Sjusk eller fusk. En stor mængde resultater fra forskningsforsøg kan ikke genskabes af andre forskere. Magasinet Nature skrev i maj 2016, at 70 procent af 1576 forskere havde svært ved at gentage andre forskere eksperimenter.
En artikel fra The Economist peger på, at dårlige eksperimenter og ringe analyse ligger til grund for, at et biotekselskab kun kunne genskabe seks ud 53 resultater indenfor cancerforskning. En gruppe hos biotekfirmaet Bayer lykkedes kun med at genskabe en fjerdedel af 67 vigtige forskningsartikler. Artiklen skriver at omkring 80.000 personer mellem 2000 og 2010 deltog i kliniske forsøg baseret på forskning, som senere blev trukket tilbage.
Forskere trætte af sjusk
Kristian Helin, prodekan for forskning på Det Sundhedsvidenskabelig Fakultet, Københavns Universitet, professor og direktør for et forskningscenter, som forsker i kræft, forklarer, at sjusk og snyd er et stort problem i forskning, men at snyd er svært ved at gøre noget ved, da det drejer sig om uhæderlige mennesker, og de vil nok altid være der.
– Dem, der plagierer og forfalsker, dem tror jeg ikke, vi kan gøre meget ved, for det er simpelthen folk med dårlig moral. Så er der dem, der laver dårlig forskning. Det, der hedder tvivlsom forskningspraksis… Dem håber vi at kunne gøre noget ved, da det er spørgsmålet om peer-review og vejledning, siger Kristian Helin.
Indenfor medicinalindustrien er de også trætte af dårlig forskning. Novo Nordisk Fonden skriver, at dårlig praksis er et større problem end videnskabelig uredelighed. I Altinget har Lægemiddelindustriforeningen slået et slag for at fremtidens forskere skal uddannes til bedre videnskabelig praksis for at komme problemet til livs.
Arbejder åbent med problemet
I Kristian Helins forskningscenter har han 250 forskere og 23 forskningsgrupper. Her arbejder de målrettet for at undgå fejl i egne publikationer. Nøglen er åbenhed.
– Vi taler om vores forskning. Vi holder interne seminarer, hvor folk fremlægger, før de publicerer. Så ser vi hinandens forskning flere gange, og i min egen forskningsgruppe, der ser vi hinandens forskning rigtigt mange gange, før den bliver publiceret, siger han.
På den måde får forskerne og forskningslederne en idé om, hvordan projekterne udvikler sig. Dermed har Kristian Helin og hans medarbejdere lagt en række stopklodser, så forskningen ikke burde komme ud, hvis der ikke er dækning for det, der er lavet.
– Det drejer sig først og fremmest om at være overbevist om sine egne resultater og hvordan de bedst fortolkes, forklarer han.
Kristian Helin peger på, at fejlfortolkninger og overfortolkninger af forskningsforsøg oftere opstår i lukkede forskningsmiljøer, hvor forskningen ikke diskuteres. Samtidig er den hårde konkurrence om ressourcer og om publikationer også med til at få forskere til at skyde ”genveje”. Men det har Kristian Helin ikke meget til overs for:
– Det er altså for at finde – det lyder højtragende – endegyldige sandheder, som fortæller noget om, hvordan naturen hænger sammen indenfor vores felt. Og så er der jo ikke noget ved at snyde. Så laver man det jo forkert, siger han og sammenligner det med at tisse i bukserne for at holde varmen. Rygtet om dårlige forskere spredes lynhurtigt i videnskabelige kredse, og ikke alene giver det et dårligt ry, men vil også besværliggøre fremtidig publicering.
Sværere at modbevise
Flere initiativer er sat i søen for at afsløre problematiske forskningsresultater. Tidsskriftet eLife’s Reproducibility Project, forsøger blandt andet at få forskere til at genskabe nøgleforsøg. Men Kristian Helin peger på, at det for forskere ikke er så interessant at afprøve andres forskeres forsøg, som det er at lave egne. Samtidig er dårlig forskning svær at tilbagevise:
– Et negativt resultat står altid svagere end et positivt resultat. De færreste forskere – også i virksomhederne – gider at bruge tid på at publicere de negative resultater, fordi det kræver endnu mere tid. Derfor bliver der næsten aldrig publiceret beviser for negative resultater. Det sker kun i det øjeblik, at det er en stopklods for at komme videre med egen videnskab, forklarer Kristian Helin.
Banebrydende forskning genprøves
Forskning bliver udsat for peer review inden den bliver trykt i et tidsskrift, men det betyder ikke nødvendigvis, at fusk bliver opdaget. Selv ikke i de prestigefyldte tidsskrifter:
– Der er også forskellige kvaliteter af peer review. Hvis det bare var sådan, at de bedste tidsskrifter publicerede de bedste resultater – og det gør de nok i det store hele – men der er også mange kioskbaskere derimellem. Selvom man tager et tidsskrift som Nature og tror, at alt er i orden, så er det ikke nødvendigvis sådan. Det kan godt være, at emnet bare er hot lige nu, og det er gået lidt for stærkt med at publicere det, forklarer han.
Kristian Helin understreger, at den forskning, hvor sjusk og fusk er et problem, sker hvor opdagelserne ikke er store nok. Han nævner Penkowa-sagen og fortæller, at hendes forskning ikke var af så stor interesse for mange, hvilket var årsagen til, at hendes fusk ikke blev opdaget.
– En af de store opdagelser i de sidste ti år hedder inducerede potente stamceller. Man kan tage en hvilken som helst celle, udtrykke fire faktorer ind i den og så reprogrammere den til at blive til en stamcelle. Det var et forskningsresultat, som blev udgivet af en japansk forskningsgruppe i 2006, hvor mange forskere var meget skeptiske. Men i løbet af et år var der mange, mange forskere, der reproducerede resultatet – fordi det simpelthen var så stor en opdagelse, forklarer Kristian Helin. Den japanske forsker fik Nobelprisen i Medicin i 2012.
Søren Schaadt Larsen, freelancejournalist og Cand.public.
