DFIR: Er den danske ph.d.-uddannelse tidssvarende?

Kronikken er skrevet af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

Klæder ph.d.-uddannelsen i tilstrækkelig grad de studerende på til et arbejdsliv og en karriere uden for universiteterne? Og giver den tilstrækkeligt gode og vide rammer for kreativitet og nybrud? Disse spørgsmål vil Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) undersøge i et nyt projekt om den danske ph.d.-uddannelse.

DFIR anslår, at Danmark årligt investerer omkring 9 mia. kroner i ph.d.-uddannelserne. Det omfatter de direkte omkostninger til de ph.d.-studerendes løn og de indirekte omkostninger til faciliteter, administration og lignende. Ph.d.-uddannelserne finansieres gennem universiteternes basisbevilling og hjemtaget af offentlige og private eksterne forskningsmidler.

Danmark indtager en femteplads i OECD opgjort efter antallet af tildelte ph.d.-grader per indbygger hvert år, kun overgået af Finland, Australien, Storbritannien og Schweiz. Den danske ph.d.-uddannelse er en afgørende drivkraft i det danske forsknings- og innovationssystem. 

Læs også: DFIR: Dansk forskning bør agere i verden som en snusfornuftig købmand

Ph.d.-uddannelsen er samtidig en god investering for den enkelte og for samfundet. Den forbereder de studerende til at skabe og anvende forskning og innovation. Privat og offentligt ansatte med en ph.d.-uddannelse er mere tilbøjelige til at anvende forskning i deres arbejde og har, både i Danmark og på tværs af OECD-landene, den højeste beskæftigelsesgrad blandt alle med en videregående uddannelse. Vi ved også, at både det privat- og samfundsøkonomiske afkast af ph.d.-uddannelsen er positivt. 

Hvordan ser det ud med de 85 pct. ph.d.-er, der ansættes uden for universiteterne?

Der er dog tegn på, at ph.d.-uddannelsen trænger til en opdatering. Dansk Industri har i en netop offentliggjort analyse vist, at kun knap 15 pct. med en ph.d. er ansat ved universiteterne 10 år efter endt ph.d.-uddannelse, hvoraf en ukendt andel sidder i teknisk-administrative stillinger.

I DI’s analyse fremhæves det, at knap 23 pct. af de ph.d.-uddannede er ansat i den private sektor året efter endt ph.d.-uddannelse, men også at flere af ph.d.-dimittenderne søger mod den private sektor over tid. Ph.d.-ernes vej til ansættelse i den private sektor er imidlertid blevet forlænget siden globaliseringsaftalen i 2006.

Med andre ord er der et uudnyttet potentiale for at ansætte flere ph.d.-dimittender i den private sektor tidligere end hvad tilfældet er i dag. En del af forklaringen kan være, at de stigende offentlige og især private eksterne forskningsmidler har øget antallet af postdoc-ansættelser, samtidig med at vejen til en fastansættelse på universiteterne er forlænget.

Den måde, forskningssystemet er skruet sammen på, forlænger med andre ord ph.d.-ernes ansættelse på universiteterne, men med ringe udsigt til en fastansættelse.

Selvom de færreste med en ph.d.-grad får varig ansættelse som forsker ved et universitet, tyder meget på, at både de ph.d.-studerende selv og deres kollegaer på universiteterne forventer, at ph.d.-ernes primære karrieremål er en fastansættelse som forsker på et universitet. Det påvirker ph.d.-uddannelsen og kulturen omkring den. Spørgsmålet er derfor, om ph.d.-uddannelsen i tilstrækkelig grad understøtter de ph.d.-studerende til det forventede arbejdsliv og karriere uden for de akademiske miljøer.

Læs også: Hver tredje ph.d.-studerende tør ikke tage del i den offentlige debat

I den offentlige sektor er der også behov for øget anvendelse og mobilisering af forskning og udvikling til at fremme kloge, effektive og bæredygtige velfærdsydelser navnlig i kommunerne og en højere grad af forskningsbaseret rådgivning af politiske beslutningstagere. Der er dermed et potentiale for, at ph.d.-uddannelsen også kan spille en tydeligere rolle i forhold til at styrke forsknings- og innovationskapaciteten i den offentlige sektor. 

Spørgsmålet er altså, om vi som samfund forvalter vores menneskelige ressourcer med forskningskompetencer godt nok.

Er der plads til nybrud, kreativitet og fejltrin?

Flere forhold peger desuden på, at ph.d.-uddannelsen ikke i tilstrækkelig grad giver gode rammer for kreativitet og for at de studerende tør løbe en risiko ved at afprøve nye ideer. Det er ellers uundværlige elementer for videnskabelige nybrud og innovation.

Danmark falder i citationsimpact og som Science Report også har belyst i serien ”Er dampen gået af forskningens idékraft”, er der tegn på, at idékraften og kreativiteten i forskningen generelt er faldende. 

Nogle af årsagerne kan være manglende rammer for fordybelse og at det store antal og den stigende andel af artikler, som afkræves af ph.d.-studerende og yngre forskere. Et øget antal ph.d.-stipendiater per vejleder inden for nogle forskningsmiljøer forringer endvidere muligheden for at få kvalificeret vejledning i forskningshåndværket og at fremme risikovillige, nybrudsskabende ph.d.-projekter. Forskernes risikovillighed begrænses også af, at deres forskningskarriere er betinget af, at de kan finde ekstern finansiering.

Om DFIR’s nye projekt

DFIR stiller tre spørgsmål i sit nye projekt: 

• Er ph.d.-uddannelsen for ensidigt fokuseret på en forskerkarriere, og kan man styrke uddannelsen med øje for aftagerne uden for universiteterne?

• Forbereder ph.d.-uddannelsen godt nok til offentlig og privat innovation og entreprenørskab?

• Er der tilstrækkelig plads til nybrud, kreativitet og fejltrin i den danske ph.d.-uddannelse?

Det er forventeligt, at svarene på disse spørgsmål vil være forskellige alt efter, hvilket videnskabeligt hovedområde der undersøges. DFIR vil derfor i projektet også beskrive de rammer, karakteristika og udfordringer, der gør sig gældende for hvert af de videnskabelige hovedområder. Det skyldes at de dels har forskellige forskningstraditioner og kulturer, dels har forskellige typer af aftagere. 

Rådet vil afrapportere endeligt på sit projekt i marts 2026.