Budskaber om 100 procent bionedbrydelige rengøringsmidler og at ESG er det nye CSR om et år, optager prominente annonceplaceringer i blandt andet Dagbladet Børsen.
Men er der tale om enlige svaler eller om en stigende annoncetendens?
– Hvis du spørger mig, om vi har konkrete tal for, hvorvidt annoncering med fokus på bæredygtighed eller purpose er i vækst, er svaret nej. Men hvis du spørger om, hvad jeg observerer, ser jeg en klar tendens til, at der er et stigende fokus på virksomhedernes grønne ambitioner i deres markedsføring, siger Holger Wilcks, adm. direktør for Dansk Annoncørforening og tilføjer:
– Det er tydeligvis blevet et konkurrenceparameter for virksomhederne, og det afspejler sig også i deres markedsføring.
Annonceinduet lukker i om nogle år
Men vinduet til at markedsføre sig som bæredygtig bliver ikke ved at være åbent, mener Holger Wilcks.
– Mit gæt er, at det om fem år er en hygiejnefaktor for en virksomhed at være bæredygtig og ikke længere noget, man kan få point for at markedsføre sig på. Så det giver god mening at komme ud med sine budskaber nu og tiltrække kunder.
Når kunderne vil noget nyt, så vil virksomhederne det også
Ifølge Holger Wilcks er markedsføringstendensen primært drevet af forbrugerinteressen for bæredygtighed.
– For mange virksomheder handler det jo om at have et why, man også kan kommercialisere, så man går på arbejde for andet end at skabe profit. Men den vigtigte årsag til, at vi ser flere annoncer med fokus på bæredygtighed er det forbrugerskifte, vi ser. For når kunderne vil noget nyt, så vil virksomhederne det også.
Markedsføringstendensen er dog ikke helt ny, set med Holger Wilcks øjne.
– En virksomhed som Coop har i hvert fald i mange år været i front på det punkt. Derudover er der selvfølgelig kommet en underskov af virksomheder, som har udviklet nye bæredygtige løsninger for ikke at tale om de virksomheder, som omstiller sig til de nye markedsvilkår.
Annoncør: Det handler om omdømme snarere end salg
En af de virksomheder, der i øjeblikket slår på tromme for et bæredygtighedsinitiativ, er Forenede Service, der er landets næststørste rengøringsvirksomhed efter ISS.
– Vores annoncer om overgangen til plantebaserede og bionedbrydelige rengøringsmidler, som har været bragt på det seneste i et større landsdækkende dagblad, er ikke tænkt og produceret med direkte salg for øje, siger kvalitets- og miljøchef Nils Bjørn Larsen i en skriftlig kommentar og tilføjer:
– Vi gør os således ikke forventninger om, at telefonerne gløder med nye potentielle kunder dagen efter, at der har været bragt en af vores annoncer. Sigtet med annoncerne er snarere omdømmebearbejdende. Vi ønsker at formidle til omverdenen, at Forenede Service tager vores samfundsansvar alvorligt og yder vores bidrag til at skabe en mere bæredygtig klode.
Udskiftningen af potentielt sundheds- og miljøskadeligt rengøringskemi til fordel for bionedbrydelige rengøringsmidler er led i en “længerevarende grøn rejse mod en mere bæredygtig virksomhed”, fortæller Nils Bjørn Larsen. Den har involveret flere andre miljøtiltag i de senere år ligesom flere er på vej.
Nye seminarer skal hindre greenwashing
Hos Dansk Annoncørforening holder man øje med de mange nye virksomheder, som laver bæredygtighedsannoncering og har også lavet nye tilbud til dem, fortæller Holger Wilcks.
– Vi holder helt klart øje med greenwashing. Det skader hele branchen hvis virksomheder ikke lever op til de grønne standarder, de hævder at have. Når det er sagt, er vores medlemmer jo store, velrenommerede virksomheder, hvor det typisk ikke er et issue. Men selvfølgelig kan man komme galt afsted med at hævde noget, man ikke reelt kan stå inde for. Derfor gennemfører vi i efteråret seminarer om greenwashing, som har et juridiske fokus på, hvad man må- og ikke må markedsføre sig på i forhold til bæredygtighed. Vi er også i løbende dialog med Forbrugerombudsmanden om emnet, siger Holger Wilcks og tilføjer:
– Det er vigtigt at sige, at markedsføringen er den mindste del af det, når det kommer til bæredygtighed. Der hvor den skal slå igennem er jo i alt fra produktion til indkøb og strategi. Men grundlæggende er det en sund udvikling, at virksomhederne i stigende grad fortæller om deres bæredygtige tiltag.
International reklameprisuddeling hylder bidrag til Verdensmålene
Internationalt slår tendensen om bæredygtig annoncering også igennem. Siden 2018 har reklameprisuddelingen, Cannes Lions, der finder sted netop nu, tilføjet priskategorien ‘Sustainable Development Goals Lions’.
To danske kampagner var torsdag shortlistet til at vinde prisen. Det gælder Mensch og Sansirs ”Closed for Maintenance”-kampagne for Visit Faroe Islands – og Carlsbergs opfindelse ”Snap Pack”, en ny og bæredygtig løsning til at binde 6-packs sammen uden plastik, ifølge Markedsforing.dk.
I spidsen for juryen står David Droga, som er stifter og kreativ bestyrelsesformand for Droga5, der er en del af Accenture Interactive. Han udtaler, at prisen i bæredygtighedskategorien er den vigtigste i hans øjne.
“Det behøver ingen forklaring. Bare se på kategorierne og betydningen af deres områder: People, Planet, Prosperity, Peace and Partnerships. Vi bruger problemløsning og vores kreative evner til at skabe en positiv effekt på verden på disse områder. Det er den slags, der flytter os fremad som industri og, vigtigere endnu, som civilisation.”
Forsiden lige nu:

49 skæve forskningsideer får økonomisk støtte af fond
Villum Fonden Experiment-program har uddelt bevillinger til i alt 49 skæve forskningsprojekter for en samlet værdi af 97 millioner kroner.

Lundbeckfonden giver millioner til forsker: Vil finde kuren på hidtil uhelbredelig sygdom
RNA-forsker Ulf Andersson Vang Ørom har gjort en banebrydende opdagelse i mus i jagten på en kur til Huntingtons sygdom. Nu fortsætter arbejdet i menneskehjernevæv.

Sådan tiltrækker du forskningskonferencer
De færreste forskere ved, hvordan man tiltrækker konferencer, selvom de betyder meget for både værtsforskerens karriere og universiteters evne til at hente udenlandske topforskere.
Seneste artikler:

Robothænder med følelser
Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu.

Jens Lundgren: – Jeg var lægestuderende, havde kludder i mit privatliv og ønskede at tage orlov. Så fik jeg en øjenåbner
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Midt i en periode med kludder i privatlivet blev Jens Lundgren inviteret til det føderale forskningsinstitut NIH i USA. Det blev en øjenåbner for ham.

Mathias Poulsen: – Mine spørgsmål trængte sig på: Bidrager legen til samfundets demokratiske samtaler?
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Mathias Poulsen startede en international legefestival, som udviklede sig til et levende, legende fællesskab. Derfra mærkede han en længsel efter at stille store spørgsmål.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
