, og The Scott Polar Museum i Cambridge arbejder allerede på at få deres samling af antarktisk ekspeditionstøj fra de britiske polarfarere lagt ind i databasen. Dernæst står museumssamlingerne i Helsingfors og Sankt Petersburg øverst på Anne Lisbeth Schmidts ønskeliste.

– Hvis vi fik museerne i Finland og Rusland med, ville databasen være så godt som komplet. Jeg har også et håb om at finde midler til at køre den på flere sprog end dansk og engelsk, i første omgang grønlandsk. For selvom det er en lidt nørdet dragtdatabase, kan den også have interesse uventede steder, påpeger Anne Lisbeth Schmidt.

Hun blev for eksempel kontaktet af en forsker fra Statens Naturhistoriske Museum, der arbejder med et projekt om ulves og slædehundes genom. Her kunne dragtdatabasen også bruges.

Fremtidens museum
Databasen repræsenterer ligeledes et nyt fænomen i museal sammenhæng, nemlig virtuel repatriering. Fremfor fysisk at sende genstande tilbage til oprindelseslandet kan man tilgængeliggøre genstande og museumssamlinger digitalt, så alle interessegrupper har fri adgang til dem virtuelt.

Det giver museer verden over nye muligheder for at dele kulturarven, og den udvikling ser direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, en fremtid i:

– Det er ret unikt, at flere forskellige museer slår deres samlinger sammen, som det er sket med dragtdatabasen. For det giver jo forskere en enestående mulighed for at lave komparative studier af en specifik genstandsgruppe på tværs af flere museumssamlinger, og det giver bedre forskning og mere viden. Samtidigt giver det små, mindre bemidlede museer en chance for at komme i spil og gøre sig gældende i en større sammenhæng. Det handler jo dybest set om at gøre genstande og kulturarven tilgængelige for forskere og flest muligt andre interesserede, og her rummer tiltag som dragtdatabasen, virtuel repatriering og moderne teknologier i det hele taget et kæmpe potentiale, konstaterer Rane Willerslev.

Skinddragter Online er altså et skridt på vejen i retning af fremtidens kulturhistoriske museum.

Faktaboks
5 millioner Dansk-Vestindien arkivalier lagt ud

Et andet eksempel på virtuel repatriering er Rigsarkivet, der har digitaliseret over en hylde-kilometer dokumenter fra den danske kolonitid på De Vestindiske Øer og givet fri adgang til materialet på den engelsksprogede webside www.virgin-islands-history.org.

Her kan forskere og interesserede både herhjemme, på Jomfruøerne og andetsteds få indsigt i og studere den dansk-vestindiske kolonihistorie.

Dokumenterne omfatter både arkivalier fra Rigsarkivet og arkivalier fra de lokale arkiver på Jomfruøerne, så alle bevarede dokumenter er nu samlet et sted og tilgængeliggjort som en fælles kulturarv i digital udgave. Det giver også offentligheden mulighed for selv at læse i de ømtålelige arkivalier, som man af bevaringshensyn kun giver udvalgte få adgang til.