Asbjørn Riis-Søndergaard er foredragsholder, debattør og rådgiver. Han er uddannet i Filosofi og Historie fra Roskilde Universitet og har arbejdet med kommunikation, Verdensmål og bæredygtighed siden 2010. Tidligere har han arbejdet som kommunikationschef i Chora Connection og som PR-ansvarlig i MN retail. Han skriver jævnligt klummer, artikler og kronikker bl.a. i Politiken og på bloggen ’Klimafilosoffen’ (ars17.dk). Han er desuden medlem af Sustainable Change Makers.
DEBAT: Det kan lyde barnligt, men jeg kom forleden til at tænke på en scene fra tegnefilmen ’Dyrene i lilleskoven’ fra 90’erne, hvor forskellige dyrearter i fællesskab forsøger at bekæmpe de store cementmaskiner, der hensynsløst ødelægger deres skovhabitat i grådig vækstiver.
Den illustrerer hvordan vi som moderne mennesker lever i en destruktiv kamp mod naturen, som var den en fjende vi skulle besejre, æde eller tæmme.
Det er den også i nogen grad, men det er på tide at vi finder en anden balance mellem mennesker, dyr og planter.
For efter at have resideret planeten i nogle hundredetusinde år og kæmpet en biologisk krig mod andre arter, bakterier, virusser og gevækster, har menneskearten trukket sig mere og mere ind i små lukkede velfærdsbobler, hvor naturen hverken føles farlig eller som en direkte trussel.
Vi kan ikke mærke den – og DET er skræmmende. Vi har dræbt eller spærret det vilde inde over alt hvor det fremkom. Som dyr i Zoologiske haver, planter i friserede haver og vilde gevækster udsat for celledræbende round-up.
Og så midt i det trygge, stilede og topdesignede middagsselskab i vores ejerboliger i det skandinaviske privilegiereservat, hvor kampen mod det vilde har været allermest succesfuld, så sker det alligevel.
En virus fra et uhygiejnisk, illegalt dyremarked i en kinesisk provins, sætter gang i en global kædereaktion af giftig virus, der lukker os totalt ned og har et eneste biologisk og ikke særligt nobelt formål med sin mutation: at angribe og dræbe menneskehedens svageste punkter.
Naturen bider fra sig når den er truet
Corona-virussen COVID-19 stammer sandsynligvis fra de truede skældyr (Pangolins), verdens mest handlede illegale dyr.
Jeg er filosofisk formidler og hverken videnskabsmand eller epidemiologist, men umiddelbart set fra et biologisk perspektiv kunne det meget vel være naturen eller den truede dyrearts biologiske forsøg på at angribe menneskehedens antroprocæntiske dominans på planeten, med mikroskopiske vira, der spredes som en gift mellem levende væsener.
Et eller andet sted, kan man ikke fortænke den i at sparke fra sig med en form for viragift, når den gentagne gange oplever at der kommer to slagkraftige næver og spærrer den inde i lille bur på et kinesisk ’vådmarked’ med eksotiske dyrebaciller fra syv forskellige kontinenter, sælger den til en eller anden australsk turist der kampsteger den til umiskendelighed på sin gasgrill og spiser den til en festlig BBQ-aften, på trods af, at dens skælagtige skjold eftersigende smager som beskidte menneskenegle, blot for at kunne prale med det Instagram.
Det er præcis det samme der sker med klimaet i disse år.
Hvis vi overskrider grænsen for hvor meget menneskeheden kan tillade sig at fylde på planeten, så kommer der ubalance i systemet, som naturen selv vil forsøge at genoprette med stadige mere snedige og overraskende kneb.
Vores syn på natur, miljø og klima
Derfor bør COVID-19 krisen også give anledning til at vi tager en ny alvorlig snak med hinanden på kryds af samfundet, om hvilket natursyn vi gerne vil leve efter og basere vores værdier på.
I flere hundrede år har vi i den vestlige verden opfattet naturen som noget farligt og brutalt.
Og det er sandt at vi befinder os i en form for balancekamp med naturen og skal undgå at den bliver farlig for os som mennesker. Men vi begynder mere og mere at forstå os selv som en del af naturens økosystem og at det netop er ved at leve mere i harmonisk respekt og ydmyghed at vi sikrer den ufarlige balance.
Vi skal spørge os selv – hvor mange mennesker kan vi være på planeten? Hvor meget kan vi tage for os af dens ressourcer, dræbe alt omkring os og tære på dens depoter, uden at det bider os i røven på et tidspunkt?
Når vi presser naturen for meget, når vi er blevet for store, for dominerende, for kyniske, grådige og har ødelagt tilstrækkeligt meget af dens eget økosystem, så rotter den sig sammen og slår tilbage. Hvis ikke i form af pandemier, så ekstreme vejrforhold, havstigninger og andre naturkatastrofer.
Det er selvfølgelige meget filosofisk det her – men jeg tror vi kan undgå mange af disse kriser, hvis vi ikke presser naturen for meget og lever mere i harmonisk balance, ydmyghed, taknemmelighed og respekt.
Hvorfor ikke et klimalockdown?
Så snart virussen havde sat sin globale kædereaktion i spil, gik der ikke lang tid før de enkelte samfund verden over måtte lukke totalt ned, i et historisk lockdown der aldrig er set før på globalt plan. Grænserne er pt. lukkede over alt, folk har nærmest udgangsforbud, forsamlingsforbud og køber hverken tøj, sko eller biler.
Det gælder stort set over alt i verden. Antal globale googlesøgninger er halveret og handler primært om Corona. Al produktion er stoppet, alle offentlige arrangementer aflyst og alle politiske udviklingsplaner, byggeprojekter, transport, handel og forbrug er sat på allerlaveste blus.
Planeten får i disse måneder en tiltrængt pause. Et pusterum hvor den kan slikke sår og lade sine depoter op. Det samfund der er længst i ’sygdomsforløbet’ Kina, har ifølge flere rapporter reduceret sin CO2-udledning med 25 procent.
Selvom det er for tidligt at sige noget endegyldigt om, tyder meget på at vi i de fleste andre lande har ændret vores adfærd hvad angår CO2-udledning drastisk fra den ene dag til den anden.
Særligt inden for transport må vi forvente at se en betydelig reduktion i CO2 grundet flyforbud og reduktion i handelstransport og personbilstransport, i det første halvår.
Det kan allerede ses. Smoggen over de kinesiske storbyer er aftaget og man kan se himlen igen. Man kan høre fuglene synge i det stille og mennesketomme Paris. Man kan se delfiner og fisk svømme i det rene azurblå vand i Venedigs kanaler. Jorden bliver gradvist nedkølet og får sig en febersænkende slapper og kan ånde lettet op.
Vi har taget drastiske midler i brug for at stoppe COVID-19 og det lykkes fordi vi står sammen og tager ansvar og afgørende nøglebeslutninger der ændrer vores verden og liv. Det kaldes politik og det er rart at se, at det stadigvæk findes, når det brænder på.
Det er bare også sådanne redskaber der skal til for at reducere den globale opvarmning og som vores statsminister Mette Frederiksen sagde om den nye midlertidige epidemilov der blev hastevedtaget. ”Tid er en vigtig faktor lige nu”.
Ja, tid er nemlig en vigtig faktor i klimakrisen og der er ikke meget af den.
Klimabevægelsen er også i knæ
Det er dog ikke sikkert at klimaet kun har gavn af den pause planeten får i denne periode hvor væksten går i stå, mens vi stopper smittekæden med fysisk distancering.
Som ved alle andre historiske kriser (Den spanske syge, Wall Street-krakket, Verdenskrige mv.) kan vi måle en kortsigtet fald i udledningen af drivhusgasser, men på den lange bane betyder det ikke meget, hvis vi ikke ændrer vores vaner og systemer.
Lavpraktisk udleder vi også masser af CO2 ved at blive hjemme og varme vores lejligheder op (alt afhængig af hvor vi bor og hvilken energi vi har adgang til).
Det er heller ikke fordi at vi nødvendigvis bliver mere vegetariske af COVID-19, selvom det netop burde afskrække os fra at spise døde dyr, med alle de vira og bakterier de bærer rundt på.
Verden har derudover fået en ny førsteagenda og den kan sætte klimaet tilbage længere nede på listen, i en lang periode. Der er mødeforbud og dermed også forsamling og demonstrationsforbud. Hvordan skal klimabevægelsen nu kunne minde verdens regeringer om deres ansvar?
Vi har også brug for økonomiske midler til at finansiere den grønne omstilling og dette kan blive svært nu hvor verden sandsynligvis er på vej ind i en ny global recession.
Verdens virksomheder kommer til at være pressede på likvider og overskud resten af året i hvert fald og verdens regeringer skal til at bruge deres økonomiske depoter til at genoprette samfundet og holde liv i konkurstruede virksomheder.
Med andre ord er det ikke en verden i overskud, på vej ind i et nyt årti, der skulle være den sidste redningsplanke for at løse klimakrisen inden det er for sent.
COVID-19 krisen er en god anledning til at starte på en frisk og sætte gang i de grønne sejl. Meget kommer dog til at afhænge af hvilke erfaringer vi drager med os fra krisen, i de kommende måneder.
Har vi så lært noget af krisen denne gang?
Selvfølgelig har vi lært noget om at mange møder kunne have været mails, at vi skal optimere det fleksible hjemmearbejde, vaske hænder og at lidt fysisk distance i det offentlige rum er god takt og tone. Alligevel frygter man at vi heller ikke med denne krise, ændrer grundlæggende ved vores livsmønster, vækst- og natursyn.
Det burde vi ellers. For med COVID-19 bliver vi endnu engang mindet om at hele vores livsgrundlag er skrøbeligt. Selvom vi har store, velfungerende og rige samfund, lever vi stadigvæk i en benhård virkelighed, hvor vi ikke har kontrol over naturens kræfter. Det har menneskeheden aldrig haft og selv de mest geniale teknologiske opfindelser kan ikke ændre på det faktum, at mennesket, på trods af at være et fascinerende væsen også er enormt sårbart.
Vi bliver også mindet om at globalisme er fremtiden. Vi skal have meget mere samarbejde på kryds og tværs af planeten, men vi skal også have fokus på at styrke lokalismen rundt omkring i verdens byer og landsbyer.
Når vi samarbejder kan vi nemlig modstå meget. Det har vi vist makrohistorisk ved at blive den mest dominerende art på planeten med 7 milliarder af os, og det har vi vist i mindre sammenhænge når vi rammes af krige, finanskriser, pandemier og naturkatastrofer.
Det har derfor aldrig været mere essentielt for menneskeheden at stå sammen om at skabe resiliente og bæredygtige samfund, der kan modstå naturens pres på en harmonisk og fleksibel måde.
Fordi alting hænger sammen. Uhygiejnisk livsstil og omgang med vilde dyr i Kina eller Afrika, kan betyde dødsfald i Danmark inden for en måned, ligeså vel som at massivt CO2 forbrug i USA eller Europa, kan betyde oversvømmelse, tørke og ørkenisering i Etiopien eller Djibouti.
Helbred og folkesundhed er alles interesse. Vi er ikke stærkere end det svageste led på globalt plan og medfølelse og empati er nødvendig for at have et godt, trygt og bæredygtigt samfund.
Derfor er det også mit håb at vi vil se meget mere globalt samarbejde og solidaritet hos de nationale regeringer, i erhvervslivet og blandt almindelige borgere på kryds og tværs. Der er ingen tvivl om at naturen, herunder klima, pandemier og katastrofer er den største udfordring i det 21 århundrede.Måske bliver Covid-19 det endelige wake-up call, der får os til at respondere på klimakrisen med lignende alvor og ansvarlighed på globalt plan?
Spørgsmålet er om den nuværende krisestemning og ængstelige nerve vil skabe mere villighed til drastiske klimatiltag når regeringerne (forhåbentlig) mødes til COP26 i Glasgow? Eller om det bare kommer til at handle om at sætte skub i de økonomiske verdenshjul igen?
New Normal eller business as usual?
Realistisk set er det desværre nok det sidste.
Ifølge rapporter tror kineserne i hvert fald selv at de kommer til at samle op på de væksttab, COVID-19 har forårsaget i det første kvartal af året, uden at ændre radikalt på energi- og ressourceforvaltning, forbrugeradfærd og klimalovgivning.
Det betyder at de kommer til at producere, forbruge og vækste endnu mere og hurtigere, når krisen er ovre. Som en slankekur i januar, der betyder massivt snack attack i februar. Og på den måde risikerer planeten at blive vækket af sin tiltrængte pause med en kold spand vand og en kedeldragt. For så skal den på overarbejde igen, indtil den grå smog over de kinesiske storbyer, endnu en gang har sat sig.
Jeg tror stadigvæk på os – menneskeheden. Vi har mange gode hjerter og et ønske om at være mere rationelle.
Vi har lært at naturen er farlig hvis vi presser den for meget og at taknemmelighed, ydmyghed og empati, nok er mere værd end selviskhed, egoisme og grådighed på den lange bane. Både biologisk, socialt og menneskeligt.
Lad os nu få beskyttet os selv mod klimaforandringerne ordentligt og grundigt og skabe bæredygtige samfund, inden de for alvor rammer verden på samme måde som COVID-19 gjorde.
Vi manglede at føle os truet for at kunne mærke nerven i klimakrisen. Det kan vi nu. Glem den ikke de næste 10 år, så vi kan nå FN’s 17 Verdensmål inden 2030 og skabe en bæredygtig verden med tryghed, fællesskab og trivsel for alle mennesker og dyr på planeten.
Fordi vi er blevet så store og dominerende er denne sætning mere rigtig end nogensinde:
En planet i balance, starter med et menneske i balance.
