Vi bliver nødt til at tage den voksende trussel fra statsfinansieret spionage alvorligt

Af Lars Bo Larsen, Centerdirektør for Nationalt Forsvarsteknologisk Center

På en række områder som grøn omstilling, sundhed og fødevarer er Danmark førende i verden inden for forskning, innovation og teknologi. Vores vidensinstitutioner er stærke, vores forskningsmiljøer anerkendte og vores industrier konkurrencedygtige.

Men det betyder også, at vi er et attraktivt mål for spionage. Vi ved med sikkerhed, at efterretningstjenesterne i en række lande har dansk forskning og udvikling – hvad enten offentligt eller privat – som et prioriteret mål. 

Det bliver heldigvis taget seriøst af herhjemme. Den skærpede, globale konkurrence på kritiske teknologier og den øgede nationale bevågenhed har i Danmark blandt andet givet os nogle fornuftige retningslinjer for forskningssikkerhed fra Udvalget om Retningslinjer for Internationalt forsknings- og innovationssamarbejde – de såkaldte URIS-retningslinjer – under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Her har alle danske universiteter etableret en national sikkerhedsramme for baggrundsscreening af rekrutteringer, kortlægning af kritisk forskning og forskernes bibeskæftigelse og meget andet. 

Spørgsmålet er blot, om det er nok. Tendenserne er klare: De europæiske forsvarsbudgetter eksploderer i størrelse som følge af Ukraine-krigen, og kravet fra NATO til Europa om at præstere et stærkere sikkerhedsaftryk bliver stadig mere højlydt, ligesom Draghi-rapporten anbefaler at øge investeringerne i og beskyttelsen af Europas teknologi-masse og vækstmuligheder.

Trykket på kedlerne forbliver højt i mange år fremover. Det indvarsler også en tid, hvor vi vil se forskning og udvikling inden for kritiske teknologier blive prioriteret højere.

Civile teknologier sætter standarden

Koblingen mellem forsvar og forskning er ikke ny. Faktisk er sikkerhedsbehov, krige og konflikter nogle af de største drivkræfter bag teknologiske fremskridt gennem menneskehedens historie. Tænkt på alt fra krudtets opfindelse, over hurtigtgående skibe til GPS-systemet og NASAs rumprogram. Det er alt sammen teknologier spundet ud af forsvaret. 

Men her kommer det nye: For første gang er det ikke længere forsvaret, der disrupter med nye teknologier, men derimod nye, civile teknologier, der sætter standarder for forsvaret på en række områder. Se blot i Ukraine, hvordan automationer og ubemandede enheder sætter de store kampplatforme ud af spil. Eller se hvordan amerikanske SpaceX som civilt og privat rumprogram viste sig afgørende for kommunikation på kamppladsen i kraft af Starlink-satellitprogrammet. 

Læs også: Hvad kan vi få for 4,4 milliarder? Vi samler ønskerne til forskningsreserven 2025

Det leder os frem til spørgsmålet: hvad er egentlig forsvarsteknologi? Eller snarere: hvad er efterhånden ikke forsvarsteknologi? Det er vanskeligt at skelne entydigt mellem single-use-teknologier til forsvaret på den ene side og på den anden side dual-use-teknologier, der kan anvendes både civilt og militært. I dag taler vi om kritiske teknologier, som er afgørende for national sikkerhed, uanset om de anvendes i forsvaret eller ej. 

Mål for statsfinansieret spionage

Det er i høj grad en udvikling, der har trængt sig på som følge af den målrettede, hybride krigsførelse fra blandt andre Rusland og Kina. Det er grunden til, at vi ikke længere taler om national sikkerhed uden at inddrage industrielle forsyningskæder, økonomisk sikkerhed, energi- og råstofforsyning og IT-suverænitet. Listen over kritisk infrastruktur er lang og voksende, fordi vores nationale sikkerhed i højere grad bliver defineret uden for Forsvarets rammer og domæner. 

Vi ser en opblomstring af statsfinansieret spionage mod civile mål som forsknings- og udviklingsinstitutioner og højteknologiske industrier. Det sætter forskningssikkerheden i et helt nyt lys. I den ’gamle verden’ kunne man hemmeligstemple projekter igangsat af Forsvaret til militær anvendelse og lade resten være åbent. Det er sådan, vi er vant til at tænke forskningen: fri, åben og tilgængelig.

Men hvad gør man i en verden, hvor Forsvaret i stigende grad er aftager og ikke drivende for det teknologiske innovationsmarked, hvor man i udviklingsfasen ikke ved, om den givne teknologi er forsvarsmæssigt relevant eller ej? Risikolande som PET definerer som Rusland, Kina og Iran har opmærksomheden rettet mod kritiske teknologier på tværs af områder som grønne brændsler, sundhedsteknologi, miljøløsninger og IT-systemer. Derfor kan vi blive nødt til at strukturere os anderledes, når det kommer til at beskytte vidensproduktionen fremadrettet. 

Læs også: ATV: Danmark sakker bagud. Derfor skal vi satse benhårdt på de teknologier, der gør os stærkere

En mulighed er at gå mere i retning af at lave mindre, uafhængige forskningsgrupper, hvor man kan kontrollere adgangen, frem for at operere med to store sfærer – en åben og en lukket.

Behov for større lukkethed

Vi skal ikke bygge høje mure rundt om alt, der bare potentielt er en kritisk teknologi. Men verden omkring os byder os at italesætte risici for spionage, industriaspekter og hybride taktikker på tværs af hele samfundets teknologiudvikling – uafhængigt af, om der er tale om single-use, dual-use eller civile teknologier. 

Forskningsverdenen er heldigvis vant til samarbejdet med industrien, og hvor den intellektuelle ejendomsret (IP) ejes af industripartnere. Det nye er, at det også i højere grad må gælde for IP, der er offentligt ejet af for eksempel universiteter eller forskellige myndigheder også inden det kommer til Forsvarets anvendelse. 

Der er her behov for at etablere et regime for forsvars- og sikkerhedsmæssigt følsomme projekter, der går videre end den brede sikkerhedsramme fra URIS-arbejdet. Der er blandt andet behov for at udvikle fælles kryptosystemer på tværs af universiteter, ligesom der skal være markant øget og markant nemmere adgang for at sikkerhedsgodkende forskere.

Læs også: Mere forskning i forsvar kan blive en gave til forskerspioner

Vi bliver formentlig også tvunget ud i at vende nationalitetsprincippet fra at foretage individuelle vurderinger af personer og deres ophav til at etablere en positivliste over allierede og partnerlande, som vi søger aktivt samarbejde med. 

Vi er kommet langt, men der udestår svære valg, som skal træffes i samarbejde mellem stat, forsvar og forskningsverdenen. Med de kommende store investeringer i forsvaret er vi også nødt til at til at tage sikkerheden seriøst.