Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Samfund

Videnskab i en krisetid: Vi befinder os midt i “Science in the Making”

To forskere fra RUC fortæller, hvordan vi skal forstå videnskab i en krisetid.

Foto: iStock.

Lige nu befinder verden sig i en krise, ingen af os har prøvet før. Forskeres og eksperters vurdering af, hvordan vi skal forholde os til coronavirussen kan skabe forvirring og usikkerhed hos mange. Flere forskere, herunder den kendte politolog Francis Fukuyama, taler om og problematiserer tilmed, at vi lever i et postfaktuelt samfund, hvor følelser fylder mere end fakta. Men kan man i virkeligheden stille det så skarpt op?

Det mener lektor i Videnskabsstudier på RUC, Søren Riis, ikke.

»Mange lader til at tro, at hvis vi ikke levede i det postfaktuelle samfund, så ville vi alle bare marchere i den samme retning, og det er måske en drøm for mange naturvidenskabsfolk, som måske ikke helt forstår kontingensen og historikken i deres egen disciplin og dermed har misforstået, hvad fakta egentlig er,« siger han og understreger, at fakta er mere kompliceret, end det ofte bliver præsenteret som. Det betyder ikke, at man bare kan opfinde sin egen fakta, så den passer ind i en given kontekst, men at fakta faktisk er en flerdimensioneret og tvetydig størrelse.

»At måle antallet af døde i et land under pandemien lader på den ene side til at udgøre ubetvivlelige fakta. På den anden side så har forskellige lande og regioner forskellige praksis og midler til at foretage en sådan optælling, og de smittede mennesker i forskellige geografier har også ofte haft et meget forskelligt underliggende helbred. Vi skal derfor ikke tage fakta for pålydende, men se, hvordan de er sat sammen, før vi bedre kan forstå og arbejde med dem,« siger Søren Riis og fortæller, at det postfaktuelle samfund sådan set ikke betyder, at der ikke længere findes fakta, for det gør der faktisk over det hele, men at vi i dag bare bør tage fakta med visse forbehold og dermed lære at forstå, hvordan alle disse fakta er blevet til samt hvilke hensyn og interesser, de afspejler.

Det postfaktuelle samfund
Et postfaktuelt samfund er et samfund, hvor følelser har større betydning for de beslutninger, der bliver taget, end fakta har. Begrebet deler vandene mellem forskere. Nogle billiger ikke, at tendensen ser sådan ud, nogle hilser tendensen velkommen, og andre mener, at det blot vidner om, at vi som befolkning er blevet mere oplyst og derfor er i stand til at stille os mere kritiske over for forskning og videnskab.
Kilde: Københavns Biblioteker

Filosof og lektor på Filosofi og Videnskabsstudier på RUC, Esther Oluffa Pedersen, mener dog, at det postfaktuelle samfund ikke bare stormer derudaf.

»Tanken om det postfaktuelle står ret skidt lige nu, for det er åbenlyst, at vi alle sammen stoler utroligt meget på sundhedsvidenskaben, og at vi også retter ind i forhold til sundhedsvidenskabens anbefalinger,« siger hun.

Begge forskere peger på, at denne krise klart viser, hvor svært det egentlig er udelukkende at basere løsningen på krisen på såkaldt fakta, og de forstår til fulde, at folk bliver forvirrede over, hvad man egentlig skal tro på.

»Selv videnskabsfolk er jo ikke enige om, hvordan man skal gribe pandemien an. Bare se på, hvordan man har grebet det an i henholdsvis Sverige, Sydeuropa og Danmark. Der er enkelte karakteristika omkring denne her virus, som virologer er enige om, men hvilke konsekvenser man skal drage heraf, og hvad det egentlig kommer til at betyde for os borgere, er der jo kæmpestor uenighed om, og politik og sundhedsvidenskab bliver naturligvis blandet sammen,« siger Søren Riis og påpeger også, at ingen forventer, at nogen overhovedet ved eller forstår til fulde, hvilke konsekvenser coronavirussen vil have. Vi lærer nemlig, mens vi lever i det, mener han.

Det mener Esther Oluffa Pedersen også, og hun understreger, at der netop ikke er et entydigt svar på, hvordan krisen skal håndteres:

»Det er en krise, der er kendetegnet ved, at der er en stor epistemisk mangel, og det er den, man er ved at fylde ud nu samtidig med, at man prøver at gøre det, der er bedst. Henover Europa har nogle uheldige tilfældigheder været med til at afgøre, hvordan landene blev ramt. For eksempel afholdelse af fodboldkampe og karnevaller i starten af året.«

Vi befinder os midt i Science in the Making
Graden af kompleksitet under corona-pandemien er meget ekstrem, påpeger Søren Riis, og derfor mener han, at vi bør acceptere, at vi i øjeblikket befinder os i en situation, hvor videnskab og fakta ikke er så entydig, som vi godt kunne tænke os.

»Lige nu ser vi jo faktisk Science in the Making. Ofte, når vi stifter bekendtskab med for eksempel naturvidenskab, er det efter, at fakta er blevet finpoleret og præsenteret i en lærebog. Og nu er vi simpelthen bare vidne til mange af de uenigheder, der findes inden for videnskaben, hvad forskellige videnskabsfolk deklarerer som fakta, og hvordan disse fakta bliver præsenteret. Den diskussion for åbent tæppe er vi bare ikke helt vant til at være en del af,« siger han.

Fakta bør altså kunne diskuteres offentligt og ikke bare være noget, der ukritisk bliver fremlagt og vedtaget som sandhed, påpeger Søren Riis. Det er nemlig sådan et samfund, vi i fremtiden også vil leve i.

Men hvad så med alle de konspirationsteorier og den pseudovidenskab, der risikerer at få fremmarch i sådan en krise?

Esther Oluffa Pedersen mener ikke, at den udvikling ser ud til at være meget udbredt. Hun ser lige nu, at de fleste spekulerer i, hvordan vi samfundsmæssigt skal håndtere virusudbruddet, men egentlig ikke, hvorvidt virussen er farlig, eller hvordan den har spredt sig.

»Det er ofte epistemisk mangel, som puster liv i konspirationsteorier. Her synes jeg, at man fra videnskabens side har forsøgt at modarbejde konspirationsteoriernes grobund – for eksempel har medicinere eftervist, at den nye coronavirus ikke er en kunstigt skabt virus, som nogle konspirationsteorier har villet vide. Jeg synes samtidig, at medierne har været gode til at fremlægge den viden,« siger hun og understreger samtidig, at situationen med at udvikle ny viden hele tiden er til stede inden for medicinsk forskning, fordi der hele tiden skal brydes grænser for, hvad vi kan behandle samtidig med, at vi bliver udsat for ny virus og sygdomme, vi skal lære at kende.

»SARS, MERS, svineinfluenza og ebola er lignende sygdomme, men har bare ikke haft så stor betydning for os heroppe, fordi det ikke har ramt netop os. Der er mange skrækhistorier om ebola, og man vidste heller ikke dengang, hvad man skulle gøre ved det. Men det har bare ikke spillet nogen stor rolle for os i Europa.«

»Det helt vilde ved denne her coronakrise er jo, at det er en pandemi, der virkelig har ramt internationalt. Og så er det klart, at denne her Science in the Making bliver mere presserende for os, fordi sygdommen har betydning for os,« siger Esther Oluffa Pedersen.

Farligt, hvis vi ikke bevarer vores kritiske sans
Ifølge Esther Oluffa Pedersen er det gået op for befolkningen, hvor alvorlig denne her virus er. Det er ofte først noget, der går op for befolkninger, når det rammer dem selv. Under SARS og MERS, der primært ramte asiatiske lande, havde man i Europa slet ikke den samme agtpågivenhed over for de typer coronavirus.

»På den anden side synes jeg også, at det er meget farligt, hvis vi går helt i den anden grøft og siger, at vi grundet situationens alvor alle sammen skal tie stille og kun lytte til eksperterne. Det fører os hen til en stærkt elitær måde at se samfundet på. Det er vigtigt, at alle har lov til at ytre sig, og at vores holdninger brydes,« siger hun og fortsætter:

»Vi kan se i Danmark, at der har været forskellige sundhedsvidenskabelige holdninger, og jeg synes det er fint, at de bliver ytret. Det er vigtigt at blive præsenteret for forskellige perspektiver og tage stilling til disse.«

Søren Riis understreger også vigtigheden af at lytte til de enkelte borgeres oplevelser under en epidemi, når vi har at gøre med en virus, som ingen rigtig kender. Det er nemlig ikke klart fra starten af, hvad der er konspirationsteoretisk, og hvad der godt kan være en snert af sandhed i. Meget af det, der bliver meldt ud i forbindelse med coronavirussen, befinder sig stadigvæk i en gråzone af videnskab, politik og medielogik, påpeger han.

»Vi kan ofte ikke med det samme sige, at noget er en klar konspirationsteori. Vi kan dog stille krav til, at teorier underbygges af observationer og argumenter, og jeg vil derfor for eksempel betragte det som en konspirationsteori at påstå, at Kina bevidst har fået spredt denne her virus. Men at Kina for eksempel skulle kunne drage fordel af, at en pandemi rammer Vesten, og at vores aktiemarkeder bryder sammen, er for mig at se en anden sag,« siger Søren Riis.

Det bliver et politisk spørgsmål
Det, som denne pandemi har taget med sig, er også, ifølge de to videnskabsteoretikere, at løsningen på den er tværvidenskabelig. Og derfor vil det skabe sammenstød mellem forskellige menneskers ekspertise inden for et afgrænset område, fordi en virolog jo kan sige noget om, hvordan coronavirussen spreder sig, men ikke ret meget om, hvordan man skal styre et land i en krisetid samt hvilke økonomiske konsekvenser, det vil have at lukke et samfund ned.

»Kritikere af tiltag under pandemien har flere gange ment, at nogle ting bliver gjort på et forkert grundlag, men det kan så også skyldes, at forskellige hensyn skal afvejes, og det skal jo frem på bordet, så befolkningen har mulighed for at blive oplyst,« siger Søren Riis.

Det er netop derfor, at det ifølge Esther Oluffa Pedersen er vigtigt, at man som borger ikke bare overgiver sig hovedløst til videnskaben.

»Der er hele tiden en afvejning af, hvad den bedste epidemiologiske strategi er, og hvad de socioøkonomiske konsekvenser af den strategi er. Det er en politisk afvejning, som vi alle sammen skal være med til at tænke over, for at det kan fungere,« siger hun.

Det handler altså også om, hvad vi alle sammen er villige til at ofre for at så få som muligt dør, og vores sygehusvæsen ikke bliver overbelastet; for de tiltag, der er indført, har stor betydning for vores liv og vores rettigheder som individer i et demokratisk samfund.

»Grunden til, at det er så vigtigt, at vi alle sammen er i dialog om det, er, at det er en krise, som vi aldrig har set før. Vi aner ikke, hvad vi kommer ud til bagefter. Hvis vi ikke bredt tager stilling til den pris, vi er villige at betale for det her, så har vi overladt magten til en lille elite,« siger Esther Oluffa Pedersen.

Epistemisk
Epistemisk betyder egentlig videnskabelig og refererer til det »der ud fra velbegrundet viden må regnes for rigtigt.«

Kilde: Denstoredanske.dk 

Forsiden lige nu:

Ida Willig bliver dekan for Humaniora på RUC

Professor i journalistik Ida Willig bliver dekan på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet. Hun har mangeårig erfaring med at skabe gode forskningsmiljøer og brænder for de store dagsordener.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.