I år er det 40 år siden, at den første anerkendte rapport om de globale klimaforandringer, som følge af CO2-udledninger blev offentliggjort.
Det blev til rapporten ”Carbon Dioxide and Climate: A Scientific Assessment”.
Forskernes resultater har siden vist sig at være en næsten nøjagtig forudsigelse af både vores nutid og fremtid med temperaturstigninger og klimaudfordringer.
Men rapporten fik ikke meget offentlig eller politisk opmærksomhed, da den så dagens lys tilbage i 1979. Og først langt senere, måske først for alvor i det seneste års tid, er klimadebatten for alvor rykket ind på den offentlige dagsorden.
Årsagerne til det kan være mange. Men hvad mener klimaforskere selv? Og har de et større ansvar for at kæmpe for at blive hørt, når det kan have globale negative konsekvenser ikke at gøre det?
Der er nogle store huller i den offentlige debat om klimaforandringer
Vi spørger tre førende klimaforskere.
– Jeg mener bestemt, at vi har et ansvar. En del af forskningen er også, at det skal ud over rampen, så det kan være med til at påvirke vores samfund og de forandringer, vi står overfor.
Det mener professor i klimaforandringer og glaciologi samt administrerende direktør for Nansen Center Bergen, Sebastian H. Mernild.
Og det er Jens Friis Lund, forsker i forvaltning af verdens naturressourcer ved Københavns Universitet, enig i.
– Jeg mener personligt, at man som forsker har en særlig viden og dermed et særligt ansvar for at sætte den viden i spil. Det var også derfor, at jeg var initiativtager til forskeropråbet i Danmark. Der er nogle store huller i den offentlige debat om klimaforandringer, siger han.
Det er professor i klima og økonomi ved Danmarks Tekniske Universitet Kirsten Halsnæs dog ikke helt enig i. Og særligt ikke i præmissen om, at forskere bliver aktivistiske.
– Jeg ved ikke, om forskere har et specielt ansvar. Det spørgsmål kan man jo også sige om læger i forhold til at få folk til at stoppe med at ryge. Men jeg synes generelt, det er en god videnskabsetik, at man lader være med at politisere, siger Kirsten Halsnæs.
I hvid kittel på barrikaderne for klimaet
Foruden sit arbejde som professor har Kirsten Halsnæs også været forfatter til flere kapitler igennem tiden på FN’s klimarapporter.
Her skriver hun om de økonomiske konsekvenser, som klimaforandringerne kan have, og generelt mener hun, at man som forsker skal holde sig til at forklare, hvad der sker – ikke, hvad vi bør gøre.
– Jeg synes, at det er meget forkert at politisere. Det, man gør, er at iklæde sig sin hvide kittel, og så taler man udover det, man har belæg for. Det er der mange problemer i, siger Kirsten Halsnæs.
Men Jens Friis Lund mener ikke, at det hænger sådan sammen. Han er nemlig både forsker og klimaaktivist.
Danskere betaler vores løn for, at vi skal være særligt vidende
Og som forsker bliver du også en form for rollemodel, og når du råber politikere op, handler det stadig om formidling og ikke mening, mener han.
– Danskere betaler vores løn for, at vi skal være særligt vidende og måske særligt beredte. Som læge har man også et særligt ansvar, når man rådgiver folk, siger Jens Friis Lund og fortsætter:
– Hvis vi som forskere sidder med den objektive stemme og siger, at den er gal, men så flyver til Bali til konferencer og trækker os ind i laboratoriet igen, så er det måske sværere for politikere at forstå, hvor alvorligt det er, siger han.
Sebastian Mernild er også forfatter på FN’s sjette klimarapport, og for ham er det den bedste måde, han kan påtage sig sit ansvar som forsker.
Men han har intet imod, når forskere bliver aktivistiske – så længe det har rødder i videnskaben.
– Man skal finde ud af, hvordan man gør størst gavn. Nogle vælger at gå på barrikaderne, og andre vælger noget andet. Jeg mener, at det er her (i FN’s Klimapanel, red.), at min stemme kan være mest afgørende, siger Sebastian Mernild.
Måske kunne debatten have været anderledes
Selvom mange rapporter er kommet til siden Carbon Dioxide and Climate: A Scientific Assessment, er klimaforandringerne et emne, der først har accelereret langt senere i den offentlige debat.
Klimaforandringerne er også et socialt, politisk og økonomisk problem
Og der er lidt uenighed blandt forskerne om, hvorvidt man kunne have gjort mere.
– Jeg mener, at vi gør rigeligt i dag. Man kan selvfølgelig altid diskutere, om selve processen har været god nok hertil. Om den offentlige debat har været god, eller om man har trådt vande i relation til at få befolkningen med, siger Sebastian Mernild og uddyber:
– En ting er det videnskabelige rum, men når først det lægges ud i det offentlige, skal man tage højde for andre ting. Folk har en holdning til tingene, og det tager længere tid at få fortalt, hvordan det hele forholder sig og hænger sammen, siger han.
Jens Friis Lund mener, at man måske har haft et for naturvidenskabeligt fokus i den offentlige debat, som har været svært for befolkningen at forholde sig til.
Og så er man kommet alt for sent i gang med at snakke om, hvad vi skal gøre, mener han.
– Klimaforandringerne er også et socialt, politisk og økonomisk problem. Og vi er kommet meget sent i gang med snakken om, hvad der egentlig driver emissionerne, og hvad vi kan gøre for at bremse dem, mens der har været meget fokus på, at emissionerne stiger, siger Jens Friis Lund.
Her mener Kirsten Halsnæs, at der har været rigeligt fokus på klimaforandringerne igennem tiden – både med COP15 og det arbejde, der foretages i FN’s Klimapanel.
Klimaforandringerne er et økonomisk problem og et spørgsmål om bæredygtig udvikling
Men at fokus i offentligheden nogle gange har ligget de forkerte steder.
– Tidligere tænkte man meget på klima som miljøproblem, hvor man hele tiden henviste til den meget populære rapport om vores ozonlag. Men det er en fejlkurs. For klimaforandringerne er et økonomisk problem og et spørgsmål om bæredygtig udvikling, siger hun.
Men selvom forskerne er uenige på nogle områder, er svaret klart til spørgsmålet om, hvad der skal fokuseres på i fremtiden:
Endnu mere kommunikation og formidling.
