Om skribenten: David Budtz Pedersen er professor mso i forskningskommunikation og forskningspolitisk rådgiver ved Aalborg Universitet.
Coronakrisen har allerede lært os meget om den rolle, som forskning og innovation spiller i vores samfund. Tilliden til forskere og myndigheder er historisk høj, og forskere udfylder hver dag rollen som eksperter og rådgivere i håndtering af krisen. Samtidig har situationen vist, at data og modeller ikke træffer beslutninger. Det gør vi kun ved at finde den rette balance mellem fakta og værdier.
Covid-19 har vist, at et samfund ikke kan fungere uden dyb tillid til forskere og eksperter. Myndigheder og regering kan ikke træffe oplyste beslutninger uden adgang til forskningsviden. Borgere og medier kan ikke danne sig et billede af krisens omfang og alvorlighed uden, at forskere formidler deres viden og sætter den i perspektiv. Når hele samfundets funktion og dagligdag berøres, har det langvarige og alvorlige konsekvenser, som det kræver data og modeller at forstå og træffe beslutninger ud fra.
Investeringer i forskning er grundstammen
Danske myndigheder og eksperter har gjort det fremragende i krisens første uger. Og politikere, journalister og almindelige borgere har hurtigt måtte forstå komplekse sammenhænge mellem epidemiologiske modeller, usikkerheder, teststrategier, adfærdsregulering, økonomiske scenarier osv.
Det kan være en vanskelig afvejning for myndigheder, politikere og ikke mindst medier, hvem man skal lytte til, og hvor der er sprækker i den videnskabelige konsensus
Nedenunder kriseberedskabet ligger mange års investeringer i forskning og forskningsbaseret rådgivning, der udgør grundstammen i det økosystem af eksperter, modeller, laboratorier og kliniske retningslinjer, som hurtigt og effektivt er blevet mobiliseret til at håndtere krisen. Og flere af landets sundheds- og samfundsvidenskabelige og forskere har nærmest i døgndrift stået klart til at besvare spørgsmål fra journalister og medier og har deltaget i hasteindkaldte møder og ekspertgrupper i styrelser og ministerier.
Ikke alle forskere er enige, og det er naturligt, at der i forskningsverdenen er forskellige fortolkninger af usikkerheder, datakvalitet, interventioner og udfaldsrum. Det kan være en vanskelig afvejning for myndigheder, politikere og ikke mindst medier, hvem man skal lytte til, og hvor der er sprækker i den videnskabelige konsensus. Men befolkningen og det politiske system kan acceptere grader af usikkerhed, så længe de overordnede anbefalinger udarbejdes under inddragelse af etablerede videnskabelige procedurer.
Fordi der er tale om en helt ny virus, hvis adfærd og egenskaber endnu ikke er kortlagt i detaljer, er det nødvendigt at handle på baggrund af værdier, dømmekraft og antagelser
Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen har en central rolle som formidlere af forskningsbaseret viden. Det er gennem styrelserne og deres netværk af forskere og ekspertgrupper, at man sikre basis i fagkundskaben, som er afgørende for at nå frem til robuste politiske anbefalinger. Hvor almindelige forskere, der tages til citat i medierne, har en mere fri rolle, skal styrelserne navigere i et komplekst fletværk af politiske og faglige hensyn.
Modeller træffer ikke beslutninger
Regeringen og de politiske partier skal både lytte til forskere og myndigheder og samtidig sikre, at der handles i overensstemmelse med politiske værdier. I en krise som den nuværende er det en klar politisk strategi at signalere, at man lytter til forskere, dvs. at man har en ”evidensbaseret” tilgang til de politiske tiltag og handler i overensstemmelse med fagkundskaben.
Men det er samtidig klart, at fagkundskaben ikke dikterer den politiske udvikling. De endelige beslutninger er uundgåeligt politiske, og videnskabelige modeller kan ikke give svaret på, hvordan man balancere hensyn til samfundets økonomi og udvikling.
Hertil kommer, at man i situationer som coronakrisen er tvunget til at handle på baggrund af utilstrækkelig viden. Fordi der er tale om en helt ny virus, hvis adfærd og egenskaber endnu ikke er kortlagt i detaljer, er det nødvendigt at handle på baggrund af værdier, dømmekraft og antagelser. Værdier har deres naturlige plads i det spænd, der er mellem den utilstrækkelige viden om situationen og den akutte nødvendighed af at handle længe inden tilstrækkelig viden og behandlingsmuligheder er for hånden.
Matematiske modeller til forudsigelse og håndtering af epidemier, træffer ikke beslutninger. Det gør politikere
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, var tydelig, da han sagde, at lukningen af de danske grænser ikke er lægefagligt funderet. Det er et eksempel på en politisk beslutning, man kan være enig eller uenig i. På samme måde er det skrevet ind i den seneste hastelov, at en række af de politiske tiltag ikke er sundhedsfagligt begrundede. På den måde adskiller man magten – og ansvaret – mellem politikere, myndigheder og eksperter.
Det er en svær balance at formidle i offentligheden.
Der har været stillet forslag om, at krisen skal ledes af eksperter; at der ikke er tid til politiske uenigheder; at regeringen ikke har lyttet tilstrækkeligt til myndighedernes anbefalinger. Eksempelvis er spørgsmålet om grænselukning og modviljen mod at tale om flokimmunitet blevet omtalt som et ”opgør” med fagkundskaben.
Det fik en presset Mette Frederiksen til på DR TV (søndag 5. april) at udtale:
»Vi gør kun noget, der er sundhedsfagligt forsvarligt. Det vil sige, at det er på klar anbefaling fra sundhedsmyndighederne. Så det sundhedsfaglige skal være på plads«.
Det giver i den aktuelle krise god mening. Men citatet skal læses med påpasselighed. Matematiske modeller til forudsigelse og håndtering af epidemier, træffer ikke beslutninger. Det gør politikere. Og det er vigtigt at overlade et tilpas spillerum til værdier selv i komplekse, faktuelle scenarier.
Evnen til at oversætte er afgørende
Ikke mindst er det vigtigt at forstå, at politikere og embedsapparat i disse dage bombarderes med information. Det økosystem af forskere, eksperter og arbejdsgrupper, jeg nævnte tidligere, leverer nye data, modeller, beregninger og studier ind igennem det politiske system i realtid, og det kræver oversættelse, infrastruktur og politiske valg, før denne viden kan overføres til handling.
Studier i forskningskommunikation til beslutningstagere (science advice) har i flere år understreget denne balance. Det kalder på særlige kompetencer, når videnskabelig viden skal bringes i anvendelse i politiske beslutninger. Blandt andet viser vores forskning, at evnen til at oversætte, syntetisere og implementere forskning er helt afgørende for beslutningsresultatet:
At oversætte vil sige at gøre komplekse og ofte tunge videnskabelige spørgsmål håndgribelige og forståelige for ikke-eksperter.
At syntetisere vil sige at drage samlede konklusioner ud fra større mængder, ofte divergerende, forskningsresultater.
At implementere vil sige, at de anbefalinger, man er nået frem til, rent faktisk kan realiseres, hvilket forudsætter indgående kendskab til den kontekst, hvori beslutninger føres ud i livet.
Den gyldne standard for syntetisering af evidens er som regel notater, rapporter og forskningsoversigter, der inddrager en stor mængde litteratur for at opstille hovedlinjerne i den videnskabelige diskussion og som opridser få overordnede anbefalinger. Derved bliver det transparent, hvad forskningen siger, hvor der er usikkerheder, og hvad der skal træffes politisk beslutning om.
Skal dette system fungere i praksis, kræver det, at både eksperter og politikere er transparente om, hvor fagkundskaben stopper og den politiske beslutningsproces starter
For det meste er det myndighedernes opgave at stå for oversættelse, syntetisering og implementering af viden. Men universiteter og forskningsråd har en væsentlig opgave i at understøtte denne proces igennem videnskabelig rådgivning. Det kræver særlige kompetencer og ressourcer at kommunikere viden til politikere og embedsapparat og samtidig efterlade tilstrækkeligt spillerum til værdier og politiske interesser.
Den centrale præmis for et velfungerende ekspertsystem er, at forskere og eksperter stiller deres viden til rådighed for politikere, som har den repræsentative magt til at tage stilling til den forelagte evidens, og på den baggrund står til regnskab for de politiske beslutninger. Skal dette system fungere i praksis, kræver det, at både eksperter og politikere er transparente om, hvor fagkundskaben stopper og den politiske beslutningsproces starter. Begge kan de udfordres og kritiseres. Men på hver deres betingelser.
