Dansk Industri (DI) offentliggjorde i starten af maj deres program for en ny national iværksætterpolitik, som skal skabe flere nye vækstvirksomheder i Danmark.
Programmet dækker emnerne:
- ”Nem opstart” (fire forslag)
- ”Flere veje til kapital” (ti forslag)
- ”Flere talenter og stærkere kultur” (syv forslag).
Dernæst kommer kapitlet ”Fra forskning til grøn forretning”. Her er der to forslag.
Det ene forslag går på at skabe nemmere ejerskab over ideer og opfindelser. Det andet går på en smidigere tech-transfer proces, hvor teknologi opstået i offentligt regi overgår til virksomheder, som kan kommercialisere den.
Begge disse indspark er udmærkede, og de to områder fortjener al mulig opmærksomhed. Jeg hilser generelt DI’s udspil med stor applaus.
Cykelsmeden råber om hjælp
Samtidig ser jeg det imidlertid som min pligt at påpege, at DI overser noget væsentligt i afsnittet om den grønne forskning, og hvordan den kan stimulere innovation og vækst i små virksomheder.
Begge de forslag, der gives, tager nemlig udgangspunkt i forestillingen om den grønne innovation, som kommer fra universiteterne selv – spin-outs og forskere, der starter egen virksomhed.
Men hvad så med alle andre? Alle de små tech-baserede virksomheder, der er startet af glade amatører med en god idé? Cykelsmeden, der står i egen garage med en opfindelse, der har kæmpe innovationspotentiale, men som kræver akademisk viden at drive frem? Hun eller han har næppe nogensinde betrådt universiteternes glitrende vandrehaller. Hvor får de den hjælp, de skal bruge?
Den gode nyhed er, at vi HAR et svar på dette spørgsmål. Ikke blot et svar, men en færdig opskrift, gennemprøvet, testet i årevis og beviseligt velfungerende. Dette svar er ”innovationsplatforme”.
Platforme som Kirsten Giftekniv
Kort forklaret er innovationsplatforme organisationer, der er formidlere, match-makere, fortalere og oversættere af forsknings-ekspertise mellem universiteter og erhvervslivet; herunder i højeste grad små og mellemstore virksomheder, SMV’er.
Teknisk set er innovationsplatforme åbne medlemsorganisationer, der har virksomheder, universiteter og andre vidensinstitutioner i medlemskredsen. Og som – i al fald ideelt – har en offentlig finansiering i ryggen, så de kan støtte små samarbejdsprojekter på tværs af industri-akademia.
Sådanne projekter samt bare generelt fællesskabet og netværket er p.t. en bevist motorvej for universiteter til direkte at hjælpe rigtigt mange af de små virksomheder, som DI’s udspil retter sig imod, men som det samtidig overser.
En motorvej for universiteterne
Jeg er selv direktør for en af slagsen – LINX hedder vores platform. Den blev etableret via en stor satsning fra Innovationsfonden tilbage i 2016 fra samme fødestue som vores søsterplatform MADE (Manufacturing Academy Denmark). MADE arbejder med procesteknologi, LINX arbejder indenfor området af materialer og materiale-drevet innovation.
Ligesom MADE har LINX over de seneste år afviklet i snesevis af små samarbejdsprojekter mellem universiteter og virksomheder af alle størrelser. De value-propositions, der er i spil, og som vækker virksomhedernes interesse, er her mange og forskellige.
Jeg har imidlertid set i LINX, hvordan der gennem det hele lyder en klartone af interesse efter selve det organiske vidensamarbejde, vi som platform tilbyder. Vi er et drivhus for et økosystem af forsknings-assisteret innovation.
Og jo mindre virksomhederne er, des stærkere er denne interesse, især fra det store segment af SMV’er. De vil og kan have enorm gavn af forskningsekspertise, men de har ikke selv råd til at ansætte højtuddannede. De er derude i tusindvis.
LINX har i skrivende stund 12 SMV-medlemmer med adskillige interesserede, der står i døren. Heraf er cirka halvdelen spin-outs fra universiteterne. Den anden halvdel er stiftet af ildsjæle som ovennævnte cykelsmed med varierende uddannelser, en god idé og en garage, hvor det hele startede.
Jeg henstiller derfor til DI, at de i deres version 2.0 af deres udspil til iværksætterpolitik inkluderer platforme som LINX
LINX’ vækstkurve for tilslutning fra SMV’er er steget eksponentielt indenfor de seneste to år. Al begyndelse er svær, og LINX var fra fødslen et eksperiment, der skulle gøre innovationsdanmark klogere. Nu nærmer vi os enden på vores eksterne finansiering, og vores erfaringer er utvetydige: Den her recept virker! Innovationsplatforme ER en god idé, og en fremragende måde at kanalisere værdiskabelse fra universiteterne direkte ud i hele den del af SMV-landskabet, der ikke selv udspringer fra forskning og spin-outs.
Specifikke platforme er fremtiden
Jeg henstiller derfor til DI, at de i deres version 2.0 af deres udspil til iværksætterpolitik inkluderer platforme som LINX og MADE som en del af vejen fra grøn forskning til iværksætteri, job- og værdiskabelse.
Platforme kræver offentlig investering – medlemsbidrag kan kun dække en vis del af driften. Og det vil være optimalt, hvis der også er penge til mindre SMV-projektforløb med universiteterne. Men selv med dette er investeringerne små i det større billede. LINX blev anstiftet for ’kun’ 50 millioner kroner fra Innovationsfonden og betydelig medfinansiering fra virksomhederne. Det gav brændstof til hele fem års drift. Det er, med al respekt, overkommeligt for vore offentlige forskningsbudgetter.
Derfor siger jeg: Lad der komme flere platforme! Lav en specifikt indenfor fødevarer. Indenfor medico. Indenfor robo-tech. Indenfor energilagring og -management. Mulighederne er nærmest uendelige. MADE og LINX er bare begyndelsen og isbryderne i et kæmpe eventyr af grøn, SMV-dreven vækst, der ligger og venter.
Kolossal værdi
Det er en påstand, jeg vover, og fremhæver som en vished, til trods for at værdiskabelse altid er svær at konkretisere i tal og statistik. Argument: Blot dét, at hvis man spørger LINX SMV’er, så kan de ikke få armene ned over alt det, de føler, de har fået ud af deres medlemskab. Universiteternes værdi for dem har været kolossal og umiddelbar og fantastisk mangeartet.
Og her taler vi vel at mærke udenom de sædvanlige kanaler af uddannelse og rekruttering, der ellers fylder diskursen på området. Dette er direkte værdi gennem direkte interaktion. Men medieret interaktion – via en platform. Uden en match-maker som fortaler og ’tolk’ mellem de akademiske og erhvervsmæssige sprog, var intet af dette sket.
Jeg ved det, for jeg har set det fra første parket. Platforme er et ekstremt stærkt instrument for fremtidig værdiskabelse fra universiteterne ud i Danmark, i kraft af deres evne til at stimulere innovation hos SMV’er.
Jeg mener, at det ville være spild af erfaring og massiv fremdrift ikke at videreudvikle på dette. Dét er min læresætning til såvel DI som danske politikere. Lad ikke innovationsplatforme forspilde deres potentiale.
