Bestyrelsesformanden for landets største erhvervsdrivende fond, Novo Nordisk Fonden, er ikke fan af regeringens klimamål for 2030.
Det gjorde Lars Rebien Sørensen, som tidligere i en årrække også har stået i spidsen for Novo Nordisk, klart i et opsigtsvækkende interview med Berlingske mandag.
Selvom han er helt enig i, at klimaforandringerne kræver høje ambitioner og massive investeringer, har han svært ved at se visdommen i at sætte barren så højt, som regeringen gør, allerede i 2030. Han mener, at det kan føre til eksport af CO2-udledninger til andre lande, ligesom det nemt kan føre til social uro.
– Jeg har lidt svært ved at se, hvorfor 70 pct. skulle være en realistisk, motiverende målsætning, siger Lars Rebien Sørensen til Berlingske.dk og tilføjer senere i interviewet:
– Min bekymring er, at hvis man sætter for ambitiøs en målsætning inden for en tidsramme, så risikerer man, at den eneste måde at nå målet på er adfærdsregulering i stedet for at give sig selv tid til at udvikle de nødvendige teknologier. Og det kan godt være, at det ikke er den rigtige løsning. Vi har jo set rundtomkring i verden, at der ikke skal ret meget slinger i valsen omkring adfærdsregulering, før vi risikerer at ødelægge den sociale infrastruktur, og så falder det hele fra hinanden.
Hans pointer bakkes op af formand for Det Miljøøkonomiske Råd, vismand Lars Gårn Hansen, der er professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.
Han er ifølge Berlingske.dk enig med Lars Rebien Sørensen, når det gælder bekymringen for, om omstillingen kan blive for dyr og føre til eksport af klimaproblemer.
– Lars Rebien Sørensen har en pointe i, at det kan blive væsentligt dyrere at blive klimaneutral med 70-procentmålet, og pointen gælder hele økonomien. Vi har ikke lavet konkrete undersøgelser, men det er sandsynligt, at en 70 procents reduktion ligger over – måske også væsentligt over – det samfundsøkonomiske billigste forløb frem mod klimaneutralitet i 2050, siger Lars Gårn Hansen.
Hvis man forcerer den grønne omstilling for at nå regeringens klimamål, kan det føre til mindre effektive teknologiske løsninger frem for at vente på de rigtige løsninger, og det fordyrer omstillingen, mener han.
Bekymringerne er reelle, men en stram 2030-deadline giver god mening, mener Katherine Richardson, professor og leder af Københavns Universitets Sustainability Science Centre samt medforfatter til FN’s første rapport, som gør status over udviklingen i forhold til verdensmålene.
Hun har ikke læst Lars Rebien Sørenens udtalelser, men svarer i en skriftlig kommentar:
– Klassisk økonomisk teori vil understøtte det, du refererer ham for; altså at en forhastet reduktion kan tvinge os til at vælge løsninger, som ikke nødvendigvis er de mest omkostningseffektive for samfundet i det lange løb.
– Men den tilgang tager ikke højde for, at der er en absolut deadline for reduktioner, der skal overholdes. For at kunne holde den menneskeskabte globale opvarming på mellem 1,5-2 grader, skal reduktionen være på 100 procent i cirka 2050. Det er ikke til forhandling hvis vi skal få styr på klimaforandringerne.
– Set i det lys risikerer vi, at det bliver meget, meget dyrt for os mellem 2030 og 2050, hvis ikke reduktionen er på omkring 70 procent i 2030. Derfor kan det at sætte et ambitiøst mål for 2030 også ses som en slags forsikring mod meget store udgifter op imod den deadline, som 2050 udgør.
Katherine Richardson er dog enig i, at de enorme beløb, der, som Lars Rebien Sørensen påpeger, er behov for, skal investeres med omtanke.
– En måde hvorpå man kan maksimere chancerne for, at pengene bruges mest fornuftigt frem til 2030 er, at vi bruger en systemisk tilgang fremfor en sektortilgang til reduktionerne. Med andre ord vil det nok være uklogt at sige, at alle sektorer skal udvise en 70 procent reduktion i 2030. Det kan tænkes, at det vil være mest økonomisk fornuftigt, at lade nogle sektorer overpræstere frem til 2030. Det giver tid til at finde de bedste løsninger i andre, men alle sektorer skal være på netto-nuludledning i cirka 2050.
Et heftigt klimamål i 2030 kan føre til social uro, frygter Novo-formanden. I Frankrig er De Gule Veste et eksempel på en omfattende protestbevægelse, der blev affødt af forhøjelser på benzinpriserne. Det påpeger den erfarne klimajournalist Jørgen Steen Nielsen også i sin nye bog.
Katherine Richardson mener dog, at problemerne i lige så høj grad opstår, hvis politikerne ikke viser tilstrækkelig med handlekraft på alle områder.
– Social uro er absolut noget vi skal have for øje. Men at sætte et lavere mål for 2030 fjerner ikke det problem, hvis det betyder, at vi skal lave massive reduktioner mellem 2030 og 2050. I bedste fald skubber vi bare problemet lidt ud i tiden. Jeg tror det er meget smartere, at bevidst arbejde med den offentlige diskurs.
– Ja, omstillingen kommer til at koste penge up front. Men det kommer sandelig også til at koste, hvis vi ikke gør noget. En omstilling er den eneste winner agenda, så hvis vi gerne vil have, at Danmark for eksempel stadig er stadig et landbrugsland i 2050, skal vi komme i gang med omstillingen nu, lyder det fra Katherine Richardson som slutter:
– Man skal også huske, at social uro ikke kun kommer, når folk ikke vil have en forandring. Det kan også komme, når en eller flere befolkningsgrupper ikke synes, at forandringen kommer hurtigt nok. Der er mange enormt engagerede unge mennesker lige nu, som vil se forandringer. Jeg kan være bange for, at hvis de ikke synes de ser change, så vil de føle sig nødsaget til at anvende mindre demokratiske metoder, end dem de har brugt indtil nu.
