Artiklen er udgivet første gang 6. marts 2018
Universiteter er centrale for vores moderne samfund og en vigtig del af vores fremtid. Men hvor institutionerne tidligere mere eller mindre passede sig selv, er de i stigende grad blevet genstand for politiske beslutninger og uenigheder. I Hvad vil vi med universiteterne?, der udkom på Informations Forlag i tirsdags, forsøger forfatterne Maja Horst og Alan Irwin at gentænke debatten om universiteternes rolle og fremtid.
– Vi vil gerne have en bedre offentlig debat om universiteterne, fordi vi synes, at den vi har, hænger fast i noget, der ikke er særlig produktivt, og som heller ikke er særlig relevant for de udfordringer og muligheder, universiteterne står over for lige nu, fortæller Maja Horst, professor i forskningskommunikation og institutleder ved Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.
Universitetsdebatten er blevet fastlåst i to positioner, som Maja Horst og Alan Irwin beskriver i deres bog; samfundsingeniørerne mener, at universitetets rolle er at gøre unge mennesker arbejdsmarkedsparate til et konkurrencedygtigt samfund imens frihedskæmperne mener, at universitetsuddannelser primært handler om at skabe oplyste og dannede borgere og opfatter universiteterne som en bastion for fri og kritisk tænkning uden for markedets og statens kontrol.
– Debatten bliver hurtigt en konflikt mellem ’frihed’ eller ’nytte’. Vi vil gerne fylde noget kød på den debat ved at sige; vi kunne diskutere en masse andre ting også. Vi kunne diskutere fremtidens arbejdsmarked og universiteternes rolle i forhold til dét, pointerer Maja Horst.
Alternativ: en vidensbaseret forandringskraft
Når debatten er kørt fast som et enten eller skyldes det til dels medierne og journalistiske skarpvinklinger, ifølge Maja Horst.
– Jeg synes, det er meget svært at præsentere medier og andre offentlige kanaler for de historier, der er anderledes end de der skabelonhistorier. Hvis jeg prøver at sige noget andet offentligt, så synes jeg tit, at jeg bliver presset ind i at skulle svare, som om jeg enten hører den ene eller den anden position til, beskriver hun.
Derfor præsenterer de to forfattere nu et alternativ syn på universitetets rolle i et moderne samfund, der placerer sig et sted imellem de to skabelonpositioner; universiteterne som en vidensbaseret forandringskraft. I stedet for at stille det op som en konflikt, hvor jo mere man får af det ene, jo mindre får man af det andet, fokuserer forfatterne på nødvendigheden af at balancere imellem de to syn.
– Koblingen er det interessante og dét, der gør universiteterne unikke og vigtige for samfundet. Vi kan ikke vægte det ene højere end det andet. Hvis vi bare fokuserer på at være frie og uafhængige og uden indblanding udefra, så bliver vi irrelevante, og hvis vi bare fokuserer på at lave konsulentløsninger til samfundet, så mister vi vores særlige kendetegn. Så kan vi lige så godt få de store konsulenthuse til at gøre det, siger Maja Horst og uddyber;
– Frygten for begge poler kan også gøre universiteterne bange for at eksperimentere, tage chancer og have mod til at bidrage til at skabe et bedre samfund. Og så er det, at man bare bliver handlingslammet. I virkeligheden er det jo dét her, det handler om. Hvordan sikrer vi, at universiteterne er bedst mulig i stand til at møde det, der sker i morgen. Det er her, vi har evnen til at skabe ny viden, teknologi og løsninger. Universitetet kan skabe forandring baseret på solid grundfæste i tradition, viden og historie, og derfor er det en helt unik institution.
Otte forskellige universiteter uden politisk detailstyring
Politikerne skal ikke detailstyre, derimod skal universiteterne have større frihed i alt det, der handler om detailregulering og midler til, hvordan man når de mål, politikerne definerer
Maja Horst og Alan Irwin argumenterer også for, at vi udnytter den styrke, der ligger i forskellighed. Derfor bør vi lade hver af de otte danske universiteter ”definere deres eget unikke og ambitiøse bidrag” til samfundet, som de beskriver det i bogen, så de hver især kan bidrage som en vidensbaseret forandringskraft.
– Det er vigtigt, at der er forskellige slags universiteter, fordi universiteterne har så mange forskellige opgaver. Derfor er det meget bedre, hvis universiteterne finder ud, hvad der er deres særlige mission, og så løfter den. Der er ingen danske universiteter, der selv kan løfte alle de opgaver, der er i universitetssektoren, beskriver Maja Horst.
Adspurgt om universiteterne er for ens i dag, svarer Maja Horst klart;
– Nej, men de bliver målt, som om de er ens. Jeg oplever ikke, at der i den almindelige brede offentlighed er nogen særlig stor forståelse af, hvor forskellige de danske universiteter egentlig er.
Ud over at have individuelle missioner bør universiteterne også være underlagt langt mindre politisk detailstyring.
– Det er klart, at politikere skal kunne sætte mål og rammer for universiteterne, da de er finansieret af skattemidler. Så det er fuldstændig fair, at politikere også har ønsker og sætter nogle overordnede rammemål. Men det er problematisk, når de også vil fortælle os, hvordan vi skal gøre det. Politikerne skal ikke detailstyre, derimod skal universiteterne have større frihed i alt det, der handler om detailregulering og midler til, hvordan man når de mål, politikerne definerer, mener Maja Horst.
Hun nævner eksamensbekendtgørelsen som et eksempel på, hvordan man fra politisk side regulerer, hvor mange eksamener, der skal være med intern og ekstern censur, skriftlige eller mundtlige, og hvor mange eksamener, der må være med karaktergivning eller ej.
– Sådan noget skal universiteterne selvfølgelig selv bestemme, fastslår hun.
De sidste tre-fire års politiske initiativer på universitetsområdet har båret præg af, at man er begyndt at se uddannelse som en udgift frem for en investering.
– Det kan vi se på dimensioneringen, på studiefremdriftsreformen og på begrænsningen af dobbeltuddannelse – der er mange steder, hvor vi kan se, at uddannelse nu opfattes som en udgift frem for en investering. Det er en ærgerlig forståelse af den rolle, universitet har i samfundet, fordi universiteter i vores øjne er en investering i fremtidens samfund. Universiteterne er det sted, hvor man kan gå hen og få et svar på, hvad sandheden er uafhængig af særinteresser, understreger Maja Horst.
Hvad vil vi med universiteterne? udkommer på Informations Forlag tirsdag den 6. marts. Bogens forfattere er:
Maja Horst (f. 1969), professor i forskningskommunikation og institutleder ved Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Hun er medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og har udgivet bøger og artikler og relationen mellem videnskab og samfund.
Alan Irwin (f. 1955), professor ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School og vice president for Entrepreneurship & Innovation samme sted. Han har tidligere været professor of Science and Technology Policy ved University of Liverpool og var i perioden 2007-14 forskningsdekan på CBS.
