Har Nobelprisen overskredet sin holdbarhedsdato?

Allternativ rubrik: Nobelprisen anno 2021: Forkæmper for grundforskningen, forældet elfenbenstårn eller usund heltedyrkelse?  

I denne uge blev årets sjette og sidste vinder af Nobelprisen offentliggjort.

Prisen er efter 120 år stadig verdens mest prestigefulde pris inden for forskningsverdenen. Men den bærer også præg af at være en aldrende herre.

– I løbet af de 120 år, prisen er blevet uddelt, er forskningen blevet mere kollektiv, siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, leder af Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.

Han peger på en af en række indbyggede problemer i Nobelprisen, der løbende er til diskussion i akademiske kredse. Specielt reglen om, at der maksimalt kan være tre modtagere, er ude af takt med den måde, man bedriver forskning på i dag, mener Kristian Hvidtfelt Nielsen. 

– Uanset hvilken opdagelse, man peger på, kan det være svært at udnævne en, to eller tre personer, som står bag. I virkeligheden vil der være mange flere, som har ydet et stort bidrag, siger han.   

Han fortsætter:

– Prismodtagerne står jo på skuldrene, ikke bare af andre giganter, men også af hundredvis af andre forskere – hele den kollektivitet forsvinder i Nobelprisen. På den måde er den også gammeldags i den forstand, at den hylder enerne.  

Skævvrider videnskabshistorien

Det er Jesper W. Schneider, professor ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet, enig i. Han er generelt skeptisk over for Nobelprisen og mener, at den er utidssvarende.

– Det er med til at skævvride videnskabshistorien, at ganske få personer får kreditten for de store opdagelser, fordi det kommer til at se ud som om, at det kun er få personer, der står bag. Sådan var det måske på Einsteins og Bohrs tid, men sådan er det bestemt ikke i dag. Det er en meget antikveret måde at belønne forskningsresultater på. I dag er forskning i langt højere grad et holdspil, siger han og fremhæver Nobelprisen i Fysik i 2017.

Læs også: Her er vinderne af årets Nobelpriser

Den gik til tre amerikanske forskere for at have bidraget til at bekræfte eksistensen af tyngdebølger, som Albert Einstein i sin tid forudsagde. I virkeligheden var det ifølge Jesper W. Schneider en stor forskergruppe, som stod bag opdagelsen.

– Men det var kun de tre forskere, der fik prisen. Det virker absurd, siger han og fortsætter:

– For mig at se gør videnskabelige priser typisk dét, at de kommer til at skabe en myte om det enlige geni – the great men – som på mange måder slet ikke flugter med den måde videnskaben bliver bedrevet på.

Men kan videnskabelige priser ikke også være med til at skabe en sund konkurrence og dermed motivation blandt forskere?

– Jeg synes ikke nødvendigvis forskning er en sportsgren, der skal præmieres på den måde, siger Jesper W. Schneider.

Usund heltedyrkelse

Kristian Hvidtfelt Nielsen ser samme problematik i forhold til at hylde enerne.

– Hvis vi bliver ved med at hylde enerne og alle sammen stræber efter at blive Nobelprisvindere, så skaber det en usund konkurrence, hvor flere kan føle sig fristet til at snyde lidt på vægten og have rundsave på albuerne. Det er problematisk set i relation til hele debatten om forskningsintegritet, og jeg tror, de fleste er enige om, at det ikke er sundt for forskningen på lang sigt, siger han.  

Ifølge ham er der brug for en modbalance til den “heltedyrkelse”, der er i forskningsmiljøet. Men den er lidt svær at finde, påpeger han.

– Det er jo nemmere at have nogle få helte, vi kan hænge det hele op på end en – i mangel af bedre ord – lidt udefinerbar, grå masse af mange forskellige forskere.

Læs også: – Vi skal nurse eliten, siger Mads Krogsgaard Thomsen

I EU’s rammeprogram for forskningsstøtte Horizon Europa og i den danske regerings forskningspolitik bliver der lagt op til øget samarbejde, ikke kun blandt forskellige forskere og universiteter, men også med erhvervslivet og industrien. Kan det være med til at agere modvægt?

– Ja, det kan potentielt godt få den effekt. Vi bør i hvert fald have en debat om ansvarlighed, ikke kun i forhold samfundet og den globale udvikling, men også vores interne ansvarlighed som forskere. Hvis vi fokuserer for ensidigt på vores egen succes, kan det komme til at svække og på lang sigt erodere forskningsfællesskabet, siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Grundforskningens forkæmper

Forskningsfællesskabet anno 2021 er ikke kun mere kollektivt, end det var i begyndelsen af det 20. århundrede, da Nobelprisen første gang blev uddelt. Det er også et miljø, der i højere grad er orienteret mod sin omverden.

– Den dagsorden, der i dag præger forskningsverden, er en global ansvarlighed. Forskere i dag vil gerne gøre en forskel ved at adressere konkrete og aktuelle problemstillinger – og mange synes også, det er vigtigere end at sætte sig ned i et laboratorie og undersøge de grundlæggende ting om, hvordan verden hænger sammen, siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Det handler ifølge ham både om, at det er påkrævet, at forskere tænker anvendelsesorienteret, men også at forskere i dag gerne vil hive forskningen ud af elfenbenstårnet, så den kan gøre gavn i samfundet.

Læs også: Store omkostninger ved at være forkæmper for den demokratiske samtale 

– Forskningsverdenen er blevet mere anvendelsesorienteret. Pengene flyder i høj grad derhen, hvor man kan pege på, at den forskning, man laver, har en konkret anvendelse, siger Kristian Hvidtfelt Nielsen og fortsætter:

– Godt nok bliver der givet Nobelpriser til forskning, som er meget anvendelsesrettet – men det er sjældent dét, der er i fokus. Nobelprisen har på den måde været med til at fastholde et billede af, at videnskab handler om nye erkendelser og er drevet af nysgerrighed. Det giver en god modbalance til den fokus på teknologi og innovation, der ellers er i forskningsmiljøerne.

Men prisen er samtidig også med til at underbygge forestillingen om videnskab som noget verdensfjernt.

– Det har også en elfenbenstårnsvirkning, hvor man placerer forskning som noget, der foregår fjernt fra virkeligheden på de bonede gulve i Stockholm. Det er knyttet til den elitære verden, som forskning jo foregik i dengang det kun var det bedre borgerskab, der udgjorde forskningsmiljøet. Og hvor forskningen oftest blev bedrevet uden tanke på, hvad det kunne gøre af gavn for hele samfundet.  

It’s all about the Benjamins

Historisk set har Nobelprisen haft stor betydning i forskningsverdenen, fordi det var en måde, man kunne hylde god forskning, som var begrundet fagligt og systematisk. Men, at prisen er omgærdet af så stor prestige, handler også om penge.

– Fordi prisen beror på en faglig bedømmelse fra en fagkomite, har det været en form for kvalitetsstempel til forskningen. Men en anden årsag til, at den har fået så stor betydning er, at det fra starten har fulgt en meget stor pengesum med, siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.    

Tilbage i 1901, da prisen blev uddelt for første gang, var den ifølge Kristian Hvidtfelt Nielsen på 150.000 svenske kroner. Det svarer stort set til de 10 millioner kroner, der følger med en Nobelpris i dag.

Læs også: Hyldestpris uddelt for første, sidste og eneste gang

Slagsiden er ifølge Jesper W. Schneider, at det kun er nogle få videnskabelige områder, der har kunnet sole sig i Nobel-millionerne.     

– Der er ingen tvivl om, at det har betydet, at kemi, fysiologi og fysik har fået en masse opmærksomhed, også på bekostning af andre områder, siger han.

Den pris, der blev uddelt mandag er ifølge Jesper W. Schneider et godt eksempel på, hvad det kan betyde for et forskningsområde at gnubbe skuldre med Nobelprisen.

Nobelprisen i økonomi, som den hedder i daglig tale, er nemlig ikke en ’rigtig’ Nobelpris. Den blev oprindeligt indstiftet i 1968 af den svenske nationalbank og hedder ’Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel’.

– Den her såkaldte mindepris blev oprettet, fordi man i den svenske nationalbank var utilfreds med, at man ikke havde større indflydelse på den økonomiske politik, der blev ført i Sverige. Så de begyndte et lobbyarbejde for at få indstiftet en Nobelprislignende pris i økonomi, som skulle være med til at videnskabeliggøre økonomi, siger Jesper W. Schneider og slår fast:

– Man må sige, at det bestemt har haft den ønskede effekt.