Dagbladet Politikens læringskurve er flad som en pandekage

Kommentar. Af Henrik Munksgaard, redaktør Sustain Report

En mandag morgen i marts havde jeg fornemmelsen af, at tilfældighederne havde deres helt egen pædagogiske agenda.

Jeg scorer højt på alle test som nyhedsjunkie. Alligevel var det Politikens kultursektion, som denne dag vandt kampen om min opmærksomhed, da ostemaden og kaffen skulle have læseligt selskab ved morgenbordet 

“Bæredygtig luksus på Djursland,” lød den lokkende overskrift. Det måtte jeg læse. 

Avisens arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen havde været på besøg hos Hedeskov Center for Regenerativ Praksis, hvor ejerne havde renoveret en gammel landsbyskole. 

Indrømmet, byggeriet så lækkert ud, og der har helt sikkert været både gode tanker, og sikkert også en del mindre miljø- og klimabelastende materialer med i renoveringen.

Men som grumpy nyhedsjournalist, der gerne ser hullet før osten, har jeg en indbygget bullshit-detektor. Den bliver i disse år altid aktiveret, når ordet bæredygtig klistres på alt fra bygninger til badetøj og flyrejser.

Der er da heller intet som tyder på, at den smukt renoverede skole på Djursland er bæredygtig. I hvert fald ikke hvis man måler med en brundtlandsk definition, hvor bæredygtighed handler om at efterlade planeten i mindst samme stand, som vi overtog den.

Og når bæredygtighed kobles med luksus, bliver det blot endnu værre. Det understøtter en opfattelse af, at vi med øko-varer, elbiler og biobaserede byggematerialer kan fortsætte med et uændret forbrug.

Forskere: Biomaterialer er ikke nok

Efter cykelturen til arbejdet og den første kaffeslurk på kontoret, gik jeg i kast med de mange mails i indbakken. Her trængte en pressemeddelelse sig på.

“Danske Forskere: Fire ud af fem nybyggerier skal stoppes,” lød en overskrift.

Forskere på DTU, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet fortæller, at biobaserede byggematerialer ikke er nok til at gøre byggebranchen bæredygtig. Der skal bygges markant mindre. Faktisk 80 procent.

Det sætter unægtelig den “bæredygtige luksus på Djursland” i et andet lys. I modsætning til Politikens arkitekturredaktør, ligger der data og beregninger bag forskernes pointer – og brug af bæredygtighed som begreb.

Nogle vil måske mene, at en semantisk diskussion om bæredygtighedsbegrebet er mindre vigtig med alt, hvad der ellers foregår i verden lige i øjeblikket. Her er jeg ikke enig.

Læs også: Nej, vi skal ikke være blinde over for truslerne. Men det skader ikke kun de andre lande, når vi lukker døren

Vi har brug for bæredygtighedsbegrebet, og vel at mærke i den brundtlandske definition. Klima- og naturkrisen vil stadig være der, hvis vi kunne trylle Trump og Putin væk. Hvis vi udhuler, hvad bæredygtighed betyder, så alt der bare er lidt bedre end det værste overforbrug og miljøsvineri kan kaldes bæredygtigt, så har vi ikke det begrebsapparat, som er en af forudsætningerne for den nødvendige forandring.

Arkitekter fortjener bedre

Jeg undrer mig over, at man som arkitekturredaktør på et medie med kulturradikal baggrund, kan være så lemfældig i omgangen med bæredygtighedsbegrebet. Jeg har talt med masser af arkitekter i mit eget virke. Det er en faggruppe, hvor viden og engagement om hvad der kan understøtte en reel grøn omstilling, er helt i top. De fortjener bedre fra Politiken.

Læg oveni, at Politiken vel nærmest er vaneforbryder, når det handler om at klumpe-dumpe rundt i påstande om bæredygtighed.

Lad mig straks indskyde, at der er masser af dygtige journalister på Politiken, og deres klimadækning hæver sig ofte højt over det habile.

Desværre er der også eksempler på det modsatte. Det blev jeg bekræftet i et par dage efter artiklen om “bæredygtig luksus”.

I en omtale af tv-programmet “Danmarks næste klassiker” skrev avisens designanmelder om en sofa, at den “osede af bæredygtighed”. I stedet for besværlige livscyklusvurderinger, kan man nu afgøre om noget oser af bæredygtighed. Hvordan man måler den osning står stadig som et åbent spørgsmål.

Og ganske få dage efter slog arkitekturredaktøren til igen. Nu var det projektet Haver til Maver, som havde fået et nyt „bæredygtigt træhus‟ på Frederiksberg.

Også her er det sikkert et fint projekt, men det er ikke bæredygtigt. Af Politikens artikel fremgår det, at en LCA-beregning viser 12 kg CO2 per kvadratmeter. Det er den tredobbelte klimabelastning af de prisbelønnede Living Places-huse i Jernbanebyen, som har vundet flere arkitekturpriser.

Jeg har før skrevet kritisk om Politiken. Desværre virker det som om, at profileringen på klima- og bæredygtighed mest er et PR-stunt uden dybde.

Tilbage i 2018 erklærede chefredaktør Christian Jensen, at nu ville man være Danmarks førende klimaavis. Og mens vores overforbrug er en af de vigtigste udfordringer i klimakrisen, så fortsatte Politiken i øvrigt med at lege varehus i loyalitetsprogrammet Politiken Plus. Logikken lader vi stå for sig selv.

Men det var langt værre. Politiken solgte blandt andet tasker og tøj, der var imprægneret med PFAS – og kaldte det endda i et tilfælde for en miljøvenlig coating.

Grøn status forsvandt

I efteråret 2022 skrev vi på Sustain Report om omkring 25 varer fra Plus-universet, som Politiken kaldte bæredygtige, uden det der blot lignede dokumentation.

Tasker, lamper, hattehylder, skostativer, punge, yogamåtter, madkasser, køkkenmaskiner og kageruller og endda trinnene på en trappestige kaldte Politiken bæredygtige. I øvrigt et års tid efter, at Forbrugerombudsmanden havde sendt en letforståelig kvikguide ud, hvor der blev advaret mod grønne anprisninger.

Politiken Plus-chefen svar var, at hun ikke havde sat sig ind i detaljerne i markedsføringslovgivningen.

I dag er det alene oplevelser, som Politiken Plus lokker med. Tak for det. Bedre sent end aldrig.

I Dagbladet Politiken udarbejdede de også en såkaldt “grøn status”. Hvert år på Black Friday kunne læserne gennem flere år angiveligt se, hvordan redaktører og journalister på den “førende klimaavis” selv lagde sig i klimaselen.

En ESG-ekspert kaldte her på Sustain Report Politikens status for misvisende. At forretningsmodellen med et printavis er langt den største klimabelastning, fortalte man intet om.

Politiken chefredaktør Christian Jensen erkendt blankt, at der ikke lå en anerkendt metode bag opgørelsen. Det var endnu engang uvidenhedskortet, som blev trukket.

Året efter havde Politiken droppet den grønne status. Det havde vel været mere troværdigt, at man skiftede en useriøs opgørelse ud med en seriøs. Men nej. Som en ironisk kommentar var der i øvrigt en reklame for et luftfartsselskab på toppen af politikens webversion, så det var i sandhed black friday.

Lærebogseksempler i greenwashing

Politiken har også undervejs været leveringsdygtig i adskillige eksempler på, at man i artikler klister ‘bæredygtighed’ på, når en artikel skal spices op. Og der har ofte været synligt, at skribenten formentlig ikke forstod begrebet.

En restaurantanmelder mente at oksekødet var bæredygtigt, fordi det var lokalt.

Også andre turistoplevelser har fået det grønne plusord med i den redaktionelle dækning af Politikens journalister. Havde det været annoncer, kunne den med et indersidespark sendes til Forbrugerombudsmanden, hvor det ville være lærebogseksempler på greenwashing.

Sproget betyder noget, og den røde tråd i ‘sagen Politiken‛ er i denne sammenhæng, at mediet har promoveret en tilgang til bæredygtighed, så det nærmest bliver en parodi på sig selv og sine læsere.

Nok så mange plaider eller trøjer i økologisk bomuld, stilren arkitektur og ferier på cykel eller hesteryg er ikke garanti for, at vi ikke overforbruger klodens ressourcer. Ofte er varer, rejser og oplevelser i øvrigt også forbeholdt de velbeslåede, som har råd til designermøbler og Tesla – (altså indtil for tre måneder siden, nu er det andre bilmærker, hvis man vil være med i klubben).

Hvis vi skal have reelle løsninger på klima-, natur- og ressourcekriserne er vi nødt til at finde løsninger af den brede del af befolkningen. Både herhjemme og globalt. Her vinder industriel produktion over den håndæltede surdej. Også selv om det ikke er så lækkert og identitetsskabende for den kreative del af den øvre middelklasse.

Bæredygtighed og grøn omstilling er for alvorlig til at blive en design-, livsstil- og æstetikøvelse. Jeg håber den pointer snart fiser ind henne på Rådhuspladsen.

Jeg beklager den hårde tone, men når man i en overskrift vil fortælle om “bæredygtig luksus” er det simpelthen bare dumt.