Han er en ung, eventyrlysten professor i arkæologi, der leder efter skjulte skatte og artefakter. Han har dog hverken fedorahat eller pisk med på togt. For professor MSO (red. Professor Med Særlige Opgaver) Søren Sindbæk foregår meget af forskningstiden ude i felten med hænderne begravet dybt i den danske muld. Og det insisterer han på, for det er dér forskningsfeltet bliver flyttet fremad.
I jorden graver han efter spor fra de tidligste danske bysamfund. Han leder efter svar på, hvordan byerne i Nordeuropa udviklede sig under vikingetiden, og hvilken rolle de spillede for handlen og samtiden.
Forskerliv
I januar måned sætter Science Report fokus på forskeren bag forskningen.
I artikelserien Forskerliv har vi inviteret fem forskere til en snak forskningstid, forventninger og fremtidsudsigter.
Serien starter i et irakisk fængsel 3500 km fra Roskilde Universitets beskyttende mure, og slutter med hænderne begravet i den danske muld på jagt efter vikingeskatte. Undervejs kommer vi omkring et udenlandsophold på universitetet i Mainz, Tyskland, usikkerheden i en tidsbegrænset ansættelse som postdoc og manglen på forskningstid i overgangen fra postdoc til lektor.
– Før vikingetiden har man ikke rigtig nogle byer i Nordeuropa. De begynder så småt at komme frem i løbet af vikingetiden. Hvorfor lige på det tidspunkt?
– Er det en globaliseringsproces, fordi der kommer mere fokus på udviklingsnetværk i den store verden, eller er det en regional udvikling i Nordeuropa? Eller handler det ganske enkelt om en helt lokal udvikling, hvor man ser på magtstrukturer i Sydvestjylland centreret omkring Ribe?
For at forstå, hvad der sker i Europa for mere end 1000 år siden, og i hvilken rækkefølge tingene sker, må Søren Sindbæk ud at grave i jorden. Og selv i undergrunden er der mange ubekendte.
– Så spørgsmålet er: hvem gjorde det? Og hvordan gjorde de det? For at svare på det, må vi gå ned i nogle materielle kilder, oldsager, jordprøver og levn, der er bevaret, og prøve at regne nogle analysemetoder ud, der kan give svar.
Søren Sindbæk er professor MSO i arkæologi på Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet og medleder af Grundforskningscentret Centre for Urban Network Evolutions. Selv om professortitlen har indskrænket hans direkte forskningstid, får han alligevel stadig jord under neglene ved udgravninger rundt om i Danmark.
– Jeg er endt med to store projekter i rap, som tillader mig at tage i marken. Så de seneste 3-4 år har jeg ofte været i felten flere måneder i træk. Og med et stort Carlsbergprojekt tilbragte vi hele 14 måneder i udgravningshullerne.
– Det er typisk tre dage om ugen for mit vedkommende, for jeg har også andre opgaver i forbindelse med professoratet, som jeg må varetage.
Jo højere akademisk titel, desto mere administration
Det er et velkendt fænomen blandt forskere højt oppe af den akademiske rangstige, at de får flere administrative opgaver og mere undervisning. Det betyder mindre tid til at fordybe sig i forskningen.
Selv om han de seneste års tid har været frikøbt fra undervisning, har det ikke passet godt med afdelingens bemanding, og han har været nødt til at lægge mere end 1000 arbejdstimer i undervisning. Det kan være svært at manøvrere sig ud af, specielt når man er professor MSO.
Professor MSO er en relativ ny stillingskategori inden for universitetsverdenen, som har til formål at lette overgangen fra lektor til professor. Stillingen giver universitetsledelsen mulighed for at placere dygtige forskere i en overgangsposition i op til 8 år, hvor de lukrerer på professortitlens status, men stadig er ansat i en tidsbegrænset stilling.
– Ser man på MSO-titlen, så lægger man op til otte år til karrierestigen, hvor man stadig skal tænke på, at inden for de næste par år skal jeg altså måles og vejes, hvis jeg skal blive rigtig professor. Det lægger et naturligt forventningspres på ens arbejdstid, og en usikkerhed i forhold til, om jeg ender som fagets professor eller ej.
– Det kan derfor være svært at sige nej til opgaver, og jeg arbejder da nok også mere end jeg skulle. Men jeg prioriterer også at komme ud at grave, fordi det er derude vi får ny viden, som flytter forskningsfeltet fremad.
– Hvis ikke man har den dimension med, så bliver arbejdet hurtigt for teoretisk. Så kan det være svært at få den samme myndighed. Det ender med at folk siger: han er jo ikke rigtig arkæolog.
Selv om Søren Sindbæk arbejder rigtig meget, så handler det også om at balancere arbejdslivet med hjemmelivet.
– Jeg har haft meget travlt – det siger min kone også – og jeg har været meget lidt hjemme. Jeg har en forskerdrøm, så det kræver noget at kunne administrere forskning og hjemmeliv. Den bedste måde er totalt at glemme, hvad man ikke har nået at lave, når man først er hjemme. Det er jeg heldigvis god til, griner Søren Sindbæk.
