’Gør gavn!’ har længe været et hovedbudskab til danske universiteter. Det betyder, at det ikke kun handler om, at universiteter gør en forskel ved at forske og uddanne. Det handler også om at godtgøre, at samfundet får gavn af ny videnskabelig viden og erhvervsduelige kandidater. Det tror omverdenen ikke altid er tilfældet. Tænk blot på den årelange modstilling mellem samfundsgavnlige virkninger af ingeniøruddannelse og skuffelsen over personlighedsudviklende humanistiske uddannelser. Trættende, ikke mindst fordi vi ved, at den er usand.
Humaniora skaber også vækst, når forskere uddanner kandidater, der forstår sig på forbrugernes behov eller på, hvordan det politisk-administrative system styrer en brugervenlig offentlig sektor.
frygter vi at blive forrædere af idéen om forskning og uddannelse som goder i sig selv?
Men pointen er, at universiteter og især humaniora har lært, at man skal fokusere på, kende og dokumentere sine gavnlige virkninger for samfundet. Ikke kun være optaget af interessante virkninger for videnskabelig fremskridt og for den enkelte studerendes personlige udvikling.
Impact
’Gavn’ eller ’gavnlige virkninger‘ er en omskrivning og oversættelse af ’impact’, som det udtrykkes på engelsk. For eksempel står der i en officiel vejledning til ansøgninger til Horizon 2020 (EU’s støtteprogram for forskning og innovation med et budget på 75 milliarder euro i årene 2014-2020), at det ikke kun drejer sig om, at excellent forskning, men også om at godtgøre, hvordan denne forskning får impact, altså bliver omsat til gavn for EU’s borgere. Så en forsker skal i dag også vide, hvordan han gavner samfundet med sin forskning og undervisning. Kravet er ikke nyt, men absolut mere og mere betonet. Men kan og vil vi, forskere, imødekomme det? Eller er vi bange for at blive en del af en nytteorienteret idé om forskning og uddannelse, frygter vi at blive forrædere af idéen om forskning og uddannelse som goder i sig selv?
Tre bud på gavn
Diskussionen om universiteternes gavnlige virkninger føres netop som et spørgsmål om, hvad en akademisk borger med frihed og ansvar i forhold til samfundsgavnlighed er. Det eksisterer, der tre bud på. Det første bud lægger vægt på, at universitetet løser den moderne økonomis eller offentlige sektors kendte problemer. For eksempel i form af at levere relativt smalt definerede forskningsbaserede professionsuddannelse.
Men heldigvis kan man ofte være sikker på, at risikovillige investeringer fører til frugtbare fiaskoer; det er dem, vi lærer vi af
Det andet bud er, at universitetet i en foranderlig verden gør bedst gavn ved at tilbyde uddannelser – liberal arts-uddannelser – der udvikler en slags renæssancepersons intellektuelle karakter og færdigheder baseret forskningsviden om kunst, musik, politik, matematik og kosmologi. Tredje bud er, at universitetet – det humboldtske – tjener os bedst ved at udgøre en uafhængig tænketank og ved at uddanne studerende, der også følger sin nysgerrighed efter at lære stadigt mere uden, at det står i modsætning til at blive en erhvervsduelig kandidat eller en alment dannet person.
Frugtbare fiaskoer
I dagens Danmark er alle disse tilgange i spil, men ikke i deres rene former. Snarere har danske universiteter præget af en humboldtsk tradition siden 2003 i højere og højere grad bedrevet forskning og uddannelse, der gavner samfundet politisk, økonomisk og kulturelt. Så danske universiteter vil gøre gavn – og det går godt, så længe vi også accepterer, at forskning og uddannelse har behov for stærke elementer af risikovillighed i en fremtid præget af krav om innovation og livslang læring.
Satser man på dristig forskning kan man ikke være sikker på, at det udløser hverken de forventede videnskabelige gennembrud eller brugbare resultater. Men heldigvis kan man ofte være sikker på, at risikovillige investeringer fører til frugtbare fiaskoer; det er dem, vi lærer vi af, også selv om de ikke løser vores problemer her og nu. Den frugtbare fiasko er ikke en skamfuld fejl fra forskningen side, men gavnlig for idéen om Danmark som det åbne og lærende samfund. Fuldstændig på linje med, at undervisning gavner den næste generation, når kommende akademiske borgere in spe får frihed til at fejle og ansvar for at lære af disse. Ja, den akademiske borger er en borger, som tager frihed og ansvar for at være livslangt lærende om, hvad der gavner samfundet.
Claus Holm er institutleder, DPU, Aarhus Universitet.
