Kan CSR-aktiviteter tage overhånd? Ja, mener Esther Dora Rado. Hun er iværksætter, bestyrelsesmedlem og debattør hos Berlingske og har mere end 15 års erfaring inden for branding og virksomhedsstrategi og fokuserer på etik og ledelse.
Hvornår mener du, at CSR-projekter tager overhånd?
– Der er tre tegn på, at CSR tager overhånd. Den første sladderhank er, når CSR bliver forceret. Noget alle har lidt berøringsangst over for og ikke rigtig gider, men som bare skal gøres. Når CSR-mødet skal holdes og ingen rigtig ser frem til det, hverken medarbejdere eller ledelsen.
– Det andet tegn er, at CSR-projektet skal opfindes. Helt ud af den blå luft. Altså at der ikke er noget forudgående i virksomheden, som gør et projekt givent. Et formål, som konstant er “top of mind”. Det tredje tegn på, at CSR er løbet af sporet er, at CSR-projektet intet har med virksomheden at gøre. Eller måske endda står direkte i kontrast til, hvad den står for. Det kan have en negativ effekt. Sundheds- og vægttabsprogrammer fra McDonalds ville jo lyde mærkeligt. Men kontroversielle tiltag som disse findes og lever i stor stil.
Hvad kan man som CSR-afdeling evt. som ledelse gøre for at undgå at ride med på en CSR-bølge, der måske har taget overhånd?
– Man bør i ledelserne rundt omkring tage sig en etisk overvejelse i forbindelse med CSR. Der er en hårfin grænse imellem at lave nogle aktiviteter for en god sag og at gøre det for selvpromovering, eller fordi andre i ens branche gør det. Selvpromovering må gerne være et element i det, man gør, men spørg jer selv, om der er en anden måde, I kan gøre noget på, hvis I lugter et af de tre tegn, jeg har beskrevet.
– Spørg jer selv, om I skal gøre noget nu, eller om I kan vente og give mere senere. Lad være, hvis I ikke føler for ideerne. Hvis I ønsker lidt point på popularitetskontoen i forbindelse med CSR, så hav in mente, at projektet, som minimum, skal være relaterbart for jer, og at det ikke må være overfladisk. Det skal være forbundet til jeres virksomhed og til jeres værdier.
Lige nu er det nok fair at sige, at verdensmålene er en af de store bølger, mange virksomheder rider med på. En kritisk artikel i Harvard Business Review om globale virksomheder peger på, at kun få selskaber gør en reel indsats for dem. Er du enig i, at verdensmålene er i farezonen for at blive brugt som marketingstunt?
– For tiden er det helt sikkert verdensmålene, som bruges som marketingstunt af virksomhederne. Alle har hørt om dem, og det er meget nemt og hurtigt at sige, at man er med på den agenda. Det er meget sværere at omsætte det til reel handlen. Der er nogle store virksomheder, som gør noget. Men det er jo super omfattende. Hvordan skal en mellemstor virksomhed vide, hvordan de skal bidrage til målene?
Hvornår skal man helt afholde sig fra en CSR-aktivitet?
– Jeg synes, man skal lade være, hvis det ikke kommer indefra. Så er det bedre anonymt at give penge til velgørenhed. Men hvis man har noget på hjerte og brænder for en sag, som er forenelig med virksomhedens strategi, så skal man da bare gøre det. Men hader halvdelen af ledelsen eller medarbejderne projektet eller initiativerne, så gælder det om at stoppe, inden det ender galt.
