samfund

Professor: Uden ambitiøse delmål er 2050-mål en gratis omgang

Virksomhedernes 2050-planer har flere svagheder, mener to professorer.

Af - 8. april 2019

I øjeblikket er det en megatrend for globale virksomheder at sætte sig 2050-mål om at være CO2-neutrale. Det gælder eksempelvis sværvægtere som Mærsk, Arla, Danish Crown, IKEA og mange flere.

Men hvor ambitiøs er den målsætning egentlig?

Politisk kæmpes der for at EU skal være CO2-neutralt i 2050. Det peger på, at regulering nok skal hjælpe virksomhedernes klimaambitions-niveau på vej, hvis ikke det stiger af sig selv.

Mange af de ledere, som lige nu høster klapsalver for at udstede 2050-mål, vil om 30 år formentlig nyde deres otium langt fra ledelsesgangen.

Alle de personer, som har bidraget til formuleringen af målene har med al sandsynlighed forladt virksomheden i 2050

Og så er det tilmed blevet en standard for virksomhederne at lancere de tårnhøje ambitioner med en klar forudsætning om, at det kræver hjælp udefra at nå dem i form af forskning og partnerskaber.

Når det gælder finansieringen af den grønne omstilling er håbet hos flere virksomheder desuden, at kunderne vil være med til at finansiere den ved at betale højere priser, som senest Arlas Peder Tuborghhar givet udtryk for.

Sidst men ikke mindst, er det forskningsmæssigt på tale, at det slet ikke er nok at være CO2-neutral, hvis vi skal holde temperaturstigningerne nede. En virksomhed som tæppe-producenten Interface har eksempelvis som målsætning at være CO2-negativ i 2040.

Men er de indvendinger fair, eller skal man gemme sin skepsis over for virksomhederne væk?

Ambitiøse mål kræver konkrete planer på den korte bane

Både-og lyder svaret fra Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen, professor, CBS Sustainability, Governing Responsible Business Research Environment.

– Jeg synes generelt, det er fint at opstille ambitiøse mål på den lange bane. Så længe målene følges op med konkrete planer for, hvordan man vil gøre på den korte bane.

– Problemet er jo lidt som du siger, at alle de personer, som har bidraget til formuleringen af målene med al sandsynlighed har forladt virksomheden i 2050. Det samme gælder de personer, som skal implementere målene. Og dem som skal evaluere målopfyldelse. Endelig gælder det også ejerstrukturen, samarbejdspartnere, kunderne, markederne, teknologien, lovgivningen med mere vil være skiftet ud mange gange mellem i dag og 2050.

– Overordnet er det derfor en gratis omgang at forpligte sig til mål i 2050, hvis der ikke også er en troværdig plan for, hvad man konkret vil opnå de næste 1-5 år, siger Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen, som synes, at det er temmelig indlysende:

– Jeg gad for eksempel vide, hvor mange investorer der ville stille sig tilfredse med løfter om, at virksomheden vil tjene penge om 30 år?

Brancheaftaler og lovgivning er nødvendigt for at hjælpe bæredygtige valg på vej

I Arlas seneste udmelding udtrykker topchef Peder Tuborgh forhåbning om, at forbrugerne er villige til at betale mere for mere bæredygtige produkter. Også rederierne vil sende regningen for lovkravet om mere miljørigtig brændstof videre til deres erhvervskunder, som velsagtens sender den regning videre til kunderne. Kan det ikke hurtigt løbe op, hvis det er en tilgang mange virksomheder tager?

– Man måske godt forvente, at nogle kunder vil betale en begrænset merpris for bæredygtige produkter. Det vil dog ikke være alle. Selv efter mange, mange år udgør økologisk mælk jo for eksempel stadig ikke hovedparten af solgt mælk.

– Der vil derfor også være brug for brancheaftaler og lovgivning, som hæver de generelle standarder og gør de bæredygtige valg mere attraktive. Det mest fordelagtige og idealistiske ville dog uden tvivl være, at det var de ikke-bæredygtige produkter, som man skulle betale merpris for, siger Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen.

Der brug for at gøre bæredygtighed attraktivt at købe og investere i

Frem for at være ude med riven efter virksomheder, som sender noget af regningen for den grønne omstilling videre til kunderne, gælder det altså om, at bæredygtighed fremmes på et mere systemisk niveau.

– Grundlæggende har virksomhederne jo ikke noget problem med at levere mere bæredygtige produkter til en højere pris. Deres problem er, at de skal konkurrere med ikke-bæredygtige produkter til en lavere pris. Eller sagt på en anden måde: Det er isoleret ikke sværere for Peder Tuborgh at drive forretningen Arla, hvis produkterne koster 1 kroner mere. Det er sværere, fordi det relativt set gør konkurrenternes produkter 1 krone billigere. Med andre ord er der brug for at gøre bæredygtighed attraktivt at købe og investere i, siger Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen og tilføjer:

– Helt grundlæggende er det jo ulogisk, at bæredygtige produkter skal koste mere end konventionelle produkter. Hvis man for eksempel accepterer præmissen om, at en dieselbil er mere skadelig for samfundet og miljøet end en hybrid- eller elbil, så er det jo lidt omvendt logik, at man skal straffes økonomisk for at købe sidstnævnte. Der burde være økonomisk incitament til at gøre det rigtige i stedet for det forkerte.

Virksomhedernes sustainability-planer er ikke nok

Når det kommer til, hvad der er rigtigt at gøre for at komme klimaforandringerne i møde, kommer vi ikke udenom at reducere og omlægge vores individuelle forbrug kraftigt.

Det mener professor i politisk økologi Jens Friis Lund på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

For selvom en el-drevet bil ganske er mere miljørigtig, fordi den ikke udleder CO2, så er dens aftryk stadig stort.

– Produktionen af en el-bil kræver også, at der hentes jernmalm og mineraler op af jorden, og det belaster stadig miljøet, hvor det sker. Så uanset at bilen ikke forurener, mens den kører, udgør den samlet set en betragtelig miljøbelastning, siger Jens Friis Lund og tilføjer:

– Olie- og gasselskaberne taler også om, at de vil være CO2-neutrale. Men det gælder kun deres produktion. Det vil sige den energi der kræves for at udvinde og sælge olien. Men produktet i sig selv udleder fortsat CO2.

Kritiske aktionærer vil kræve omstilling til plantebaserede alternativer

Når man vurderer virksomhedernes klima-ambitioner, handler det derfor i første omgang om at forstå, hvad der menes med at være CO2-neutral i 2050.

– Hvis man kun gør sin virksomhed grøn ved at gøre produktionsprocessen mere grøn, så legitimerer man stadig et forbrug, som er dybt problematisk, siger Jens Friis Lund.

Disse alternative skal nok komme i stigende grad. Men spørgsmålet er, om de kommer hurtigt nok

Med forbehold for ikke at have nærstuderet de nye 2050-planer fra Arla og Danish Crown, siger han:

– Det er svært at forestille sig en verden hvor vi kan brødføde en voksende befolkning med stigende mængder kød og mælk uden at overskride de planetære miljømæssige grænser. Kritiske aktionærer stiller nu krav til producenterne af kul, olie og gas om at investere i vedvarende energi.

– Trækker vi den bevægelse over til den animalske produktion, vil vi ligeledes formentligt begynde at se aktionærerne kræve endnu større investeringer i udvikling og markedsføring af plantebaserede alternativer til mælkeprodukter og kød. Og disse alternative skal nok komme i stigende grad. Men spørgsmålet er, om de kommer hurtigt nok, siger Jens Friis Lund.

Nej, teknologien kan ikke redde os

Han er enig med Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen i, at den grønne omstilling kræver ambitiøse delmål frem til 2050.

For når der i flere virksomheders 2050-planer for CO2-neutralitet henvises til teknologier, der endnu ikke er opfundet, har Jens Friis Lund svært ved at dele optimismen på teknologiens vegne.

– Hvis virksomhederne og vi som samfund for alvor mener, at vi vil afbøde en temperaturstigning med katastrofale konsekvenser, så er det meget risikabelt fortsat at satse på fremtidige teknologiske gennembrud. Der er en række idéer til hvordan vi potentielt kan fjerne CO2 fra atmosfæren i stor skala, men de er uafprøvede og det er meget uklart om det er realistisk at forlade os på dem i så stor skala som vil kræves hvis vi ikke nu og her får bragt udledningerne hastigt ned.

Intet tyder på at en billig og nem teknologisk løsning er lige om hjørnet

– Intet tyder på at en billig og nem teknologisk løsning er lige om hjørnet. Forskere har jo arbejdet på den slags i masser af år. Derfor er det ekstremt risikabelt at hænge vores klima-strategier op på noget, vi ikke aner, om vi kan realisere.

Det handler om at undgå afhængighed af “negative emissions-teknologier”

Ifølge IPCC-rapporten fra FN’s Klimapanel, som fik bred opmærksomhed tilbage i oktober 2018, er der nemlig ingen tid at spilde. Her lyder anbefalingen, at den globale CO2-udledning skal halveres op mod 2030 og gå i nul i 2050.

Kommer vi i mål med det, undgår vi at blive alt for afhængige af disse “negative emissions-teknologier”, fortæller Jens Friis Lund.

– Ifølge IPCC-rapporten kan vi kun udlede yderligere cirka 4-600 gigaton CO2 på globalt plan, hvis vi skal holde temperaturstigningen på 1,5 grader og undgå afhængighed af “negative emissions-teknologier”,. Og med fortsat stigende globale udledninger på over 40 gigaton, er de 600 gigaton allerede opbrugt om maksimalt 15 år. Så hvis vi ikke gør noget drastisk før 2040, har vi sprængt carbon budgettet og låst os fast til nogle løsninger som pt mildt sagt virker urealistiske.

Hvis vi skal opnå netto-negative emissioner på 5-10 gigaton per år eller mere, vil det kræve kæmpemæssige biomasse-plantager

En af de løsninger, der er i spil i forhold til negative emissioner i stor skala er biomasse-plantager med tilknyttede carbon capture og storage faciliteter.

– Hvis vi skal opnå netto-negative emissioner på 5-10 gigaton per år eller mere, som er konsekvensen hvis vi ikke her og nu får udledningerne under kontrol, vil det kræve kæmpemæssige biomasse-plantager. Det kan vil sige plantager med fyr, gran eller lignende på et areal på størrelse med Indien. Inde i den plantage, skal der så stå kæmpemæssige kraftvarmeværker, som afbrænder biomassen og sender CO2 fra forbrændingen ned i jorden. Det er meget svært at se, hvordan det i praksis skulle blive gennemført uden enorme sociale, politiske og økonomiske omkostninger.

Den stensikre løsning ligger lige for: skru ned for forbruget

Selvom Jens Friis Lund håber på, at der sker teknologiske landvindinger, som kan afhjælpe CO2-niveauet i atmosfæren, peger han på, at der er nogle helt enkle og ligetil metoder, som stensikkert vil sænke CO2-niveauet. De gør bare rigtig ondt at tale om for både virksomheder, politikere og dig og mig.

– Vi udøver et kraftigt, stigende og ubæredygtigt pres på verden. Den ene løsning, som nu og her er teknisk mulig og kan begynde i morgen, er den ene løsning som ingen politikere eller virksomheder peger på. Den handler om at nedsætte og omlægge vores forbrug.

Virksomheder har en social license to operate, men den kan de miste

– Vi kan ikke i den Vestlige verden fortsætte med det overforbrug, vi har. Skal vi have plads i CO2-budgettet til at hæve levestandarden for de fattigste, som har et åbenlyst og legitimt behov for det, er en oplagt løsning, at de rigeste af os skærer i vores forbrug og dermed i vores CO2-udledning.

Men når du taler om reduktion af selve forbruget, er det vel ikke noget, man kan kræve at virksomheder skal tale om, for det undergraver jo deres forretning – så her sigter du til politikerne?

– Virksomheder har en social license to operate, men den kan de miste. Det er jo sket for tobak og visse våben. Og det er ved at ske med kul, olie og gas. Det kan nemt også komme til at ramme det industrielle landbrug, hvis ikke de griber i egen barm.

Hvis man virkelig tog klima-truslen alvorligt, kunne man jo sagtens investere langt flere ressourcer i at finde løsninger

Både politikere og virksomhedsledere vil jo nok indvende, at hvis væksten falder, er der mindre kapital at investere i de grønne teknologier, som skal redde os – er du ikke enig i det?

– I Danmark bruger vi jo stadig en meget lille procentdel af bnp på forskning i grønne løsninger. Så hvis man virkelig tog klima-truslen alvorligt, kunne man jo sagtens investere langt flere ressourcer i at finde løsninger. Derudover er økonomisk vækst jo altså samtidig årsagen til CO2-udledning, så hvis vi flytter fokus fra vækst og over mod en økonomi der fokuserer på at skabe trivsel og et lavere miljømæssigt fodaftryk, reduceres problemet.

Kan klima-krisen komme til at udvikle sig til et “blame game”, hvor forskere skyder på politikere og virksomheder, og de omvendt også kan kritisere forskere for ikke at være innovative og løsningsorienterede nok?

– For mig at se handler det om, at det er farligt at være for optimistisk på teknologiens og udviklingens vegne. Den tørre sommer sidste år ramte jo landbruget ret hårdt – og dermed blandt andet en del af dén biomasseproduktion som forskere herhjemme har peget på udgør et underudnyttet potentiale for vedvarende energi. Og det viser hvor farlig optimismen er, når den er bundet op på, at klimakrisen kan afhjælpes ved at satse på at trække mere ud af de økosystemer, som også selv rammes af klimaforandringerne, og med teknologi som vi ikke har opfundet endnu.

Tags: