211 dimittender fra Aarhus Universitet har modtaget et brev om, at de mangler at gennemføre 30 ECTS-point, eller hvad der svarer til et semesters fuldtidsstudie, for at kunne kalde sig færdiguddannede gymnasielærere – også selvom de har fået deres eksamensbevis og mange af dem for længst er kommet i arbejde, skriver Omnibus.
Fejlen har stået på i 10 år og der er endnu uvished om, hvor mange af de 211 dimittender, det får konsekvenser for. Vicedirektøren for AU Uddannelse Kristian Thorn lover fleksible løsninger, mens de berørte er utilfredse med universitetets håndtering af sagen og bekymrede for, hvilken betydning det vil få for dem.
– Lige nu afventer vi, hvad det betyder for mit arbejde. Skal jeg gå på deltid, på weekendkursus, eller skal jeg på orlov og være studerende igen? Eller vil jeg miste mit job, siger Ann-Sophie Nebeling, som er gymnasielærer i Kolding og en af de kandidater fra Aarhus Universitet, der netop har fået besked om, at de mangler 30 ECTS-point for at være færdiguddannede gymnasielærere.
Problemet er opstået, fordi der er en regel om, at man som to-fagskandidat fra to forskellige fakulteter skal tage 30 ECTS-point ekstra på det fakultet, man har sidefag på, for at opnå det fornødne faglige niveau til at kunne undervise i sidefaget på gymnasiet. En regel, som ikke er blevet indskrevet i studieordningerne og derfor ikke efterlevet.
Ann-Sophie Nebeling har taget sit hovedfag i engelsk på Arts og sit sidefag i psykologi på BSS, som altså hører ind under hver deres fakultet, hvilket betyder, at hendes uddannelses i følge reglerne skulle have været forlænget med 30 ECTS-point. Men det blev den ikke. Selvom de studerende, ifølge Ann-Sophie Nebeling, var opmærksomme på reglerne og stillede spørgsmålstegn ved den manglende forlængelse:
– Allerede da vi gik på fjerde semester og skulle vælge vores sidefag, undrede vi os over, at der ikke var nogen forlængelse. Men alle, vi talte med, sagde, at sådan har det altid været. Og så stolede vi på det, der stod i studieordningen – nemlig ingen forlængelse, fortæller hun.
Fejlen har stået på i 10 år
Fejlen har stået på gennem de seneste ti år og blev først opdaget for et par uger siden i forbindelse med en anmodning om aktindsigt fra Magisterbladet, fortæller Kristian Thorn, der er vicedirektør i AU Uddannelse.
– Vi opdagede under behandlingen af den, at vi ikke har administreret efter gældende regler i forhold til procedure ved indskrivning og ved udarbejdelse af studieordninger. Så der er sket fejl både i den studiefaglige ledelse og i administrationen, siger han.
På spørgsmålet: Hvordan har det kunne stå på så længe, svarer han:
– Godt spørgsmål, men jeg har kun det svar, at vi har haft en forforståelse af, at vi administrerede ud fra sikker viden. Men vi må nu konstatere, at vi ikke har fået sammenlignet vores praksis med gældende regler.
Hvordan kandidaterne skal indhente de 30 ECTS-point, de mangler, er endnu ikke helt på plads, men Kristian Thorn forsikrer, at ordningen vil blive så fleksibel som overhovedet mulig.
– Fejlen ligger entydig hos os, og vi vil strække os langt for at undervisningen bliver tilrettelagt på de berørtes præmisser.
De vil formentligt blive tilbudt onlineundervisning kombineret med selvstudium. Desuden bliver det sandsynligvis muligt at sprede de manglende 30 ECTS-point ud over flere år og holde pauser i forløbet, forklarer han.
Lignende sag på Aalborg Universitet
I begyndelsen af 2018 blev Aalborg Universitet opmærksom på en lignende fejl med manglende sidefagsforlængelse i deres system, da en fagkonsulent i Undervisningsministeriet afviste at lade to dimittender med fag fra to forskellige fakulteter påbegynde pædagogikum, fordi de manglede de påkrævede ekstra 30 ECTS-point i deres sidefag.
Derfor iværksatte Aalborg Universitet dengang en større intern undersøgelse for at sikre, at alle universitetets gymnasielæreruddannelser lever op til ministeriets retningslinjer. Undersøgelsen viste, at lige over 100 dimittender, som er blevet færdige i løbet af de seneste fem år, ikke har fået forlænget deres sidefag som påkrævet. Universitetet er stadig ved at undersøge, hvor mange år tilbage i tiden fejlen strækker sig. Ligesom i Aarhus Universitets tilfælde får fejlen ikke konsekvenser for dimittender, der har gennemført deres pædagogikum, og de berørte kan gennemføre de manglende 30 ECTS point på enten fuldtid eller deltid og uden egenbetaling.
Forsiden lige nu:

Aarhus Universitet lander banebrydende samarbejdsaftaler om arbejdskraft og iværksætteri
Aarhus Universitet har i netop underskrevet samarbejdsaftaler med Ikast-Brande kommune og Samsø kommune. Aftalerne skal styrke indsatserne inden for arbejdskraft, iværksætteri, klima, bæredygtighed og socialøkonomi.

Forskningstrio og industrimastodonter indgår nyt partnerskab i kampen mod plastspild
Det nye partnerskab Cirkulær Industriplast (CIP) samler industriens virksomheder og videnspartnere om for at skabe en ny platform for plastgenanvendelse og øge genanvendelsen af industriplast med 20 procent inden 2025.

Novo Nordisk Fonden uddeler 10 mio. kr. til ukrainske forskere
Novo Nordisk Fonden har givet 10 mio. kr. til stipendieprogrammer, der gør det muligt for ukrainske forskere at få ansættelse ved en forskningsinstitution i Polen eller Danmark.
Seneste artikler:

Kunsten at huske, vi ser på verden med forskellige briller
Tre bøger har spillet en særlig rolle for lektor og forsker, Lone Koefoed Hansen. To bøger om menneskets forhold til teknologien og en tredje, som påminder os om altid at have andres perspektiver for øje.

Finn Foton skal lære børn – og deres forældre – om naturvidenskaben
Ny børnebog skal inspirere hele familien til at snakke om kvantefysik og andre avancerede naturvidenskabelige emner.

Danmarks grønne godfather: – Når det gælder forskning, er det piskende nødvendigt, at vi får toptrimmet systemet
På centrale teknologier står vi stærkt i Danmark og potentialerne er store. Men vi skal oppe os i fremtiden, lyder det fra Anders Eldrup.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
