Af Nicoline J. Motzfeldt, Direktør for Viden i Akademikerne
Et demokrati er ikke noget, der bare eksisterer. Det er noget, vi bygger.
Man kan betragte det som en fæstning. Et fælles værn mod vilkårlighed, magtmisbrug og forhastede beslutninger. Men en fæstning er kun så stærkt som det materiale, det er bygget af. I et oplyst demokrati er det materiale viden.
Valget er netop afgjort. Nu begynder arbejdet med at omsætte politiske ambitioner til konkrete prioriteringer. Men uanset udfaldet er der nogle grundlæggende forudsætninger, som ikke ændrer sig.
Danmark har opbygget et stærkt vidensfundament, som har været med til at gøre vores demokrati robust og konkurrencedygtigt. Det er en styrkeposition, vi ikke må tage for givet.
Særligt i en tid præget af misinformation, stigende polarisering og en mere usikker verdensorden stilles der større krav til det fundament, vores beslutninger hviler på. Det lægger et pres på demokratiets bæreevne, og understreger behovet for løbende at styrke og vedligeholde vores vidensgrundlag.
Et stærkt demokrati kræver viden
Derfor bør forhandlingerne om et kommende regeringsgrundlag tage udgangspunkt i et klart princip. Et stærkt demokrati kræver et stærkt vidensgrundlag. Det forpligter.
Uden en stærk beskyttelse af den akademiske frihed opstår der revner i fundamentet.
For det første bør Danmark sætte et bindende mål om at investere mindst 1,5 procent af BNP i offentlig forskning. Ikke som en udgift, men som en langsigtet styrkelse af demokratiets modstandskraft.
For det andet bør ambitionsniveauet for uddannelse løftes markant. Et samfund, der ikke systematisk opbygger og udvikler viden, svækker sin egen handlekraft.
For det tredje skal viden have en langt mere forpligtende plads i beslutningsprocesser. Det bør være en politisk ambition, at væsentlige reformer og prioriteringer i endnu højere grad baseres på et solidt vidensgrundlag.
Læs også: Valget kan flytte milliarder i forskningen: Fire centrale aktører tegner tre forskellige fremtider
Som led i det bør der etableres et nationalt kompetenceråd eller panel, der med uafhængige analyser kan bidrage til et mere oplyst grundlag for uddannelsespolitiske beslutninger og sikre et langsigtet, fremadskuende perspektiv.
Det handler ikke kun om at beskytte det, vi har opbygget, men om at styrke Danmarks position blandt de stærkeste vidensnationer.
Pres på fundamentet
Midt i denne konstruktion står dem, der skaber og kvalificerer vores viden. Forskere der dokumenterer, udfordrer, nuancerer og korrigerer. De gør det muligt at skelne mellem det, vi ved, og det, vi tror. Det er dem, der er med til at holde fundamentet stærkt. Men der er tegn på, at det kan svækkes, hvis vi ikke aktivt vedligeholder det.
Når finansieringsstrukturer indirekte styrer, hvilke spørgsmål der bliver stillet, risikerer vi blinde vinkler i vores fælles vidensgrundlag. Når forskningsfelter udpeges som politisk uønskede, eller enkeltpersoner hænges ud i den offentlige debat, påvirker det ikke kun den enkelte forsker. Det påvirker, hvad der overhovedet bliver undersøgt. Og når frygten for konsekvenser vokser, risikerer det at svække det mod, som kritisk tænkning kræver.
Læs også: Usikre karriereveje gør unge forskere bange for vilde idéer
Uden en stærk beskyttelse af den akademiske frihed opstår der revner i fundamentet. Over tid kan de brede sig og svække hele konstruktionens bæreevne.
Derfor er akademisk frihed ikke en særinteresse for universiteterne. Det er en grundforudsætning for, at vidensfundamentet kan bygges og vedligeholdes uafhængigt af kortsigtede hensyn. Skal det holde, kræver det mere end gode intentioner. Det kræver aktive valg.
Derfor bør beskyttelsen af akademisk frihed styrkes markant. Det gælder både klare rammer for armslængde og en politisk anerkendelse af, at uafhængig forskning er en forudsætning for et velfungerende demokrati.
I sidste ende er det et politisk ansvar at sikre, at fæstningen står stærkt.
Der er også behov for mere systematisk indsigt i, hvordan den akademiske frihed faktisk opleves og udfordres. I dag håndteres mange situationer lokalt, og ikke alle bliver synlige. Det gør det sværere at opdage og udbedre de revner, der kan opstå.
Derfor bør der oprettes en national funktion, der kan følge udviklingen og støtte forskere, der oplever pres – inspireret af internationale erfaringer som Holland, der har etableret en national hotline for trusler mod akademisk frihed.
Et politisk ansvar
I sidste ende er det et politisk ansvar at sikre, at fæstningen står stærkt. Et demokrati, der vil være robust, må løbende investere i, opbygge og vedligeholde sit vidensgrundlag. Det kræver prioriteringer og vilje til at beskytte dem, der gør det muligt.
Det er ikke alene et spørgsmål om forskningens vilkår. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi styrker det fundament, som vores demokrati og vores fremtidige handlekraft hviler på.
Et oplyst demokrati forudsætter viden. Derfor bør det også være tydeligt i næste regeringsgrundlag.
