Af Brian Arly Jacobsen, formand for DM Universitet
Jeg følger med interesse Science Reports fokus på fordelingen af forskningsmidler, og jeg er helt enig i, at der er en række faktorer, som kan resultere i en skæv fordeling af, hvem, der forsker, og hvad der bliver forsket i. Dem vender jeg tilbage til.
Først vil jeg gerne understrege, at vi i Danmark grundlæggende er heldige med at have store private fonde, der støtter forskningen. Fondsmidlerne er med til at sikre forskning på højeste niveau inden for mange forskningsområder, og det er min oplevelse er, at fondene gerne vil understøtte stærk forskning i både de etablerede lag og vækstlagene.
Desværre ser vi på forskningsområdet også en række ubalancer, som blandt andet udspringer af fondenes bevillinger til universiteternes forskning. Om det så er fondenes fordeling af deres midler, der alene er med til at skabe den ubalance, er jeg ikke helt så sikkert på. Vi bliver nødt til at se på det samlede billede af, hvad der står i vejen for, at vi får udnyttet det fulde forskningspotentiale.
Som jeg ser det, er der to ting, der forhindrer dette.
En usikker karrierevej
For det første er vejen til en karriere som forsker langt fra snorlige eller let tilgængelig for de unge, der vil den vej. En fast stilling som forsker er svær at få, og vi har desværre set en voldsom stigning i antallet af midlertidigt ansatte.
De unge forskere siger selvfølgelig ’ja tak’ til de midlertidige stillinger med et håb om, at det kan føre til en fastansættelse, men mange unge forskere sidder fast i de midlertidige stillinger, som både skaber usikkerhed for den enkelte, men også et pres på hele tiden at skaffe midler til næste forskningsprojekt frem for at bruge tid på at forske.
Det er konsekvensen af en virkelighed, hvor langt de fleste forskningsmidler er midlertidige, og hvor over halvdelen af midlerne til forskning kommer fra konkurrenceudsatte midler, blandt andet fra private fonde. Danske universiteter får godt nok ni milliarder kroner årligt i basismidler – som udgør grundstammen i de midler, som universiteterne har til rådighed til den brede forskningsaktivitet – til at sikre den fri forskning, men næsten halvdelen af de basismidler er på forhånd båndlagt til udgifter, som især skyldes krav, der kommer udefra.
Læs også: Lundbeckfonden: Helt naturligt at nogle forskere får mere end andre
Alt i alt har vi en finansiering af forskningen, som skaber usikkerhed blandt forskerne, der samtidig bruger uforholdsmæssig meget tid på at sikre den fortsatte forskerkarriere i stedet for at holde blikket i mikroskopet eller arkivet. Desværre ser vi, at mange potentielle topforskere vælger forskningen fra på grund af jobusikkerheden.
Det er selvsagt uhensigtsmæssigt i forhold til at forløse forskerpotentialet, og det er naturligvis ønskværdigt med flere basismidler og frie midler til forskningen. For det vil sikre, at vi ikke mister forskningsområder og samtidig giver de unge forskere bedre ansættelsesvilkår og bedre karriereveje.
Fonde er afgørende
For det andet har fondenes uddeling af forskningsmidler naturligvis en konsekvens for, hvad der bliver forsket i.
Her fortæller tallene fra forsker Emil Bargmann Madsens undersøgelse en historie om, at nogle forskere er bedre til at få fat i fondsmidlerne end andre, og at det kan skabe det, som han kalder et A- og B-hold af forskere. Det er ikke min opgave at vurdere de specifikke faglige uddelinger af midler fra fondene, og jeg har ikke grund til at betvivle de faglige vurderinger af forskningsprojekter, der søger om fondsstøtte.
Men der er ingen tvivl om, at fondenes uddeling af midler påvirker forskningslandskabet i Danmark. Fondenes støtte har nemlig nået en størrelse, hvor den er blevet en afgørende faktor i udviklingen af dansk forskning.
Læs også: Den videnskabelige elite sidder på magten, mens B-holdet må kæmpe sig op
En undersøgelse fra Danmarks Forsknings-og Innovationspolitiske Råd (DFIR) viser, at midler fra fondene – offentlige og private – har en tendens til at gå til bestemte forskningsfelter, mens andre forskningsfelter kun i meget begrænset omfang får midler fra forskning. Det er gældende på tværs af de forskellige hovedområder, hvor særligt humaniora og dele af naturvidenskab kun får en lille del af de uddelte fondsmidler, men er også gældende inden for de enkelte fagområder.
Samtidig bliver universiteternes frie midler, der primært kommer fra basismidlerne, i høj grad brugt til at finansiere eksterne krav og eksternt finansieret forskning, hvor der mangler midler til for eksempel husleje og administration.
Adresser ubalancer
Vi hører fra vores medlemmer, at forskningsområder uden adgang til eksterne midler fra for eksempel fonde oplever, at de nedprioriteres til fordel for områder, som tiltrækker eksterne midler. I værste fald betyder det, at forskningsområder, som vi har behov for, risikerer at forsvinde. Dermed kan vi miste, som vi har brug for i fremtiden.
Flere penge løser ikke alt, men flere basismidler til flere fastansættelser og fri forskning er absolut en god begyndelse på arbejdet med at rette op på de forskningsmæssige skævheder.
Med eller uden flere basismidler, så bliver alle interessenter på forskningsområdet – blandt andet politikere, fonde og universiteter – nødt til at adressere ubalancerne. Ellers risikerer vi at miste talenter og forskningsområder på gulvet og derved ikke få udnytte potentialerne i dansk forskning.
