Mexikaner-hatte ved studiestart, sangvalg ved interne møder, anklager om sexchikane, ordlyd i undervisningsmaterialer og kønsdiskrimination i statistisk formidling.
Universiteter og andre læreanstalter oplever en stigning i sager, hvor studerende eller undervisere har følt sig krænkede eller stiller sig kritiske over for elementer i undervisningen. Det har blandt andet fået Københavns Universitet til at lave nye retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd.
I følge retorikprofessor ved Københavns Universitet, Christian Kock, minder sagerne en del om det vi så i 70’erne. De har derudover det til fælles, at de deler vandene mellem to poler: De, der føler sig krænkede over selv små hverdagsbegivenheder og de, der ikke mener, man kan føle sig krænket.
Det kan få debatten til at ligne en skyttekravskrig, hvor de to modsatte parter graver sig ned i en fast grøft med en fast attitude og skyder løs på hinanden – i stedet for at holde sig på jorden, se på den konkrete situation og bruge sund fornuft.
70’er oprør om igen
– Situationen, hvor to fløje tegner fronten op på en sort-hvid måde og skaber en polariseringsdebat, har vi gang på gang set før i forhold til bl.a. Brexit og køns- og indvandrerdebatten, siger Christian Kock.
NY UNDERSØGELSE: SEKSUELLE KRÆNKELSER KOMMER OGSÅ FRA UNDERVISERE
Han påpeger, at man skaber et fjendebillede af modparten fremfor at holde sig til en konkret sag – en tendens, vi også så tilbage i 1970’erne:
– I 70’erne skete der en grotesk udvikling, som kan sammenlignes med det her. Der var en overdreven bestræbelse på at være kritisk, som udsprang af ungdomsoprøret. For eksempel så man begavede mennesker indenfor bl.a. litteraturvidenskaben, som skrev lange kritiske analyser af den klassiske litteraturs ideologier, siger Christian Kock, som synes, det var noget pjat.
På den måde bliver det til en slags identitetspolitik, hvor man står for en bestemt ideologi, tilhører en bestemt gruppe og bruger al sin tid tid og energi på at lave kritik af andre ideologier.
Tendensen vil stilne af
Christian Kock mener altså ikke, at “krænkelsesdiskussionerne” er uvæsentlige – bare, at vi skal holde fokus og tænke på omfanget, så det ikke gøres til en skyttegravskrig:
– Vi skal ikke bruge overdreven energi på at diskutere krænkelser – det gælder både for dem, der føler sig krænkede, og dem, der raser over, at andre føler sig krænkede. Det bliver nemt et sort hul i universet, der suger energi fra os, imens der foregår en masse andre sager, vi glemmer, siger professoren, der tror, selve krænkelsesdebatten vil stilne af:
– Jeg gætter på, at den her tendens vil vokse i en vis tid for så at stilne af. Flere vil gribe sig i armen og spørge sig selv, hvor meget energi vi skal bruge på det, lyder det fra retorikprofessoren.
Politisk korrekthed vs. konservatisme
Kigger man på udviklingen i et bredere perspektiv, kan man se tendenser udenfor landets grænser, der skubber til de to dominerende tilgange til debatten.
– Hele debatten om begrebet krænkelse er blevet ideologisk på den måde, at man på den ene side har den progressive fløj med tendens til politisk korrekthed, som kommer fra eksempelvis USA. De er meget på vagt i forhold til racisme, sexisme og det, man kalder ’micro aggressions’ – altså det, at opleve aggressioner over for ganske små hændelser, som der jo kan være mange af hver eneste dag, siger Christian Kock.
REKTOR PÅ KU AFVISER, AT NYT ADFÆRDSKODEKS ER ET ANGREB PÅ YTRINGSFRIHEDEN
Han understreger, at det både kan være i relation til, hvordan der tales, hvad der siges og i forhold til indholdet i eksempelvis undervisningsmaterialer.
Retorikprofessoren forklarer, at det, vi på den anden side har, er den mere konservative fløj, der taler om det som en ’krænkelseskultur’ og opfører sig som om, at intet er en krænkelse.
Hold øjnene på bolden
Begge “retninger” skaber en polarisering, der får uenigheden til at synes større, mere omfattende og mere principiel, end den egentlig er. Og så risikerer vi at glemme at tænke over den enkelte sag og over, hvad vi reelt bruger energi på:
– Ingen er herre over, hvordan en sag skal bedømmes ’korrekt’ – men vi er nødt til at diskutere det, ligesom vi diskuterer andre ting i samfundet, siger retorikprofessor Christian Kock. Han appellerer til at holde fokus på selve sagen:
-Vi skal diskutere på en fornuftig måde ved at kigge på det konkrete tilfælde og vurdere, om det er noget pjat at føle sig krænket, eller om der er hold i det. Det må komme an på etik og på den konkrete situation. Men vi skal lade være at gøre alt til en skyttegravskrig, pointerer han.
Nye normer er ikke nødvendigvis et problem
I følge professoren er udfordringen altså ikke nødvendigvis, at vi oplever mere kritisk stillingstagen eller ændrede opfattelser af, hvad der er ok. Og heller ikke ytringsfriheden kommer nødvendigvis til at lide last.
– Det er for eksempel ikke nødvendigvis et problem, at én person føler sig udenfor – men det er godt, at man taler om det, siger Christian Kock med henvisning til sagen om en underviser på CBS, der følte sig udenfor på grund af en sang, der blev sunget til et internt møde. Sagen blev gjort til en stor, principiel sag – ikke mindst af medierne.
På samme måde mener professoren, der selv har undervist i 45 år, ikke nødvendigvis, at det behøver være problematisk, når man som underviser skal være mere påpasselig – eller at studerende stiller flere spørgsmål eller rejser kritik.
– Jeg har et skærpet ansvar som underviser, og jeg får altså penge for at undervise og vejlede. Der ligger nogle forventninger og et ansvar, som jeg skal prøve at leve op til, siger han.
Og netop forventninger kan ifølge professoren ændre sig i takt med, at eksempelvis #MeToo-bevægelser ændrer vores opfattelser og gør os mere opmærksomme på retten til at sige noget:
– Jeg tror, nogle af de klager, man vil rette mod en underviser, kan være latterlige. Nogle gange vil man sige, at en underviser har overskredet en grænse – andre gange, at anklagen er noget pjat. Men igen er vi nødt til at kigge på det konkrete tilfælde. Og som underviser skal jeg da altid tage hensyn til, at jeg ikke gør nogen kede af det, siger han.
