Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Sustain

Energinet: Digitalise-ring accelererer den grønne omstilling

Start med små eksperimenter men husk at skalere de bedste, lyder det fra digital direktør.

Hvordan får man teenagebørn til at rydde op på deres værelser?

Ved at gøre det let for dem. Lav en aftale om, at de kun skal rydde op i fem minutter, så er de i gang, og så vil de typisk fortsætte længere, fordi opgaven pludselig er blevet overskuelig.

Manden der formidler det gode råd er Nicolaj Nørgaard Peulicke, Direktør for Digitalisering i Energinet. Og formålet var selvfølgelig at lave en analogi til, hvordan man kommer i gang med digitalisering af bæredygtige løsninger.

Hvis navnet Energinet ikke ringer en klokke, beskriver det statslige selskab sig selv som ejer af “energiens motorveje”. Energinet har nemlig ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, sikre lige markedsadgang til nettene og fremme klimavenlige energiløsninger.

Start småt
I den forbindelse kommer man ikke udenom digitalisering, der i høj grad bruges til at accelerere den grønne mission for selskabet. Og det er noget andre virksomheder og brancher også kan lære af.

Det budskab havde Energinets Direktør for Digitalisering, Nicolaj Nørgaard Peulicke, med sig på konferencen Den Digitale Virksomhed, der blev afholdt torsdag i København.

Under armen havde han tre konkrete eksempler fra den statsligt ejede virksomhed, der holder styr på energi-infrastrukturen i Danmark.

Men endnu vigtigere er det måske, hvordan man udvikler de gode digitale ideer, som kan blive til nye forretningsben eller gøre nogle grønne løsninger nemmere og billigere.

Til det formål foreslår Nicolaj Nørgaard Peulicke, at man begynder småt. Digitaliseringsprojekter behøver nemlig ikke at være store og komplicerede for at være gode.

Det bad Sustain Report ham om at uddybe.

Du nævner, at man skal starte småt, men at der også ligger en fare i det?  

– Det er to-delt. Small scale er godt til at komme i gang, begynde at lære og erfare. Det svære kommer, når man skal til at skalere det. Det vi vedvarende træner er evnen til at gå fra lille skala til stor skala. Så det kan blive til løsninger, vi kan bruge til vores kerneopgaver. Når man skal lære nye ting, er det afgørende at blande kompetencer, at arbejde fokuseret med den metode man samskaber med.

– Det er når vi gør det, at vi lærer, hvad mulighederne er. Så man skal ikke blive ved med at arbejde small scale. Kunsten er at kunne skalere det, der giver værdi. Og der skal være et hårdt udskilningsforløb, fordi nogle ting ikke skal have lov at gro, hvis det ikke er gode nok løsninger forretningsmæssigt.

Det er derfor jeres afdelinger har egne budgetter for, hvilke digitale løsninger de vil udvikle? 

– Ja, så bliver det en naturlig prioritering som alle andre, så man ikke begynder at skalere noget, der ikke har den rette værdi, eller hvor timingen ikke er rigtig. For det handler jo også ofte om. Så min opgave er at få digitalisering ind i det vi prioriterer, og det vi gør forretningsmæssigt. 

Inddrag eksterne i samskabelse
I forhold til samskabelse peger Nicolaj Nørgaard Peulicke på, at det giver værdi at inddrage virksomhedens mange forskellige specialister. Det er langt mere sandsynligt, at de ligger inde med nogle originale ideer end topledelsen, der svæver mere over vandene.

– Vi starter med at finde et godt problem, afsætter fem dage med forskellige kompetencer på tværs af huset og en procesfacilitator og så ser vi, hvor langt vi kan nå. Så går vi over i det etablerede system, hvor det skal skaleres.

Men samskabelse behøver ikke kun at foregå inden for virksomhedens egne vægge.

– Vi inviterer eksterne ind, det kan både være start-ups eller etablerede virksomheder, for at samskabe med dem og åbne op for vores data, viden og problemer. Vi skal finde løsninger på vores problemer i samarbejde med andre. Det kører helt systematisk fire gange om året.

Lige nu udvikler Energinet tre digitale løsninger, der alle skal fremme formålet om at levere 100 procent vedvarende energi i 2030.

De udspringer af den model Energinet bruger, som går på, at lave tværfaglige teams, som har fem dage til at lave en business case og en MVP (minimum viable product, der er en skrabet model af det endelige produkt, løsning eller service red.).

Algoritmer skal trænes til at fremme bæredygtige løsninger
Et af projekterne går på at inddrage forudsigelser om forbrugeradfærd, hvilken kan gøre udnyttelsen af energien mere effektiv. Men det involverer sensitive data blandt andet om, hvornår folk er hjemme. Også den udfordring kan digitalisering løse, mener Nicolaj Nørgaard Peulicke.

– Vi går ikke på kompromis med de lovmæssige krav. Der er en høj grad af sikkerhed i forhold til data. Men vi arbejder med, om man kan anonymisere data, når man skal træne en algoritme til at tilpasse forbruget til den vedvarende energi, der er til rådighed. Det gælder for eksempel om en varmepumpe er præ-trænet til at være installeret hos en familie med to børn og to voksne. Det er et tænkt eksempel, men man kunne godt forestille sig, at vi kunne accelerere den grønne omstilling ved, at vi anonymiserede et stort datasæt. Det er en af de ting, vi arbejder på. 

Et andet af Energinets digitale projekter går ligeledes på at træne algoritmer til at opdage, hvornår der opstår læk i de oliekabler fra 1950’erne, som stadig er en del af Københavns energiforsyning. Det kan ske ved at overvåge olietrykket i kablernes samlinger.

Micro forecasting, eller mikro-vejrudsigter, kan via vejrdata og historiske produktionsdata være med til at vise, hvad den enkelte vindmølle producerer af energi.

Droneinspektion af elmaster er ligeledes et eksempel på, hvordan man kan spare tid. Men også et eksempel på, at en form for digital eller teknologisk løsning ikke kan stå alene. Dronerne producerer nemlig tusindvis af billeder, men er endnu ikke selv kloge nok til at identificere og fremhæve dem, som kræver teknikernes opmærksomhed. Det skal en algoritme trænes til at kunne spotte.

Energinet arbejder desuden med at gøre sit væld af data om alle danskeres energiforbrug tilgængelige. Alle kan også henvende sig, hvis de har ideer til, hvordan man kan anvende energidata på nye måder i nye digitale løsninger via et open door lab.

Digitalisering af bæredygtige løsninger styrker formålet
Selvom digitalisering lige nu ses som en af de vigtigste veje til at sætte skub i bæredygtig forretningsdrift og grøn omstilling, er det værd at notere sig, at principperne i det ikke nødvendigvis adskiller sig fra andre digitale udfordringer.

I hvert fald tager Nicolaj Nørgaard Peulicke en lang pause, da Sustain Report spørger, om der er noget ved missionen om at skabe infrastrukturen for den grønne energi, som gør Energinets udfordringen med digitalisering anderledes, end hvis den havde andre formål.

– Vi oplever, at der i høj grad er et purpose med det her, at det giver mening. Det er jo vigtigt i flere sammenhænge. Både i forhold til at det vi laver har en impact, men også når vi skal tiltrække talenter. Mange der gerne vil arbejde for os, lægger vægt på det. 

– At lave et grønt energisystem er jo en anden type opgave end at lave end customer-fokuserede løsninger, men tilgangen og potentialerne er lige så stærke, det er bare nogle andre problemer, og nogle andre algoritmer, man har brug for. 

En aktuel undersøgelse viser, at der er stor diskrepans mellem, hvad den adm. direktør og den digitale direktør mener om, hvor langt virksomheden er i forhold til digitalisering. Med den adm. direktør som den mest optimistiske. Er det noget, du kan spejle dig i? 

– Jeg tror, vi er rimelig alignede i forhold til at sige, at det er en vigtig strategisk indsats for os. Det er også derfor, at jeg refererer til den adm. direktør, så det bliver en del af den måde vi tænker og løser opgaver på. Men hvor den adm. direktør dækker alle fagområder, har jeg jo ansvar for det område, der hedder digitalisering. Så det der er vigtigt for mig er, at han forstår mulighederne i det digitale, og at det bliver afspejlet i det, vi gør både kulturelt og forretningsmæssigt.

Så for at digitaliseringen af en virksomhed skal lykkes, skal digitalisering forankres i koncernstrategien, integreres i alle dele af forretningen og i virksomhedskulturen til en grad så Nicolaj Nørgaard Peulickes mål er at gøre sig selv overflødig. Det lyder som noget bæredygtighedseksperter også kan skrive under på.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Science Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading