Om skribenten: Steen M. Andersen var i 24 år generalsekretær for UNICEF Danmark. Han har desuden været formand for den styregruppe, som sidste år lavede VL-Døgnet om Verdensmålene og driver i dag en konsulentvirksomhed, hvor han rådgiver virksomheder og organisationer om, hvordan de kan integrere Verdensmålene i deres forretning og dagligdag.
DEBAT: For blot fire uger siden havde jeg på samme uge en række møder med topchefer fra erhvervslivet i Danmark. Vi talte om Verdensmål – de 17 mål for verdens udvikling frem mod år 2030, vedtaget af alle verdens lande i 2015.
Topcheferne repræsenterede vidt forskellige brancher – lige fra tung industri til start-up virksomheder. Alle havde de dog nogle ting til fælles: De var interesserede i verdens udvikling, og de følte på hver deres felt et medansvar for den.
Det virker næsten som om de møder foregik i en helt anden verden
De havde også det til fælles, at de stort set uden undtagelse havde haft et økonomisk set rigtigt godt 2019.
De havde overskud, og de havde penge på kistebunden. En optimal cocktail for at ville gøre en indsats for at nå Verdensmålene.
Det virker næsten som om de møder foregik i en helt anden verden. For i dag hører vi dagligt først og fremmest om coronavirussens uhyggelige virkninger på helbredet, men også om fyringer, hjemsendelser, drop i aktiekurserne og meget usikre forventninger til fremtiden. Fra overskud og vækst til lukninger og fyringer – på blot tre uger!
Det er dybt forståeligt, at virksomheder og for den sags skyld det meste af befolkningen reagerer sådan.
Hvem kan sige sig fri for at blive ramt af usikkerhed – ja endda frygt i disse tider?
Problemer som Verdensmålene repræsenterer, går jo ikke væk, fordi vi alle sidder hjemme og isolerer os
Men det får ikke behovet for at få løst alle de udfordringer, Verdensmålene repræsenterer, til at gå væk. Nærmest tværtimod. Problemer med klima, miljø, manglende skolegang, fattigdom og alle de andre, som Verdensmålene repræsenterer, går jo ikke væk, fordi vi alle sidder hjemme og isolerer os.
Nogle vil hævde, at virussen fak
tisk er med til at løse nogle af de udfordringer, verden har. Mens Kina var lagt ned af virus, så vi, at luften over det store land blev meget renere. Industrien var jo stort set lukket ned og bidrog dermed ikke til luftforurening.
I disse dage og uger ser vi, at stort set al flytrafik stopper, og flyene bliver på jorden. Det vil utvivlsomt også medvirke til en lavere CO2-belastning, og det samme vil det, at virksomheder lukker ned eller går i dvale. At vi stort set alle sammen bliver hjemme, vil jo også have en positiv virkning på forurening, brug af knappe ressourcer m.m.
Men hvad laver vi så, når vi sidder alene derhjemme? Jo, vi prøver at holde hjulene i gang med videomøder, fjernundervisning m.m. Vi holder vågent øje med nyhederne fra vores smartphones og computere.
Vi holder kontakten til familie og venner ad de samme kanaler – og dermed går CO2-belastningen fra verdens servere op. Vores forbrug af internet og sociale medier belaster allerede miljømæssigt mere end flyindustrien gør, og det bliver på ingen måde mindre i disse uger.
Når epidemien er overstået, må vi videre med Verdensmålene!
Coronavirussen er ikke løsningen på verdens miljø- og klimaproblemer. Ikke i vores del af verden, og slet ikke i den fattigste del af verden. Som i stort set alle andre tilfælde ser vi, at virussen rammer de mest socialt udsatte hårdest. I skrivende stund er virussen lykkeligvis endnu ikke for alvor nået til Afrika.
Men forestil jer, hvordan den vil ramme denne verdens fattigste i lande, der ikke kommer i nærheden af at have et sundhedssystem på højde med det italienske, som jo mere eller mindre er lagt ned af virussen. Det kan blive endnu mere kaos i afrikanske lande, end det er allerede.
Så der er ingen vej udenom: Når epidemien er overstået, må vi videre med Verdensmålene! Det er helt forståeligt, at det arbejde i øjeblikket er lagt i dvale. Men ligesom vi skal have hjulene i gang igen i samfundet og i hvert enkelt hjem, skal vi have hjulene i gang igen med hensyn til at gøre verden til et bedre sted for os alle.
Analysebureauet Moos-Bjerre A/S udgav for kort tid siden helt nye data om danskerne og Verdensmålene. De viste bl.a., at flertallet af danskere kender har hørt om Verdensmålene. De vil også gerne betale mere for bæredygtige varer og ydelser. For eksempel vil 67 procent gerne betale mere i affaldsafgift. Andre analyser viser, at dansk erhvervsliv i meget vidt omfang har taget Verdensmålene til sig og ikke blot betragter dem som et modefænomen, som går væk igen.
De dele af Verdensmålene, der handler om sundhed, har aldrig været mere aktuelle
Hvis den nuværende virussituation overhovedet har noget godt med sig, så er det måske, at den viser, hvor sårbare vi er for problemer i andre dele af verden. Vi kan ikke isolere os i vores eget lille paradis og tro, at udfordringerne går uden om den danske grænse. En sundhedsudfordring på et marked i Kina kan lægge Danmark og resten af verden ned.
Så de dele af Verdensmålene, der handler om sundhed, har aldrig været mere aktuelle. Den gamle adskillelsesverden med “dem” og “os” eksisterer ikke længere. Hvis f.eks. Afrika bliver lagt ned af virus, vil det medføre øget pres på Europa i form af ikke bare klimaflygtninge, men også virusflygtninge.
Vi skal have styr på sundhed. Vi skal have bekæmpet fattigdom og mangel på uddannelse, som medvirker til hurtigere udbredelse af en virus som corona. Vi skal have styr på kvalitet af vand; tænk bare på hvordan en virusepidemi ville kunne udvikle sig, hvis den ramte i f.eks. Mozambique, som for et lille år siden var meget hårdt ramt af oversvømmelser med deraf følgende meget stor risiko for smitsomme sygdomme på grund af dårlige sanitære forhold.
Ved at lukke verden ned, kan vi måske inddæmme det til “kun” at ramme de lokale. Måske. Men ved at lukke verden ned, rammer vi jo også vores eget liv, vores jobs, vores velfærd. Det viser coronaepidemien med al ønskelig tydelighed.
Kan man forestille sig, at det sammenhold kan bruges til at arbejde for, at verden samlet set bliver et bedre sted?
Men måske vil det også bære fremad, at vi i disse uger viser et sammenhold og endda et samfundsansvar, som vi ikke har set længe. Bortset fra enkelte tåber, respekterer vi faktisk de begrænsninger, vores valgte regering og sundhedsmyndigheder har lagt på vores daglige liv.
Kan man forestille sig, at den form for sammenhold også vil kunne bruges til at arbejde for, at verden samlet set bliver et bedre sted? At vi faktisk når de mål, som Verdensmålene repræsenterer? Kan man forestille sig, al den innovation og nytænkning, vi ser i disse dage og uger kan føres over til arbejdet med Verdensmålene? Det gælder blandt andet innovation med hensyn til, hvordan man alligevel kan drive en virksomhed, hvordan man kan kommunikere, når alle sidder hjemme, hvordan man kan udvikle en vaccine eller forbedre behandling af patienter.
Som nævnt i indledningen: Pengene er der jo. Selvfølgelig vil coronavisussen koste dyrt for samfundet som sådan og for virksomhederne. Men vi kom fra en meget stærk position økonomisk set, både Danmark som sådan og langt størstedelen af virksomhederne med bl.a. en meget lav arbejdsløshed.
Jeg tror på, at når al den usikkerhed, som coronavirussen fuldt forståeligt har medført, har lagt sig, og der igen kommer gang i hjulene, så vil en bedre udvikling for hele verden igen komme i fokus. Måske endda med ekstra styrke, fordi coronavirussen viser os alle så tydeligt, at vi er nødt til at ændre på en række ting i den måde vi lever på, hvis vi skal leve og overleve. Virus og Verdensmål må ikke blive til en kamp, som en af parterne taber.
Verdensmålene SKAL ikke bare overleve virussen, men også på sigt gå styrket ud af den.
