Af Prof. Mikkel Gerken (Filosofi, SDU), prof. Anne-Marie Søndergaard Christensen (Filosofi, SDU), prof. Lars Boje Mortensen (Klassiske studier, SDU).
De er alle involveret som medredaktører af internationale Diamond Open Access tidsskrifter; Nordic Wittgenstein Review, Ergo og Interfaces.
Open Access er afgørende for forskningens udvikling og transparens – men det er blevet både dyrt og utilgængeligt. For at ændre udviklingen mangler det danske og nordiske bevillingslandskab et billigt men afgørende virkemiddel: små tilskud til at støtte driften af kvalitetstidsskrifter som bryder de internationale forlags hårrejsende udnyttelse af offentlige midler.
Forlagenes forretningsmodel består i at universitetsansatte forskere producerer videnskabeligt indhold i form af artikler, kvalitetssikrer dem gennem omfattende fagfællebedømmelser, og står for redaktionelle opgaver. Forlagene får altså et højspecialiseret og tidskrævende produkt ganske gratis af universiteterne. Herefter sælger de det så i dyre domme til universiteterne.
Man tror det er løgn, men nogle gange skal universiteterne faktisk betale både for at artiklen bliver publiceret og for at købe den tilbage. Det er et enormt spild af skatteborgernes penge, som ryger i lommen på forlagene og deres aktionærer.
Hvad gik galt med Open Access?
Open Access publicering begyndte at tiltrække sig opmærksomhed i 00‘erne som et alternativ til det traditionelle trykte og fysisk distribuerede tidsskrift. Efterhånden som Open Access kom ind som et krav ved forskningsbevillinger, var vi mange som tænkte at nu kunne forskningen begynde sig at frigøre sig fra de store forlags profitkrav og deres ublu lænsing af vores biblioteksbudgetter.
Open Access har resulteret i dobbeltbetaling for forskernes gratis arbejde.
Men det modsatte skete. Nu sidder Wiley, Springer Nature, Taylor & Francis, Elsevier m.fl. på en endnu større del af kagen og har profitrater der nærmer sig 40 pct.
De tager sig betalt, ikke bare af meget lukrative aftaler med forskningsbiblioteker (så lukrative at Tyskland har forsøgt helt at opsige ethvert samarbejde med Elsevier).
De kræver også yderligere betaling for Open Acces fra forskere og universiteter som ønsker at forskningen skal være frit tilgængelig. Open Access har resulteret i dobbeltbetaling for forskernes gratis arbejde.
En ny vej frem
Der er dog en ny model for Open Acces som er ved at vinde frem – stadig mod mange odds – Diamond Open Access (DOA). I de sidste ca. 10-15 år er der blevet etableret DOA tidsskrifter på mange felter. Med frit software, entusiastiske redaktører og forskere, offentlige platforme (typisk ved universiteter) og lidt håndværk kan man producere tidsskrifter af højeste kvalitet for meget små penge.
DOA-modellen har tidligere været ugleset, for det har været anset for at være for godt til at være sandt, at kvalitetssikret og fagfællebedømt videnskab kan blive tilgængeligt uden at hverken forfatterne eller læserne betaler noget. Men det sker rent faktisk i stigende grad – selv om tidsskrifterne lever et prækært liv, da redaktørerne må tigge sig til de nødvendige håndører til drift fra gang til gang.
Læs også: Tidsskrifterne lænser de danske universiteter. Men alt for få har glæde af Open Access
Siden 2021 er der kommet institutionel opbakning til modellen fra UNESCO, Science Europe, cOAlition S og en række andre nationale og internationale organer. I 2023 blev det første Diamond Open Access Global Summit afholdt (i Mexico), et European Diamond Capacity Hub er oprettet (edch.eu) og i 2024 afsatte det hollandske forskningsråd en halv million euro for at fremme DOA publicering på bekostning af abonnementsmodellen. I 2025 har DFG i Tyskland fulgt op med en treårig ramme til samme formål.
Brug for bevilling og incitamenter
Vi behøver altså ikke de profitmaksimerende tidsskriftsforlag længere, og det er ikke noget argument mod DOA at modellen er sårbar fordi den kræver gratis redaktionsarbejde.
Støtte til DOA er et lille skridt for forskningsfinansieringen, men et kæmpe skridt for forskningen.
Forskere leverer allerede gratis arbejde til forlagene og vores redaktionserfaring er, at det giver en meget større arbejdsglæde at levere frit arbejde til non-profit end til profit.
Men vi mangler stadig at få det danske og nordiske fondslandskab til at skabe incitamenter til DOA. Dette kan bl.a. være i form af større puljer til etablering af DOA tidsskrifter som støttes af en gruppe af stærke forskningsprofiler.
Det bør også være i form af mindre puljer man kan søge til drift af DOA tidsskrifter. Det er vigtigt at bemærke, at der er tale om en langsigtet investering.
Læs også: ‘Retractions’ slår kedelig rekord: Fortæller om stigende økonomiske interesser og trængte idealer
Vi snakker her om ganske få procent af de offentlige midler, som vi allerede bruger til at købe vores forskning tilbage fra de store forlag. Størstedelen af disse midler vil kunne spares hvis DOA bliver en succes. Det er også relevant at overveje om man kan gøre DOA-publicering et bevillingskrav – i hvert fald inden for de områder hvor tidsskriftsudbuddet allerede tillader det.
Støtte til DOA er et lille skridt for forskningsfinansieringen, men et kæmpe skridt for forskningen.
