– Man skal gøre sig formålet klart og være sikker på, at man ikke gør det blot af en imagemæssig årsag, hvor det ligner, at man gør en klimaindsat, men reelt ikke bekymrer sig om kvaliteten af den.
Sådan lyder både opfordringen og advarslen fra John Nordbo, klimarådgiver i NGO’en CARE, som for nylig delte sine tip til, hvordan man som virksomhed klimakompenserer uden at få ørerne i maskinen.
Klimakompensation kan blandt andet ske ved køb af kreditter fra CO2-reducerende projekter i udlandet. De anvendes typisk af virksomheder, som med de eksisterende teknologier er nået grænsen for, hvor stor en andel af deres energi, som kan være grøn. Derfor vælger nogle at kompensere for den sorte energi med køb af klimakreditter.
Men den model er langt fra uproblematisk, som Politiken har afdækket i serien klimabedraget‘. Flere af programmerne, selvom de er godkendt af FN, viste sig nemlig at være svindel, ifølge Politiken.
– Der er er så mange af de klikmakreditter som er til salg i dag, som er af tvivlsom karakter. Så hvis man benytter den løsning for at lave en hurtig og nem klimaindsats, har man misforstået noget, siger John Nordbo.
Det er hans første råd til, hvordan man skal gribe klimakompensation an. Her kommer de øvrige fire, som også blev også præsenteret ved et arrangement om emnet i Dansk Initiativ for Etisk Handel.
Minimer klimabelastning først
– Først og fremmest skal man få styr på sin egen klimapåvirkning, og gøre alt hvad man kan for at minimere den på sin egen hjemmebane i forhold til, hvad man har kontrol over selv, siger John Nordbo.
Det gælder alt fra virksomhedens energiforbrug, transporten man anvender til møder eller firmabilerne, men det gælder også indsatser tilbage i værdikæden og udledningerne der, tilføjer John Nordbo.
Skab selv klimaindsatser
Frem for at læne sig op ad mere eller mindre tvivlsomme selskaber, som har klimaprojekter i fjerne lande, hvor man ikke har sikkerhed for den reelle effekt, foreslår John Nordbo, at man skaber sine egne klimaløsninger.
– Det kræver, at man har en organisation af en hvis størrelse, erkender John Nordbo og tilføjer:
– Men det kræver også, at man er villig til at gøre en større indsats i forhold til sit klimaarbejde end at sætte andre til at lave det for en. Det kan være, at man opfører vindmøller eller planter skov. Selvfølgelig er det lidt det samme som klimakreditter, men ideen er, at man selv er en aktiv deltager i de projekter og sikrer, at tiltagene virker og gør en forskel. Hvis eventuelt andre partnere ikke har samme hensigter som en selv, skal man være klar til at trække sig ud.
Klimakompenser
Først når man har gjort alt, hvad man kan, for at nedbringe virksomhedens CO2-udledning og undersøgt muligheden for selv at skabe klimaindsatser, mener John Nordbo, at man skal se på klimakompensation. Og så handler det om at nærlæse kontrakterne.
– Man skal være obs på, at det er en jungle af både gode og dårlige klimaprojeker. Men som tommelfingerregel er der en stærk sammenhæng mellem pris og kvalitet. Så finder man nogle, som lover klimakompensation for en meget lav pris, er der nok ikke den store effekt i det.
En af de andre ting, man skal være opmærksom på er, om projektet er additionelt. Det vil sige, om de CO2-reduktion, man køber sig til reelt ville være sket alligevel og dermed ikke bidrager med ny, grøn energi.
– Hvis et projekt allerede er i gang, når man går ind i det, er det en indikation af, at der ikke er additionalitet i det, fordi grundlaget for den aktivitet er der i forvejen uafhængigt af ens støtte, siger John Nordbo.
Er projektet derimod kun i startfase og kan først udbygges med yderligere ressourcer, så gør det en forskel, at man støtter det, tilføjer han.
– Men det er rigtig vigtigt, hvis man vil gøre en forskel, at man tænker i at kontrollere, at projektet ikke er noget, der ville foregå i forvejen. Hvis de mellemhandlere eller andre man forhandler med ikke kan dokumentere det, så kan man lige så godt droppe projektet.
Tror du selv på det?
Dokumentationen skal nemlig selvsagt være på plads, understreger John Nordbo.
– Hvis man sætter penge i et skovprojekt, skal man sikre sig dokumentation for, at den står i en pæn årrække, så der er en reel klimagevinst ved det. Gælder det skovområder, der ligger langt væk og ikke er beskyttet af de samme love som i Vesteuropa, skal man være ekstra opmærksom, siger John Nordbo.
Omvendt skal man ikke lade sig forblænde af officielt udseende papirer.
– Man skal ikke forlade sig på, at noget ser fint ud i forhold til stempler og standarder. Man bliver nødt til at gå ind i kernen af, hvad man vil støtte, og hvordan det konkret bliver gjort i et projekt. Det kan være svært at afgøre, men hvis du selv forstår projektet og tror på det, er det en start, siger John Nordbo, som håber på, at der kommer en løsning fra EU eller FN, som regulerer markedet for, hvad firmaer og mellemmænd må love i forhold til klimakompensation.
Betal for skaderne
Hjælp til de mest udsatte er en alternativ tilgang til at kompensere for den forurening, som ens virksomheder bidrager til, mener John Nordbo.
– Det kan være at hjælpe de mennesker, som kommer i nød på grund af tørke, orkaner, oversvømmelser eller lignende. For vi må jo desværre erkende, at sådan ser verden i stigende grad ud. Det mærker vi også som danskere. Men nogle ude i verden har meget færre ressourcer at stå imod, når klimakatastrofen rammer, siger John Nordbo.
Han opfordrer desuden til, at man har et øje for, om der er andre “verdensmåls-kvaliteteter” ved de projekter, man går ind i. Bidrager de til naturbeskyttelse generelt, eller fremmer de kvinders rettigheder, så er det et ekstra plus ved dem.
