– Vi er nødt til at bygge et bedre økosystem for forskningsbaseret innovation

Det er forskningen, der skal drive den grønne omstilling.  

Og det er gennem samarbejde mellem forskere, erhvervsliv og myndigheder, at Danmark skal fastholde erhvervslivets grønne førerposition – og ikke mindst nå målet om 70 procent mindre CO2-udledning i 2030.

Det satte regeringen sidste år en tyk streg under i deres nye, grønne forskningsstrategi.  

Læs også: Forpligtende partnerskaber grundlægger grøn succes

Men hvordan skaber vi en stærk fødekæde fra forskning til innovation i erhvervslivet? Det har Jacob Becker-Christensen måske en del af svaret på.

Han er direktør for innovationsplatformen Linx, som er finansieret af blandt andet Højteknologifonden og i en årrække har faciliteret samarbejde mellem forskere og erhvervsliv inden for røntgen- og neutronteknologi.

– Vi har været på en unik erfaringsrejse, som kaster lys over en anderledes måde at hjælpe danske virksomheder på, lyder det fra Linx-direktøren.

Små, men vigtige spadestik

Helt konkret har Linx arbejdet med at gøre samarbejdsprocessen mere smidig via små, løbende og medfinansierede projekter.

– Seks måneder til et projekt mellem en virksomhed og en forskningsinstitution er ikke meget, men det er nok til at lave et lille spadestik og undersøge, om der er noget, der er værd at gå videre med, siger Jacob Becker-Christensen.

Muligheden for at tage små spadestik minimerer virksomhedernes risiko for at tabe profit – eller for at smide penge efter noget, de kunne have skabt profit med andetsteds, som direktøren formulerer det.

Det betyder, at der kan være en masse innovative produkter – også i den grønne ende – som bliver skrinlagt.

– Alternativet er at have et langt projekt med en tidshorisont på to, tre eller måske fem år. Men en del virksomheder er ikke særligt interesserede i at planlægge så langsigtet. Både af økonomiske årsager, men også strategiske. Eller fordi de er usikre på udfaldet, siger Jacob Becker-Christensen.  

Det gælder især, hvis man vil have gang i innovationssamarbejdet mellem SMV’erne og forskerne, mener han:  

– Mindre virksomheder står i høj grad med hånden på kogepladen. De har ikke de store budgetter og mangler ofte en indgang til forskningsmiljøerne. Med de her mindre projekter kan de lettere række ud i nye forretningsområder og afprøve noget, som de ellers ikke ville turde af kaste sig ud i.

Hvorfor er det stadig et problem?

Siden tidligere forskningsminister Helge Sander (V) i begyndelsen af 00’erne gjorde det til sin mission at kommercialisere universiteterne med slagordet ”fra tanke til faktura”, har det været lidt af et mantra fra politisk hold at styrke samarbejdet mellem forskningsmiljøerne og erhvervslivet. 

Men i 2019 lød dommen fra et ekspertpanel nedsat af den forhenværende regering, at Danmark (stadig) ikke til fulde udnyttede potentialet, når det kom til at omsætte ny viden til konkrete, kommercielle resultater.’

Læs også: Innovationsplatforme kan løfte DI-udspil

Og sidste år viste en analyse fra Dansk Erhverv, at en af de fem største barrierer for grønne virksomheders mulighed for at reducere CO2 var at få adgang til forskning.      

– Det er ikke kun i Danmark, vi har det her problem. Det er alle lande i Europa, der står med en her udfordring. Vi har virkelig forskning i verdensklasse, men vi er ikke verdensklasse til at få omsat det til produkter på markedet, siger Marianne Thellersen, Senior Vice President for Innovation and Entrepreneurship på DTU.

Men hvorfor er det stadig, fristes man til at sige, et problem?

– Jeg ville ønske, at jeg havde svaret. Men det har jeg ikke. Og det irriterer mig virkelig. Det er noget alle universiteter arbejder med på højtryk. Og vi er også blevet bedre til det, siger hun og nævner blandt andet DTU’s eget Skylab og The Kitchen på Aarhus Universitet.

Sådanne ”åbne økosystemer” som for eksempel Skylab og The Kitchen skal universiteterne ifølge hende være endnu bedre til at lave. Men der er særligt én ting, der er afgørende i forhold til at få forskningen ud på den anden side af universitetsmurene.  

– Vi er gode til at forske. Hvis vi skal blive bedre til at omdanne mere forskning til innovation, skal vi have nogle andre kompetencer indover i form af en forretningsudvikler. Og der skal lægges ressourcer ind til det fra start.

Danmarks største udviklingsafdeling

Skal man have omsat mere forskning til fakturerbare produkter og innovation i erhvervslivet, handler det altså i høj grad om at forstå virksomhedernes tankegang – og ikke mindst, hvad der afholder dem fra at kaste sig ud i nye forretningsområder eller at producere nye produkter, som potentielt kunne være til gavn for hele samfundet.   

På Aarhus Universitet har de blandt andet arbejdet med at uddelegere midler til, at forskerne kunne modne deres data med flere forsøg i laboratoriet. At lave lidt et spadestik eller to mere, hvis vi skal at bruge Jacob Becker-Christensens analogi.    

– En af de største udfordringer er, at det mange gange er en teknologi, som er på et meget tidligt stadie. Investorerne vil typisk gerne se en større udvikling, før de går ind i et projekt, siger Nis Kjær Weibel, der er Head of Commercialisation & Entrepreneurship på Aarhus Universitet og teamleder på universitetets Technology Transfer Office.

– Det gør en kæmpe forskel i forhold til at få det ud og leve hos investorerne, fortsætter han.

Aarhus Universitet har især haft vind i sejlene inden for life science-sektoren, hvor universitetet har en række succesfulde spin outs, som har tiltrukket milliardinvesteringer, fortæller Nis Kjær Weibel. Den succes vil de gerne brede ud til flere af universitets forskningsområder.   

– Vi skal gøre virksomhederne opmærksomme på, at vi er her, og at de kan komme til os, når de for eksempel mangler ressourcer til at løfte en udviklingsopgave eller ikke har kompetencerne til det selv. Vi er jo i princippet Danmarks største udviklingsafdeling, siger han.   

Det kræver en masse fodarbejde fra universitets side.

– Den helt store udfordring er faktisk kommunikation, siger Nis Kjær Weibel.

Der eksisterer ifølge ham en del fordomme hos virksomhederne om universiteter – og også den anden vej rundt. Derfor er det vigtigt – måske endda det vigtigste, påpeger han – at have en brobygger, der kan tale begge sprog og eksempelvis ved, hvordan man pitcher en ide til et projekt.

– Vi skal generelt set være mere i takt med erhvervslivet og industrien og mere udadvendte. Det er den opgave, vi skal løfte på universiteterne, påpeger han.

Et branding-projekt

Jacob Becker-Christensen fra innovationsplatformen Linx er enig i, at kommunikation er et nøgleord.

Hele målsætningen med Linx har været en kapacitetsopbygning og for at vise nytteværdien af røntgen- og neutronstråling over for virksomhederne.

– Det fungerer i praksis som et kolossalt mikroskop, så man kan se detaljeret ikke bare på ting, men igennem ting uden at man behøver at splitte det ad, som man kigger på, forklarer han.

Læren fra Linx-projektet har været, at det er afgørende at gøre virksomhederne opmærksom på, hvad de kan bruge forskningen til. De skal klædes på til at bruge det ”værktøj”, forskningsmiljøerne kan være, og der skal være nogle rammer, der faciliteter samarbejdet.

– Vi skal i bund og grund brande i vores tilfælde røntgen- og neutronteknologi som noget nyttigt og skabe awareness omkring produktet, siger Jacob Becker-Christensen.  

Fordomme som barriere

Fordomme, som Nis Kjær Weibel fra Aarhus Universitet påpegede, har Jacob Becker-Christensen også oplevet som en barriere.  

– Her har vi faktisk erfaret, at de korte projektforløb har været med til at afdramatisere samarbejderne over for virksomhederne. Her så de, at universiteterne bestemt er i stand til at arbejde effektivt og fokuseret med relativt korte tidshorisonter – der er ikke noget elfenbenstårn.

Det handler ifølge Jacob Becker-Christensen om at få skabt et økosystem, hvor der er en tæt sammenhængskraft mellem universiteterne og virksomhederne. For at det skal kunne lykkes er tillid et nøgleord.

– Virksomhederne skal have opbygget en tillid til, at universiteterne kan levere det, de ønsker. Og så skal de også have opbygget en tillid til processen.

Når jura bliver en hæmsko

Noget af det, der ofte kan komplicere et samarbejde mellem en virksomhed og en forskningsinstitution er alt papirarbejdet: juraen, fortrolighed og rettighederne til eventuelle opfindelser – alt det er med til at besværliggøre et samarbejdsprojekt.        

Derfor har de i Linx udarbejdet templates til projektbeskrivelser og aftaledokumenter, så man hurtigt kan få en samarbejdsaftale på plads og ikke skal bruge for mange ressourcer på det senere i projektet.

Det handler ganske enkelt om at minimere besværet og indsatsen, som virksomhederne skal bruge for at iværksætte et projekt i samarbejde med forskere, så det bliver et velkendt værktøj i værktøjskassen, de kan hive frem.

– Linx har også bevist, at det er nyttigt at have noget derude, som fokuserer på de små TRL-løft (Technology Readiness Level, red.) – at man ikke er nødt til at sandsynliggøre et kolossalt løft og derfor heller ikke et 100 procent afrundet narrativ omkring værdiskabelsen. Små projekter betyder korte tidshorisonter og derfor noget større usikkerhed om, hvad der kan ske på lang sigt, siger Jacob Becker-Christensen og konkluderer:

– Hvis vi skal skabe et bedre økosystem for forskning og innovation, kan vi fra Linx se en stor nytte i, at noget ude i funding-landskabet henvender sig til de her mindre typer af løbende pilotprojekter.