samfund

– Der sker noget helt vildt magisk, når man får de der tre bogstaver

Morten Delauran Terkildsen, der er ph.d., i antropologi tvivlede på sine egne evner. Ph.d.-titlen fik ham til at tro på sig selv

Af - 9. november

– Prøv at hør her! Prøv at stol hundrede procent på at det, du gør, rent faktisk er godt! Der er en grund til, at der er nogen, der har givet dig penge til det her. Det her, det kan du rent faktisk godt løse!

Dét ville forskeren Morten Delauran Terkildsen, der er ph.d i antropologi, gerne have sagt til sit yngre forsker-jeg, hvis han havde haft muligheden for det.

– Hvordan er jeg endt her? Er jeg klog nok? Åh gud, på et eller andet tidspunkt opdager de, at jeg slet ikke kan alt det, de tror, at jeg kan, husker Morten Delauran Terkildsen at han tænkte i sine tidlige forskningsår.

Han forklarer det som en fornemmelse af at være fløjet under radaren.

Siden 2008 har Morten Delauran Terkildsen arbejdet som forsker for Region Midtjylland, hvor han især har beskæftiget sig med klinisk genetik, men også forsket i etniske minoriteters færden i det danske sundhedsvæsen og hvordan vi kan forstå og imødekomme etniske minoriteters sundhedsudfordringer. I dag er han ansat i DEFACTUM i Region Midtjylland, hvor han forsker i cancer genetisk-rådgivning og personlig medicin.

Fra 2013-2018 lavede han sin ph.d.-afhandling i antropologi, der var en komparativ analyse af den kliniske cancer-rådgivning i Danmark og Kina.

I alle faser af sit ph.d. projekt følte han, at han ikke var god nok. Alle hans ph.d.-kolleger havde meget mere styr på deres afhandlinger, end han havde, følte han. De andre havde valgt nogle meget bedre analyseapparater. De havde åbnet op for alle mulige interessante felter, som han ikke havde. De havde set nogle virkelig skarpe ting i deres materiale. Sammenligningen fik ham til at føle, at hans eget projekt faldt helt til jorden.

Et forskningsmiljø er et læringsmiljø og et kollegialt miljø. Men det er også et konkurrencemiljø, og det kan være hårdt forklarer Morten Delauran Terkildsen:

– Når man sidder til sådan en session, hvor man skal præsentere sin forskning og man bliver bombarderet med spørgsmål fra alle ender og kanter, og alle forsøger at forsvare deres egne standpunkter, så får man ikke lagt sine bekymringer, ens udfordringer og alle de steder, hvor man egentlig føler sig utilstrækkelig frem.

Som ung forsker har man et behov for at kunne tale om, hvad der er svært, og følelsen af ikke at kunne slå til, uddyber han. Men fordi ingen deler deres bekymringer, så tror man, at ens medforskere har fuldstændig styr på deres projekter, hvilket resulterer i, at ens egen usikkerhed også projekteres ud i rummet som hardcore selvtillid.

– Så ender man med at fremvise, hvor god man er, og hvor godt man klarer sig, og hvor meget man tænker med sit materiale og præsenterer alle de spændende cases, hvor man i virkeligheden burde problematisere sine cases og lægge det frem, som i virkeligheden er svært, så man kunne drage gavn af hinanden, siger han.

Langt de fleste unge forskere har efter Morten Delauran Terkildsens overbevisning i høj grad på samme måde, som han havde det.

– Men der er selvfølgelig nogle, der går igennem forskningstiden med super selvtillid og  selvværd og tænker, jeg er top of the pop, ikke. Jeg her ikke for at lære, jeg er her for at lære andre noget. Men dét er nok de færreste, siger han.

De tre magiske bogstaver

Da Morten Delauran Terkildsen fik sin ph.d. i 2018 ændrede tankerne sig. Med en ph.d.-titel i rygsækken begyndte han at tro mere på sig selv.

– Der sker noget helt vildt magisk, når man får de der tre bogstaver bag ens titel. Folk klapper ligesom en på skuldrene. Der er en anerkendelse fra systemets side af. Gud, jamen du har en ph.d.!

Der følte Morten Delauran Terkildsen, at han endelig havde bevist noget overfor omverdenen, og derfor også overfor sig selv. Men alligevel forsvinder den lille tvivl på egne evner nok aldrig helt.

– Jeg ved ikke, om man nogensinde kommer af med usikkerheden. Fornemmelsen af at man aldrig bliver helt færdig. Men man bliver bedre til at håndtere den.

Tags: