Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning

Københavns Universitet

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet søger en institutleder til Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) med forventet tiltrædelse den 1. maj 2023 eller snarest derefter.

Instituttet samler unik viden og forskning inden for områder, der spænder fra vulkaner til cellevægge og fra økosystem til globale udfordringer. Instituttet, der er blandt de største og fagligt mest diverse institutter på Københavns Universitet, rummer en stærk kombination af grundforskning og anvendt forskning, der understøtter en alsidig portefølje af uddannelser.
Gennem grundforskning, anvendt forskning, uddannelsesaktivitet og myndighedsbetjening inden for geologi, geografi, skov, natur og biomasse samt landskabsarkitektur og planlægning skaber instituttet ny viden, uddanner kandidater og professionelle. I tillæg, rådgiver instituttet myndigheder bl.a. med henblik på at løse de store nuværende udfordringer, som klimaforandringer og øget pres på naturressourcerne skaber.

Institutlederens profil
Vi søger en institutleder, der med sine erfaringer og visioner for instituttet kan nikke genkendende til en række af nedenstående træk:

Strategisk: Har klart blik for de fremtidige muligheder og udfordringer for instituttets forskning og uddannelser. Er i stand til at inspirere og engagere en mangfoldig gruppe medarbejdere i udviklingen af instituttets vision, afstemt med universitetets og fakultetets strategiske prioriteringer, og at formulere konkrete mål og udvikle implementeringsstrategier, der understøtter visionen. Har en visionær, samarbejdende og strategisk tilgang til at fremme og styrke instituttets profil.

Administrativ og ledelsesmæssig erfaring: Er interesseret i ledelse og organisation og har solid erfaring som leder for og i en forskningsinstitution med høj kompleksitet. Kan dokumentere gode ledelsesresultater, og kan med sit ledelsesmæssige håndværk lede og føre tilsyn med en bred vifte af aktiviteter inden for bl.a. forskning, uddannelse, planlægning, HR, infrastruktur, kompetenceudvikling og eksternt engagement.

Økonomi- og ressourcestyring: Har god sans for og erfaring inden for økonomi og budgetstyring i en mangeartet og kompleks organisation.

Akademiske erfaringer: Er en erfaren og internationalt anerkendt forsker på minimum lektorniveau inden for et af instituttets fagområder. 

Bredde i faglige interesser og viden: Interesserer sig for og engagerer sig i bredden af instituttets faglige områder. Er en lyttende person, der ved samarbejde og motivation kan sikre de bedste muligheder for udvikling af instituttets brede vifte af uddannelser og forskning. Har lyst og vilje til at opnå indsigt i instituttets forskningsområder og udvise respekt for andres fagligheder.

Samarbejdende leder: der har demonstreret sin evne til at udføre tillidsskabende, entusiastisk, empatisk og transparent ledelse i en kompleks og mangfoldig organisation, der spænder bredt fagligt. En leder der mestrer at forme beslutninger gennem samarbejde og konsensus, men når det er nødvendigt træffer beslutninger uden konsensus og kan forklare sine valg.  Har interesse for at samarbejde med ledere på tværs af universitetet, i andre discipliner, i forfølgelsen af instituttets, fakultetets og universitetets mål. 

Engagement i faglig og forskningsmæssig excellence: Høj faglighed og engagement i at fremme den akademiske excellence i forskning indenfor instituttets mange fagfelter gennem rekruttering og talentudvikling samt budgetmæssige beslutninger.

Engagement i efterspurgte uddannelser med højt fagligt niveau: Høj faglighed og engagement i at fremme attraktive uddannelser, der uddanner efterspurgte kandidater. Er en erfaren underviser, der har bidraget til udvikling af universitetsuddannelser og har kendskab til og erfaring med at navigere i det uddannelsespolitiske system. Kan redegøre for gode erfaringer med at fremme kulturer, hvor excellence inden for uddannelse og læringsmiljøer værdsættes og belønnes, og for gode erfaringer med at inddrage og engagere studerende i udviklingen af læringsmiljøer der uddanner til samfundets behov. 

Diversitet og inklusion: Sætter værdier som mangfoldighed, internationalt udsyn og respekt for det enkelte menneskes unikke bidrag højt – og har erfaring med at fremme disse værdier. Har fokus på ligestillings- og diversitetsspørgsmål i forhold til ansættelser og forfremmelser af videnskabeligt og administrativt personale.

Formidlingsevner: Har stærke formidlingsevner – kan lytte aktivt og kommunikere effektivt til individer og grupper. Inspirerer og danner rammer, som får andre til at bringe deres bedste idéer og visioner i spil. 

Eksterne relationer og fundraising: Har opnået gode resultater med tiltrækning af eksterne midler og med at tegne instituttet over for myndigheder, bevillingsgivere, erhvervsliv og andre eksterne interessentgrupper. Har fokus på at understøtte talenter og engagerede forskere så de kan spille en aktiv rolle i fundraising fra eksterne kilder.

Sprogkompetencer: Behersker engelsk og dansk/skandinavisk på højt niveau.

Til stillingen er udarbejdet en uddybende job- og personprofil, hvor du kan læse mere om organisationen, opgaverne og rekrutteringsprocessen.

Du kan fortroligt henvende dig til dekan Katrine Krogh Andersen, tlf. 35 33 20 10, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Ansættelsesvilkår: Ansættelsen som institutleder sker som udgangspunkt på åremål med en ansættelsesperiode på fem år med mulighed for forlængelse i op til tre år. Ansættelsen sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten mellem Skatteministeriet og AC samt protokollat til overenskomst for akademikere i staten om institutledere og dekaner ved universiteterne.

For eksterne ansøgere kan der stilles krav om faglig bedømmelse efter universiteternes ansæt-telsesbekendtgørelse. Omfanget af eventuelle forsknings- og undervisningsaktiviteter forhandles og aftales med dekanen.

Ansøgning: Ansøgning uploades via KUs jobportal senest 12. februar 2023. Klik på “Søg stillingen” nederst i opslaget på KUs jobportal.

Ansøgningen skal indeholde dit CV og en redegørelse (max. tre sider) for din vision for instituttet, herunder vigtige elementer i en forsknings- og uddannelsesstrategi, ledelsesopgavens varetagelse og organisering af instituttet.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen uanset personlig baggrund.

“Søg stillingen”